Det er nemt nok at få øje på, hvad der sker i metal og punk i København og Aarhus, og med sort/hvide briller på kan man tegne nogle tendenser op for scenerne i de byer. De fleste ved også, at Aalborg har en naturstridigt levende og alsidig musikscene båret frem af skiftende ihærdige entusiaster, og i Fredericia kan de twosteppe og lave vejrmøller. Men hvordan ser det ud i landets tredjestørste by, Odense?
Det spørgsmål lyder igen og igen fra besøgende bands, fordi Odense ikke rigtig er lykkedes med at skabe en samlet identitet eller komme helt ud på motorvejen syd om byen og komme udenfyns og spille. Derfor føltes det som et ekstra drøjt hug, da øvelokaleforeningen og spillestedet Kansas City i efteråret 2023 gik konkurs: Ikke bare fordi en bunke metal- og punkbands nu skulle finde nye øvelokaler, men fordi en del af den løbende erfaringsudveksling og samlende identitet gik tabt.
Derfor mødtes vi med seks af byens aktører og stillede dem de samme spørgsmål: Hvordan ser det ud i Odense efter Kansas City? Hvad fungerer ikke? Hvad fungerer? Hvad skal der til for at det bliver bedre? Og hvad kan det blive til? For lige så tydeligt det er, at Odense savner en markant musikalsk profil udadtil, er det, at byen alene i kraft af sin beliggenhed så midt i landet, som man kan komme, og med de spillesteder, det musikbibliotek og det musikkonservatorium, der er, burde kunne gøre sig gældende nationalt.
Så hvad sker der?
Den næste Mø kan ikke bruges til noget
I en gylden trekant mellem Musikskolen, Kirkens Korshærs varmestue og graffiti-stien på det gamle godsbanespor ind mod kollegieboligerne ligger Musikkonservatoriets gamle bygninger. I årevis har den høje, gule bygning stået tom og er blevet brugt af politiet til at øve sig i at brække døre op og de misbrugere, der ikke har fået en seng for natten på herberget, til at sove mellem søjlerne under koncertsalen.
Nu skal der ske noget. En onsdag eftermiddag i begyndelsen af efteråret får vi orange armbånd på i døren, som om vi allerede var til festival her, og på scenen træder fire mænd op og stiller sig bag hver sin pult med bred benstilling, alvorlige miner og dramatisk bagbelysning. Som om de virkelig vil eje de associationer til tysk electropop, navnet på banneret bag dem bærer: KRFTWRK.
De fire mænd er Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, snart forhenværende kulturrådmand Søren Windell, Brian Nielsen fra Tinderbox, der har skudt 1,5 mio. kr. over tre år i at omdanne lokalerne til det øvelokalekompleks, som den sidste af de fire, Jonas Bäckström fra KRFTWRK, skal drive i lokalerne omme foran med mulighed for koncerter her i salen.
– Med det her giver vi noget tilbage til Odense, siger Brian Nielsen selvfølgelig, men også i anerkendelse af, at Odense Kommune for ti år siden støttede opstarten af festivalen Tinderbox økonomisk.
Jonas Bäckström siger meget lidt forpligtende:
– Vi har lagt grundlaget til et godt fundament for det her formål.
Så har man heller ikke lagt hovedet på blokken for en indflytningsdato eller et mål for, hvor mange øvelokaler, man med hjælp fra Odense Kommune, Tinderbox og fonde kan skaffe finansiering til at indrette i de temmeligt ramponerede rum på de tre etagers lange gange.
Borgmesteren kalder det “en god odensehistorie,” som er den faste vending, han bruger, uanset hvilken positiv udvikling i byen han gør til en del af et større billede, hvor en oplevelse af afvikling og modløshed vendes til muligheder for nye, entreprenante kræfter. Både han og kulturrådmanden betoner, at her i disse lokaler vil der kunne blive skabt nye talenter, som kan blive morgendagens stjerner. Specielt fordi man er sammen med Tinderbox, mener Søren Windell.
– Det kan være, at den næste Andreas Odbjerg eller Mø kommer herfra, erklærer Peter Rahbæk Juel.
– Det er en helt forfejlet pædagogik at lære unge mennesker, at det er det, de skal stræbe efter, siger Casper Schärfe bagefter, da vi sidder ude foran på en trappesten i gylden efterårssol.
