I sidste uge skulle der fejres fødselsdag på Amager. Foruden at være bandboss i Undergang, har David Mikkelsen kørt butik og pladeselskab Extremely Rotten Productions i femten år. Det startede som en sidegesjæft, som senere blev et fuldtidsjob – og nu har det endda kastet en festival af sig.
Extremely Rotten Death Fest er sin egen lille, hyggelige festival. De fleste bands spiller relativt korte koncerter på 30 minutter, hvilket giver gode muligheder for at få en pause eller en bid mad mellem de mange bands. De giver også bedre forudsætninger for at nå at se det hele, da man bliver mindre mættet af råddenskaben, selvom der ingen overlap er på koncerterne.
Torsdag:
Kraniebrud og Big Macs
“Den handler om at få skåret skallen helt af, den her”, udbryder Kasper Petersen, inden duoen Sewer Haul sætter gang i ‘Scalp Split Open’. De må også gerne komme og spille til min fødselsdag til november. Femogtyve minutter med bøllegoregrind er simpelthen den perfekte måde at starte en aften på. Den eneste skuffelse er, at trommeslager Lukas Nysted har smidt elefanthuen.
Sequestrum lyder jo lidt som det, det er; en blanding af Undergang og Chaotian. Intro-tracket lyder som en, der suger bong, børster tænder, ørler og har dårlig mave på samme tid. Andreas Nordgreen introducerer et nummer meget mumlende med noget der lyder som “Fipskæg Boullion.” Det er jeg fandme nede med.
Festivalens opvarmningsdag er faktisk ganske velbesøgt af amerikanere, qua de mange udenlandske bands. De har lidt mere at stå imod med end resten af publikum. Godt nok er jeg selv en kende bredskuldret, men må altså kapitulere og trække mig ned bagerst, da jeg får sådan en makker i nakken og har det nogenlunde som jeg forestiller mig en Big Mac har det, når den bliver færdigtæsket på samlebåndet.
Pustulant Flesh er aftenens mest rendyrkede dødsmetal. De unge københavnere spiller lige efter Extremely Rotten-drejebogen – og det virker. Publikum kvitterer da også med aftenens største pit. Det er stadig et band, som leder lidt efter sin lyd og plads i scenen, men de er godt på vej, og bliver bedre for hver gang jeg ser dem. Det er lidt mere lettilgængeligt end de andre bysbørn fra Extremely Rotten, uden nødvendigvis at være mindre brutalt. Der er mere groove og hardcore i lyden, hvilket klæder musikken.
Phrenelith er derimod noget andet end resten af aftenens musik. Det lyder mere som spids guitar-core, med de mange melodiske lag som er at finde i guitarspillet. Det er en hårfin balance at have melodi i sin dødsmetal, uden at det bliver til melodød. Det klarer Phrenelith fremragende, med en lyd som ikke rigtigt kan findes andetsteds i Danmark. Det minder af og til om Blood Incantation, men uden alt det der blipblopperi og mere som et vulkanudbrud.
Fredag:
Hele Danmark ved, at Ama’r grinder hele dagen
Det er klamt og lummert i vejret, mens jeg cykler til Amager fredag eftermiddag. Det er ligesom om, at man kan mærke, at der er noget i gære. Selvom klokken kun er kvart over fire om eftermiddagen, er der allerede halvt fyldt i Amager Bio. Ganske flot fremmøde, antaget at jeg ikke er den eneste dødsmetaller, som også må passe et arbejde til daglig.
Jeg misser derfor de første par numre med Necropsy Odor, som spiller fortrinlig Carcass’et deathgrind. God start. Guitaristens slides ligner et epileptisk anfald. Det kvarter jeg når er til gengæld herligt.
Blisterous er også skønne. Trommeslageren spiller i strømpesokker, bare for lige at gøre det ekstra klammo. Mens trommeslageren får delt ud af sin fodsvamp, laver guitaristen karatespark og ser så intimiderende ud som man nu kan, når man er fra Finland.
