Grace Slick har ikke levet forgæves. Det samme kan siges om Steffen Brandt, måske, hvis man er i det humør. Og så fik vi en fremvisning i, hvad et band, der lyder som de kunne have udgivet på Victory Records, kunne præstere i 2026.
Vi var forbi Kæmpe Moshpit vol. 4 på Underwerket i lørdags og oplevede tre ganske forskellige bands. Det, de havde tilfælles var dog en stor begejstring for at spille.
Første orkester var Seasonal Depression, der, hvis man skulle dømme efter alderen, også havde hevet omtrent halvdelen af publikum med. De unge er gode til at støtte op om deres egne, og det må man anerkende dem for.
Forsanger Fia skiftede imellem en Grace Slick-inspireret blues-rocket vokal, der blev understøttet af vuggende grooves og en skærende, til tider næsten black metal-adjacent skrigestemme, der sørgede for at få rystet posen, når det bluesede næsten blev for hyggeligt.
Århusianske Båndet var nummer to til at gæste scenen, og ligesom der blev skiftet lidt ud i publikum, viste det sig også, at energien rykkede sig. På en eller anden måde, var publikum kommet for at moshe. Også selvom Anders Thodens sang måske i virkeligheden ikke lagde specielt meget op til det.
Båndet er dog ikke dem, der stopper fester og det virkede også som om, at bandet syntes det var ekstremt fedt, at folk havde besluttet sig for at gå amok. Og det gjorde vi. Og blev stoppet igen hver eneste gang tempoet skiftede. Og det gjorde det tit.
Hvor der til gengæld var lidt mindre op og ned i tempo, var hos Inertials, der selvom det var tredje koncert på lige så mange dage, spillede voldsomt igennem. Den klassiske screamo med den imponerede forsanger Simon Tornby i spidsen rev skidtet rundt. Om pitten var lige så vild, skal jeg ikke kunne sige. Jeg stod naturligvis helt oppe foran, men jeg blev da skubbet og puffet mere end en enkelt gang.
