Forventningerne var høje i det hastigt svindende dagslys, der blev smukt understøttet af frostklar faldende sne, denne eftermiddag i det stadig spæde 2026.
Og det var med god grund. Sjældent har man set et enkelt show blive hypet så meget fra alle sider. Bands, arrangører, enkeltpersoner og musikmedier pushede det i flok, og i et øjeblik virkede det, som om alle for en gangs skyld var enige om noget. Det er i sig selv en bedrift.
Det kunne også handle om, at lineuppet både var meget, meget stort og befolket af mange af de mest populære bands, vi har. Det var så absolut en del af det for mig.
Men det handlede selvfølgelig mest om hovedpersonen. Den hovedperson, der ikke var i rummet og som måtte følge spektaklet på afstand. Det handler naturligvis om Peter Clement Lund – guitarist i Kollapse, i Monkey Okay, i Telos, hjælpende hånd i alskens andre orkestre og generelt rigtig god fyr.
Historien er efterhånden kendt af de fleste. Clement lider af en fæl form for lymfekræft, der har vist sig aldeles modstandsdygtig mod behandling. Koncerten denne dag var arrangeret som støtte-event for ham og hans familie i håbet om at kunne sende en røvfuld penge i deres retning, så de har noget at leve af.
En slags hardcore-scenens Knæk Cancer, om man vil – dog nok med noget mere aktivitet i rygeskuret end til førnævnte arrangement.
Dørene gik op 16.30 til stor glæde for flere af os, der syntes det var en smule fodkoldt i gården, og første band gik på 17.30. Jeg havde allerede besluttet mig for, at jeg ikke ville skrive en anmeldelse som sådan. Både fordi der var ti optrædende på programmet, og det er mange, men også fordi det ikke kaldte på en som sådan. En ting, der i den grad gennemsyrede aftenens program, var nemlig, at det ikke handlede om nogen af os, der var der – det handlede derimod om formålet.
Katla sagde:
– Normalt plejer vi at sige, at det handler om jer derude. Men det gør det ikke i dag. Det handler om Peter.
Og det kan jeg ikke som sådan være uenig i. Men jeg har faktisk tænkt mig at prøve alligevel. Om lidt.
For Demersal var først på scenen. Og det er altså noget særligt. Et par brølende smadretracks til at begynde med, hvor Jonas Maigaard og Sebastian Greis rev hele skidtet ned, mens Viktor Ravn som en vandkæmmet skoledreng skilte sig lidt ud på højre flanke – naturligvis skreg han også løs, som han jo gør, men de to andre var klar i førertrøjen. Dette skulle naturligvis ændre sig under de to sidste tracks. Det første – min favorit fra hele 2025 – var naturligvis ‘Jeg ved ikke hvor det er’, hvor Ravns smukke stemme fylder så meget. Jeg fik ægte gåsehud, da introstykket kørtes igen som c-stykke hen mod slutningen. Så flot fremført var det.
Ravn understregede, at denne aften handlede om kærlighed og om at holde af og om hinanden. Derefter skreg han og de tre andre sig igennem stornummeret ‘Som et barn mod dit bryst’, hvorefter de forlod os.
Stemningen var tyk, og da Town Portal indtog scenen med både Morten Ogstrup og Christian Ankerstjerne iført Kollapse-trøjer – ligesom både jeg, magasinets forperson og omtrent halvdelen af de øvrige optrædende var det – kunne man nærmest skære igennem den. Sådan følte jeg det i hvert fald. Jeg så mig omkring, mens jeg lod mig rive med af den proggede post-rock, og spekulerede over, om de andre omkring mig mon havde det på samme måde. Hvor meget var det støttearrangement, og hvor meget var det koncert? Jeg aner det ikke, men jeg kan godt lide at forestille mig, at de fleste havde sat sig lidt ind i det. Omvendt er det også i den rigtige ånd bare at lade sig henrykke af skøn musik omkring sig.
Oxx smadrede rundt, forvirrede og vildledte os, som de har for vane, Tolderne, som efterfulgte en sårbar og ensom Jacob Bredahls følsomme soloshow med forsigtigt spil på Peters guitar og smukt akkompagnement fra Bredahls egen papdatter, sendte rasende musiklussinger ud over det hele og gjorde, som de plejer med rå riffende simplicitet. På en måde er de to bands to sider af samme mønt. Man kan ikke forstå, hvad Oxx forsøger at forklare, og man kan ikke forstå, hvorfor Mads Stobberup er så rasende på en, når man nu engang ikke var den, der sked i hans kødsovs. Man må stå og tage imod, og man må forsøge at få vejret, så godt man kan, mens det går for sig.
Begge dele var gode afbræk i alle de følelser, vi ellers stod og havde.
Jeg havde i øvrigt næsten glemt at føle under Tvivler-showet. Det var det første i lang, lang tid. For lang tid synes jeg. Thomas Burø i Rambo-bandana med store sorte krydser på hænderne og hofterne svingende i flotte Henry Rollins-poses fortalte også, at de faktisk var lidt nervøse, da det var så længe siden sidst.
Det behøvede de nu ikke. Omvendt af det vanlige var Morten Clausen pakket væk i et hjørne, og Burø stod forrest. Og selvom jeg rigtig godt kan lide forsangeren og nyder, hvordan han kan danse, savnede jeg at se Clausen excellere på sættet, som han gør så godt. Bevares, excellere gjorde han stadig, men jeg kunne bare ikke se det. Med en setliste, der primært bestod af nye numre kun afsluttende understreget af den brillante ‘Der er for få borgerlige i det her land’, forlod jeg den korte koncert ganske spændt. Jeg elsker Tvivler.