– Det er kun få, der bliver store, men du kan sagtens leve af musik alligevel. Det er bare ekstremt hårdt og med skæve arbejdstider, uddyber han.
Casper står bag jazzfestivalen Jaiyede og punk- og hardcorefestivalen Ilter, der i februar og maj finder sted på hhv. spillestedet Dexter inde i byen og nycirkusset Dynamo nede på havnen. Som tidligere musikchef på Teater Momentum har det været hans mål at koble musikere sammen på tværs af genrer og scener for at få dem til at forstå hinanden og forstå sig selv som del af noget større. F.eks. når han har fået musikere fra Londons jazzscene til at improvisere sange frem sammen med de lokale Causa Sui og siden fået det udgivet på det lokale pladeselskab El Paraiso som London Odense Ensemble.
Fuck nu det bestående
Det er det økosystem, Casper har prøvet at nære, og da vi går rundt på gangene efter pressemødet, er vi overraskede over, hvor meget her faktisk er plads til. Det er et sted som det her, Odense har manglet, siden øvelokaleforeningen Kansas City gik konkurs i slutningen af 2023. Det gjorde den ultimativt, fordi der var blevet søgt om folkeoplysningsstøtte til en øvelokaleforening med 80-90 % medlemmer under 30 år, mens det reelle tal viste sig at være 10-20 %, så pengene skulle tilbagebetales. Den samme klausul om, at størstedelen af brugerne skal være under 30 år, kommer til at gælde på KRFTWRK. Det er en forudsætning for, at kommunen kan støtte projektet, at det er rettet mod unge – det er en kommunal forpligtelse, som gælder for alle landets kommuner.
Nu bliver der plads til næste generation, men er der nogen, der har en vision for, hvad der skal ske med dem? Ud over at blive den næste Andreas Odbjerg eller Mø?
Casper Schärfe og jeg snakker om, at der har manglet et større sigte med koncertaktiviteterne i Odense. Syddansk Musikkonservatorium ligger her, men ud over koncerter på Musikbiblioteket hver anden onsdag eftermiddag er det ikke noget, man mærker det store til i byen. Der er ikke som sådan et miljø af unge musikere.
– Det er fint at spille koncerter, men er det nok bare med det? spørger Casper retorisk.
– Hvorfor er der ikke flere, der samarbejder på kryds og tværs og blander tingene? Jazzmusikere og metalmusikere har det til fælles, at de kan flytte fingrene vildt hurtigt og spille synkoperet, men hvorfor smider de ikke noget andet ind over det? Hvorfor samarbejder de ikke? For mig er det det, der ligger i punken: Fuck nu det bestående! Hvis man har sådan et sted, som det her skal blive, er der potentiale for at kunne arbejde på tværs og lave nogle residencies og masterclasses. Så kan man sige, at nu kommer det her band i fire dage: Første dag spiller de en koncert, de næste to er der workshops, og på fjerdedagen butter vi fire-fem frivillige sammen med bandet ind i et studie, og så er der impro-metal. Så laver vi en plade, kalder det Odense-et-eller-andet og sende det på turné i bandets hjemland og herhjemme.
Casper har tidligere stået bag et sådant projekt i regi af Momentum Musik, hvor det eksperimenterende engelske band Ex-Easter Island Head gennem et open call fik 18 odenseanske musikere på allehånde instrumenter til at skabe et kollektivt værk, der blev fremført i en halvcirkel.
Hvorfor er der ikke flere, der samarbejder på kryds og tværs og blander tingene? For mig er det det, der ligger i punken: Fuck nu det bestående!
Casper, Ilter
Hvad betyder det for Odense, at vi er en konservatorieby?
– Min anke dér er den samme, som jeg havde mod Kansas City: Jeg synes, man lukker sig for meget om sig selv. Derfor håber jeg også, at når KRFTWRK kommer op at køre, og konservatoriet ligger lige derinde, at man får lavet nogle samarbejder.
Men hvilke samarbejder har så fungeret i den odenseanske metal? Det fortæller musikbibliotekar og musiker Jonas Guldfeldt Viuff om i næste afsnit af serien om, hvad der sker i Odense.