Han formår også at spille umiskendeligt finsk, på den måde at der sniger sig en skæv guitarharmoni ind hist og her. Et friskt pust i en til tider ret så prøvet genre.
Torture Rack løfter bare lige niveauet. Amerikanerne giver fuld pedal med grindende dødsmetal i de 30 minutter hvor Copenhagen Sprint er flyttet til Lorteøen – så er det ligesom om, at alting bliver bedre med nittearmbånd, ikke? Og så er det jo dejligt, når et band kan spille sange, som hedder ‘Fucked by Death’ og ‘Morningstar Massacre’ uden at fortrække en mine.
De to svenskere foran mig var da også enige i, at det var “svin bra.”
Jordens røvhul og fødselaren
Mortal Wound hygger sig med sange om at bolle med de døde, samt ‘The Anus of the World.’ Sidstnævnte er påfaldende, nu hvor vi befinder os på Amager. Det bliver måske lige fjollet nok, omend det også er rart at høre noget, som læner sig op af mere traditionel dødsmetal.
Amerikanerne er en diametral modsætning til Corpsessed, som nok er dagens mest melodiske indslag. De spiller også den type dødsmetal, som jeg allerbedst kan lide. Musikken er kold og slæbende, som klassisk, finsk dødsmetal ofte er. Det kommer som en passende ganerenser efter fire timers råddenskab. Måske handler det også om, at det først er her, hvor vi får et band som hyppigt laver afveksling i sin lyd. Den brutale og rådne dødsmetal, blandet med doomens tyngde og atmosfære. Kan I ikke komme og spille noget oftere?
Festivalarrangør og label-boss David Mikkelsen spiller også med Undergang, som blev tilføjet til plakaten efter et afbud. Det er voldsomt interessant, at Danmark har formået at få så stor en stjerne i dødsmetallens undergrund – eksemplificeret ved dagens hidtil største publikum, samt de gennemgående shoutouts til David fra samtlige bands under festivalen. Jeg har set Undergang et hav af gange, men har endnu ikke haft en dårlig oplevelse. Bundniveauet er bare tårnhøjt og ‘Dødskunst’ er ved at blive en personlig favorit hos mig. Fæl, rådden død, manner!
Gorephilia er velsagtens dagens mest brutale indslag. Dobbeltpedalen har næppe trampet så hurtigt som den gør her. Der er bare noget ved dødsmetal og kronragede, finske frontmænd med gedeskæg, der fungerer. Det er som jordbær og fløde i sommervarmen. De lugter bare lidt dårligere.
Anatomia er en sær størrelse. Et sandt kultband i undergrunden, hvor særligt trommeslager og grundlægger Takashi Tanaka har en stor stjerne. Tanaka grundlagde henholdsvis Necrophile og Transgressor, som begge er prominente navne på den japanske dødsmetalscene. Senere startede han Anatomia, hvis uortodokse dødsdoom også trækker et ret stort publikum, selvom det er ved at blive sent. Det er næsten hardcore’esque på samme måde som Autopsy. Det er groovet med ret simple riffs, der til tider læner sig op af Black Sabbath, hvorefter det til tider syrer helt ud i et næsten funeral doom-lignende tempo, eller mangel på samme.
Jeg har set Anatomia en god håndfuld gange efterhånden, men det er altid rart at se, hvor benovede Tanaka og co. er over det fremmøde de får til deres danske koncerter. Opbakningen er også fortjent, hvor Anatomia er fremragende som altid.
Lørdag:
Hæmorider og heksebræk
Det er et søvnigt publikum, der møder op til finske Azatoth lørdag eftermiddag. Det unge band spiller godt, men det kræver lidt mere end det at få sparket gang i publikum. Det kommer dog gradvist gennem koncerten. Et effektivt spark i bollerne. Hvorfor er finnerne så gode til at skabe gode, unge bands? Hvad end de putter i saunagusen, må være heftigt.
