Lørdagen på Odense Metalfest skydes en anelse skævt i gang på grund af en aflysning i sidste time, men ikke desto mindre er vi klar til endnu en dags nedsynkning i det voldsomme og hasarderede – og vi bliver ikke skuffede.
Der er helt enkelt to bands, der særligt skal fremhæves fra årets andendag, nemlig tyske Haywire og danske Rot Away. Til fælles har de, at de spiller på den lille scene, og at de lykkes med at flå den fuldstændigt fra hinanden. Haywire spiller deres allerførste show i Danmark, og de er på – helt optændt af en vidunderlig og smittende energi. De spiller tight, har det sjovt og er en perfekt booking på den lille scene tidligt på dagen. Forsangeren skiftevis hopper begejstret, små hop og knækker sammen i energiudladninger alt imens hun ligner en, der vil smile venligt og opmuntrende mens hun cirkelsparker dig i hovedet. Selvom Haywires pit ikke er i nærheden af Rot Aways (men hvilke er også det?) er der alligevel gang i den, og en enkelt gang må vi træde til og skille et par enkelte, der testosteronfronter, så de kan kramme den ud bagefter.
For Rot Away gælder, at det er første gang, jeg får fornøjelsen af at se dem live, og selvom jeg er bekendt med beretninger om deres liveshows, er jeg på en måde ikke rigtig forberedt alligevel. De når ikke et halvt minut ind i første nummer, før den første makker kommer flyvende direkte ud i hovedet på mig, og det bliver standarden for den koncert. Der kræves konstant agtpågivenhed, for er der ikke endnu en makker, der kaster sig ud over scenekanten med tilsyneladende ringeagt for hvorvidt de gribes eller ej, så kommer der nogen bankende bagfra, og selvom jeg får mig en dygtig samling blå mærker med hjem, genovervejer jeg på intet tidspunkt min placering oppe foran – jeg skal have det hele med. Den første halvdel af koncerten bruger jeg i øvrigt på at forsøge at agere værn for en spinkel 17-årig pige, som også skal se Rot Away for første gang, og selvom man godt kunne argumentere for at lade hende få den fulde oplevelse ved netop intet værn at have, tror jeg, det er godt givet ud. Om ikke andet, så bare for hendes generelle skadesniveau og velbefindende. Efter jeg har pillet hende op fra gulvet anden gang (hun får nemlig også dudes i hovedet, for Rot Away har nemme for at få folk med på mantraet “Make Stagedives Great Again”) fortrækker hun dog længere ud mod scenekanten og har resten af sin oplevelse der. Enhver livekoncertanmelders fineste pligt må være, at gå full immersion, så det er bare noget med at lade sig synke ned i galskaben og mærke det sammen med alle de andre. Jeg bliver aldrig særlig god til at slås på hardcoremåden, men jeg er med på en tillidsøvelse og begiver mig på opfordring op på scenen og kaster mig bagover for at se, om jeg bliver grebet – og selvfølgelig gør jeg det. Rot Away er i løbet af en håndfuld år siden dannelsen lykkedes med at etablere sig selv grundigt med solide udgivelser og solide sceneshows, og det er godt set at lade dem indpiske den tidlige lørdag aften.
Odense Metalfest er også lykkedes med at etablere sig selv, og det mærkes tydeligt blandt både gengangere og folk, der kigger nysgerrigt forbi, og både min lokale præst (som er fremragende selskab) og min bankrådgiver er forbi i løbet af weekenden. Det er væsentligt for både publikum og lokale bands at have noget som festivalen i byen, og jeg støder også ind i Tito Vespasiani fra Everlasting Spew Records, som også har Death Over Rome Bookings. Han har blikket rettet mod Danmark for tiden, og det beviser bare, at der opstår netværksmuligheder som ringe i vandet ved denne slags begivenheder.
Der er en vis spændvidde at finde her om lørdagen. En ung fyr kommer gående i fuld corpsepaint, og jeg forestiller mig, at han er at finde helt oppe foran til Horned Almighty, som sammen med corpsepaint leverer halskæder af knogler, nittebælter og snørede håndledsvarmere af læder, hamlethånd og dobbeltpedal. Det har de sådan set gjort i 25-30 år efterhånden, og de samme chokeffekter med opspilede øjne og tungen langt ude af munden fremvises stadig. Om det er et veletableret genretræk fra den ældre black eller en anakronisme er ikke helt sikkert. Hvorom alting er, er der masser af melodi, og det bliver en lidt indadvendt koncert – sådan den diametrale modsætning til hardcore på den lille scene, hvor man godt kan lukke øjnene lidt og se, hvor det indre associationsmønster kan føre en hen.
Er man ikke til black kan man heldigvis også få lov til at bevæge sig helt nede fra lænden til lidt slam fra Guttural Slug, og nogle gange er det bare rart at give sig hen til noget, man slet ikke har svært ved at tælle til. Det mærkes også i pitten, og glimtvis fremvises en formation af 10-15 mand på linje, arm i arm, mens de headbanger sammen. Det er sgu da sødt.
Skal det være mere teknisk eller brutalt, leverer italienske Hideous Divinity et show, der kan det, og aftenen rundes af med Strychnos’ blodinsmurte, bar-overkropsfremførte, lesvingende groove. Altså lidt til enhver smag. Fik jeg nævnt, at man jo også kan få sig en tatovering mens man er i gang? Bare ikke sommerfuglemotivet, får vi at vide fra scenen, den er udgået.
Det lader til, at Odense har omfavnet sin egen metalfestival, og at den er kommet for at blive. Så lad os mødes igen næste år til lidt af hvert.