Katla lod sig grave ned i det tunge, det mørke og det triste, og det er jo ikke som sådan forskelligt fra det, vi kender dem for. ‘Dead Lover’ blev spillet på en måde, der fik mig til at indse, hvor tæt den egentlig ligger på Skynyrds ‘Gimme Back My Bullets’, hvilket kun hjælper til at forklare, hvorfor det er så god en sang, og som ægte publikumsmagneter var der rimelig proppet under deres korte set, der havde hvad der lignede Ralph Bakshis originale Ringenes Herre fra 1978 kørte på bagtæppet.
Og selvom de var glade for at spille og Theis Thorgersen smilede og vendte to tomler op, fyldte sorgen meget. Måske for meget.
Det samme skete nemlig under EYES-showet, der ud over at være det allersidste med den oprindelige trommeslager Simon Djurhuus, som for en gangs skyld vil prøve at være et almindeligt menneske og en far, der ikke hele tiden skal på turne, også stod for at fremkalde en spontan pit fra nærmest første anslag. Man kunne godt mærke, at Djurhuus skød den sidste energi af denne aften, for trommerne fik gigantiske tæsk. Kenn Bendtsen, Rasmus Furbo og Søren Bomand havde arrangeret sig i en trekant omkring forsanger Kaas, der på få sekunder først vendte kasketten baglæns, derefter kylede den fra sig og så kastede sig ud i rollen som fuldmægtig i Ministeriet for Gakket Goblincore. Fuld smadder fik den, rigeligt med power poses fra de tre strengespillere og et publikum, der hungrede efter at komme af med al den indestængte energi.. Især da SYLs Benjamin Clemens forklædt i kort hår og fuldskæg – far-stilen – sprang ind på scenen som en trold af en æske og sang en herligt hæsblæsende version af ‘The Captain’ sammen med Kaas, kogte det. Kæmpe show.
Men alligevel blev jeg lidt … hvad skal man sige, forvirret? For ifølge Kaas, der har spillet sammen med Peter Clement mange, mange gange, var denne aften “i hans ære”. Vi tævede vores venner “i hans ære”. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvordan Victor mente det. Han mente det med kærlighed af hele hans hjerte. Jeg ved, hvor gode venner de to er.
Alligevel dukkede præcis de ord op i mit hovede, som havde rumsteret som flygtige fragmenter hele dagen – og faktisk også i ugerne op til.
Peter er ikke død.
Det afsluttende dobbeltshow var fænomenalt. Intet mindre. Nogle gange er plader gode. Nogle gange er shows gode. Nogle gange er de endda rigtig gode. Men andre gange er de noget helt andet. Sådan var dette.
Konceptet er enkelt – cirka. Kollapse spiller lidt, Grava spiller lidt. Frem og tilbage. Og nogle gange spiller de sammen. Det er lidt mere kompliceret end et helt almindeligt show, men ikke meget. Der skal bare slæbes et ekstra trommesæt.
Men her var det nu noget mere. Man kunne se det hos de optrædende. Kollapses Thomas Martin Hansen brølede igennem. Brølede så hårdt, at jeg tror, det må have gjort mere ondt, end dengang for længe, længe siden jeg så ham spille sig igennem en lungebetændelse i Vanløse. Dæmningen brast hos den følsomme kunstner og bassist, der gemmer sig i den bastante nordjyske skikkelse. Da det blev Gravas tur til at spille, sank han ned på gulvet og ventede. Det må være sådan, en raptus ser ud.
Trompeten, der blev leveret af Dan Hejslet, byggede broen mellem de to orkestre. Den høje mand i uniformsjakken leverede både sarte toner og skrattende trut på linje med de forvrængede guitarer, og da Under Byens Henriette Sennenvaldt trådte frem mellem de to brusende have på hver sin side af scenen, var det som en skumfødt Venus, der bragte ro og skønhed ind i en grim verden.
Begge bands spiller sammen, begge bands giver hende plads til at fylde. Lige indtil aggressionen igen tager over, og det eksploderer på begge scenens fløje i en flodbølge, der river alt med sig.
Det var noget mere end bare endnu en koncert.
Og her stod det klart for mig igen:
Peter er ikke død.
Clare Harners digt ‘Immortality’, der blev læst op før sidste koncert, giver os et blik på døden, og hvad der kommer efter. Det er et smukt digt, fuldt af kærlighed. Men det føltes som en mindetale.
Og den måde, vi talte om Peter denne aften, den måde, vi hørte om ham. Den måde, vi netop nu taler om ham. Det er mærkeligt. Og det må føles endnu mere mærkeligt. For Peter lever, han har sin familie, han har holdt jul, han kæmper, og han er her stadig. Han er heller ikke nogen helgen eller mytisk figur, som han lidt er bygget op til. Han er bare en mand. Et menneske. Og han lever, og han kæmper for at leve. Derfor føltes koncerten både dejlig, vidunderlig og imponerende. Og en lille smule ambivalent.
Døden var for tæt på. Naturligvis lurer den og bliver meget konkret, når vi alle sammen står i denne situation. Vi er magtesløse, nuvel, men vi gør vores bedste for at holde sorgen for døren. Vi synger, spiller, råber, græder – og vi sender penge af sted som et symbol på det eneste vi har. Denne aften handlede om at give et menneske og hans familie lidt mere liv. Vi skal fejre livet.
Og det var der én musiker denne aften, der særligt satte fokus på.
Marí med den flotte Elvis-guitar. Marí, der stod alene på scenen midt i lyskeglen og sang og spillede så flot. Marí, der midt i alt det smukke hev grotesk forvrængning ind og viste skyggesiden af det hele. Og Marí, der sluttede sin koncert af med de ord, der skulle sætte sig allerdybest i mit sind.
– Den sidste sang handler om håb.
