Efter en hæsblæsende koncert på Gehenna med Die Spitz, stod vores skribent ved merch-boden ved Hades for at købe en Die Spitz T-shirt til 400 kr. fordi han har ryggrad som en vandmand. Imens kunne vi høre lidt af Queensrÿche, som ikke er et band, nogen af os har haft det store forhold til, men det faktisk lød ret godt, og det kan godt være, han ikke er Geoff Tate, men Todd La Torres vokaler var knivskarpe.
Det er faktisk meget lækkert at have sådan en dag, hvor man bare tuller rundt, især ovenpå onsdagen, hvor programmet var tæt pakket. Så der er faktisk også nogle gode ting ved at programmet, efter nogens mening, er lidt sløjt i år.
Fra bakken ved Boneyard kunne vi høre Papa Roach spille de sidste numre af deres set, som primært bestod af mærkelige mash-ups af covernumre. Først af ‘Blind’ og ‘Break Stuff’, dernæst af deres eget kæmpe hit ‘Last Resort’ og ‘We Will Rock You’. Overvej lige, at de mennesker, der har set Papa Roach kun for at høre det nummer, hvor man bliver budt på et halvhjertet stykke med Queen i stedet for. Det må sgu være træls. I øvrigt må vi være enige med Devilution, når de siger, at de hader Monsters flatbed burnout-arrangement ovre ved Boneyard. Der er bare ikke noget som øredøvende larm og en tåge af dækrøg som kan ødelægge ens ellers gode humør. Altså, er der ikke nok larm fra koncerterne? Syntes de røgmaskinerne godt kunne bruge lidt hjælp og en duft af brændt gummi? Seriøst, hvis det var det, man ville have, var man taget til traktortræk på nærmeste dyrskueplads. Dem, der var til End It samtidig, skal ikke være kede af deres beslutning.
Calva Louise spillede senere på aftenen sikkert en totalt fed koncert, hvis man elsker bas og ikke rigtigt så meget andet. Dårlig lyd er et vilkår på Gehenna, og det er altid uretfærdigt for bands såvel som publikum, men særligt i Calva Louises tilfælde er det virkelig synd. Det er nemlig et band, hvis musik lever af kontraster, og deres flerfacetterede musikalitet falder bare fuldstændig til jorden under så urimelige lydforhold. Et hardcoreband kan tæske sig igennem selv den tarveligste lyd, men hvad gør en trio, bestående af medlemmer fra Venezuela, Frankrig og New Zealand, der blander alternativ rock, post-hardcore, elektroniske elementer og progressive afstikkere med konstante temposkift? De prøver, så godt de kan, åbenbart.
Det virkede dog ikke for vores skribent, der ellers har fundet en del at holde af i det her band. Det ene øjeblik lyder de som et futuristisk rockband, og det næste som en tegneserieintro på steroider, inden de drejer over i støjrock med synths. Calva Louise er nogle rastløse typer, men det gør dem også interessante og allerhelvedes uforudsigelige. Netop derfor var det så frustrerende, at koncertens største styrke aldrig for alvor fik lov til at udfolde sig. Jess Allanic gik reelt kun igennem i de øjeblikke, hvor hun skreg, hvilket hun til gengæld gjorde ganske overbevisende. Hendes skønsang druknede, og den guitar, hun spillede på, når hun trådte tilbage fra keyboardet, kunne lige så godt have været unplugged. Det var synd, for en stor del af bandets identitet ligger netop i samspillet mellem de skarpe guitarmelodier, synthfladerne og hendes konstante skift mellem ren sang og hæs vokal, der indtræffer på nogle ofte ganske uforudsigelige tidspunkter. Når det ene led bliver væk, vakler hele udgangspunktet.
Et af hele festivalens mest rørende øjeblikke opstod, da Jess Allanic med tydeligt dirrende stemme fortalte om jordskælvet, der dagen forinden havde ramt hendes hjemland Venezuela. Hun var synligt berørt, og publikum kvitterede med en lang og varm applaus, som virkede til at hjælpe hende tilbage på benene. Men kan kun forestille sig, hvor svært det må være at samle sig selv, tørre tårerne væk og gennemføre en koncert foran så mange mennesker med sådan nogle tanker kørende i hovedet. Og folk var mødt op. Gehenna var godt pakket, hvilket vidner om, hvor meget Calva Louise er vokset de seneste år. Det giver egentlig god mening, når nu deres musik favner så bredt uden at føles udvandet, og de har da en evne til at trække lige dele alternativ rock, post-hardcore, elektronik og metal ind under samme tag. Der burde med andre ord have været gode forudsætninger for en koncert, der for alvor eksploderede, men det skete bare aldrig. Bandet virkede en smule forsigtige i begyndelsen, og selv om de tydeligt voksede med opgaven og blev mere selvsikre, efterhånden som settet skred frem, kom gennembruddet bare aldrig. Måske kom de først rigtigt i gang, da koncerten allerede var ved at være forbi, og så er det altså bare too little too late.
Vi vil også gerne beklage over for alle jer Bring Me The Horizon-fans, men nu kommer der lige noget hate. BMTH var uden tvivl det værste, vores ene skribent har set i år. Selv hans kæreste, som normalt er meget høflig, når det er noget hun ikke kan lide, sagde: “Jeg ved godt, at de lige er startet, men det lyder ikke særligt godt,” og nej, det gjorde det sgu ikke. Udover at musikken ikke ligefrem var vores kop te, lød hele koncerten som i Guitar Hero, når man ikke rammer tonerne og lyden cutter ud. Ikke nok med det, bestod en solid del af koncerten af en eller anden AI-sprogmodel, de havde fået til at sige edgy Skynet-agtige ting på storskærmen, og det var simpelthen så drænende og irriterende både at se og høre på.
Det var også meningen, at der skulle have været en fuld anmeldelse af Sepultura, men vores skribent lavede det fejltrin at stille sig helt oppe foran, hvor han blev most i en sådan grad, at han ikke kunne tage mobiltelefonen op af lommen for at tage noter. Begge vores fotografer var også over for at tage billeder af MOR i stedet, som spillede en forrygende koncert på Gehenna, men det var heller ikke fordi de gik glip af så meget. På trods af den store mængde sydamerikanske fans som havde en fest oppe foran, havde vi selv svært ved at komme i stødet. Bandet spillede halvhjertet, som om de bare gerne ville hjem, og alle de gamle sange man kom for at høre, lød helt forkert. Flere gange skete det, at vi kunne genkende en sang, men ikke huske hvilken, fordi den lød så anderledes end normalt. Der manglede i høj grad også en anden guitarist, siden Derrick Green kun tager sig af vokal tjansen. Alt i alt var det sgu et sløjt farvel til nogle af de allerstørste.