Hemorrhoid får sparket de sidste søvndrukne publikummer i gang. Deres rådne dødsgrind går rent hjem og får da også startet dagens første pit. Kan man andet end at elske et band, som udgiver en sang der hedder ‘Dante’s Fecal Inferno’? Det tror jeg ikke. Det er så tilpas fjollet, dumt og velspillet, og en stærk bejler til at være festivalens bedste koncert. Der er sket en del, siden trioen spillede i Byhaven for mere end tre år siden, men med medlemmer fra både Torture Rack og Witch Vomit er det måske ikke så underligt, at denne hæmoride vil frem i verden. Hold øje med den.
Et andet band som vil frem i verden, er finske Malformed, som bare er vildt imponerende. Havde jeg været tidligt ude, så kunne de være mine sønner. De kan deres Morbid Angel, hvilket blot burde gøre deres forældre endnu mere stolte. Det er altid sjovt at følge sådan et ungt band, hvor man tydeligt kan opleve at de bliver bedre og bedre for hver gang man ser dem. De var allerede gode sidste år, men står endnu skarpere i dag. Hvor de fleste bands går Incantation-vejen, er det forfriskende med et band som går andre veje – også selvom det ikke er det mest originale.
Fra finner med mullet til finner med skullet, står Cadaveric Incubator klar med den sidste omgang grind for nu. Kadaverkuvøsen kommer på besøg med jævne mellemrum, men er altid et godt gensyn. Groovy og olmt. De spiller sågar ‘Swarming Vulgar Christmas’ fra deres julesplit med Undergang. Måske lige et par måneder for tidligt, men hvis supermarkederne kan starte med julepynten i november, så kan dødsmetallen vel også starte med julesange i juli.
Wormridden er dagens doomede indslag med en af deres uhyre sjældne koncerter. David Mikkelsen og Takashi Tanaka befinder sig, af gode årsager, sjældent i samme lokale, hvorfor sideprojektet aldrig har spillet mere end en håndfuld koncerter. Det virker derfor oplagt at lade netop det band spille i dag, som en hyldest til det, David har bygget op de seneste 15 år. Der bliver plukket voldsomt mange usynlige appelsiner på forreste række – og med rette. Wormridden er indbegrebet af Extremely Rotten og ekstremt fedt.
Protrusion er næstsidste band. Det relativt nye amerikanske band spiller noget af festivalens mest riffdrevne dødsmetal, hvilket er et rart afbræk efter mange timers grind og doom. Det er worship af Deicide og ‘Morrisound-lyden’, som var dét studie i Tampa Florida, som var med til at gøre dødsmetallen populær i slutningen af firserne. Jeg havde mine betænkeligheder ved at have et relativt uprøvet band tage en plads som headliner, men den tvivl bliver gjort til skamme. På en festival, hvor groove ikke altid er i højsædet, er det virkelig rart at få noget anderledes, som stadig passer ind med resten af programmet.
Witch Vomit er den perfekte afslutning. Højt teknisk niveau, tændt band og en lyd, der adskiller sig fra resten med sin black metalliske kant. Det er sgu altid fedt, når et hovednavn rent faktisk formår at leve op til det, der forventes af et hovednavn. Det gør Witch Vomit, med stor vægt på seneste album ‘Funeral Sanctum’, hvor særligt ‘Endless Fall’ er et højdepunkt. Musikken har en næsten sørgmodig tone som modspil til det ellers ækle navn. Der er ikke meget bræk at spore i lyden, andet end den tomhed man kan føle i kroppen efter sådan en gang maveinfluenza. Lige dele rensende og ubehageligt.
Første omgang Extremely Rotten Death Fest var en succes. Amager Bio kunne ganske vist have huset flere gæster end den gjorde, men mon ikke at fremmødet bliver endnu bedre næste år? Der er i hvert fald allerede teaset for endnu en festival, hvor årets afbud, Reverence to Paroxysm og Castleumbra, kan spille, hvilket jo allerede tegner sig til at blive et strålende lineup. Jeg skal i hvert fald med igen.
