Copenhell er en festival med mange ideer. I R.I.P-området var der folk, som blev bundet fast og hejst op med reb, frivilligområdet bød angiveligt på freestyle-rap med Janus (motherfucking) Forssling, og Boneyard-området blev med jævne mellemrum forvandlet til Boneryard, når Peech slog dørene til deres container op og inviterede til dildokast. Dertil kom muay thai-kampe, hjulspin og alt muligt andet, der kunne lede tankerne hen på en sommerfest i Midtjylland arrangeret af en Brian-type med alt for mange penge.
Den sædvanlige steampunkede Boneyard-konferencier, som vi kendte ham fra sidste år, introducerede Mite fra O’nse efter et par minutters forsinkelse lidt over 15, og bandet havde knap nok nået at træde op på den lillebitte forhøjning på Copenhells lilleput-containerscene, før den første battlevest råbte: “SPIL NOGET MED SLAYER”. Det er vi glade for, Mite ikke gjorde, for selvom der er rigeligt med bands på Copenhell, der skylder Kerry King en fadøl eller ti, er Mite ikke et af dem. De spiller hardcore med brede albuer på deres egen måde, hvor groovesne kan ånde, hvor riffsene buldrer og brager og hvor breakdownsne er helt uimodståeligt beskidte.
Koncerten med Mite var årets første på Boneyard, og havde man lykkeligt glemt, hvor helt afsindigt højt, der bliver spillet derinde, blev man mindet om det. Det fik nærmest koncerten med Split tidligere på dagen til at virke lav. Boneyard er sådan et sted, hvor man sender sine trommehinder på førtidspension, men før vi gjorde det, kunne vi glæde os over, at lyden var bedre end sidste år. Den var stadig dårlig, naturligvis, men den spændte ikke ben for koncerten, og mixet var faktisk klarere på Boneyard end langt de fleste koncerter, jeg hørte på de andre scener. Det skyldtes formentlig, at vinden denne sommer havde valgt at opføre sig ordentligt, hvilket gjorde sit til, at støjen ikke blev blæst rundt mellem containerne på helt samme katastrofale måde som sidste år.
Så rolig og behagelig sommeren udenfor Boneyard føltes, lige så arrige og fæle fremstod Mite, da de først gik i gang. “Slås, slås, slås!” befalede Mona Mattle tidligt i sættet, og publikum adlød efter bedste evne. Som folk fik varmen, var der endda plads til lidt crowdsurfers og twosteppers foruden den klassiske pushpit, og det var først dér, koncerten for alvor fandt sit gear. Energien begyndte at flyde begge veje. Publikum gav noget tilbage, bandet skruede op for vildskaben, og pludselig opstod den særlige vekselvirkning af vibes, som man må gå ud fra, alle bands jagter, når de spiller koncerter. Få kan dog fremprovokere den, som Mite kan. Det her var et fælles projekt. Hertil hjælper det også bare, at Mites sange er så effektive i et liveformat. De er korte og kontante, og så har de her odenseanere bare fattet, at et riff ikke behøver at være kompliceret for at være effektivt. Smid sådan et riff ind i et nummer, skriv et svedigt groove og smid hele lortet så hårdt i gulvet du kan på et fælt breakdown – så skal publikum nok respondere.
Det er derfor slet ikke så underligt igen, at Mite har fået sig et dedikeret følge. Oppe foran scenen stod en fyr iført en latex-grisemaske med ordene “PIGS IN POWER” malet hen over panden. I 28 graders bagende sol. Det er den slags dedikation, man kun kan respektere, og derfor var det også fuldt fortjent, at Mona tidligt i sættet rakte ham en T-shirt. Dem delte bandet flere af ud senere i koncerten, hvilket jo er en ganske glimrende måde at komme af med sit merch på uden at skulle betale Live Nation en rød reje af fortjenesten.
Mite leverede en helt klassisk Mite-koncert, men medlemmerne var hver især lige 10% mere på end de plejer – hvilket siger en hel del. Jeppe Christiansen sprang som sædvanlig rundt, som om han havde hyben i røven, mens Mads Vestergaard tæskede trommesættet, som om det skyldte ham penge. Hvis du var en af dem, der stillede op til muay thai tidligere på dagen, kan du bare være glad for, at det ikke var ham, du stod over for i ringen.
Efter at Twenty One Children havde kickflippet for vildt over på Ghenna, var det næste punkt på dagsordenen, udover at tanke op med en bajer, at se lidt af Six Feet Under, som vi havde truet med i vores Copenhell-optakt. Desværre var det ikke lige så stor en togulykke som man kunne have regnet med. Vi var positivt overraskede over Chris Barnes’ gutturals, der faktisk var meget lig dem, man kender ham fra. Dog var der ikke meget frontmand tilbage over ham, når han ikke sang; mest af alt lignede han en forvirret bedstefar, der var blevet væk fra sin familie og havde forvildet sig op på scenen. Det er foruden at nævne hvor forfærdeligt hans “high notes” var, hvis man overhovedet kan kalde dem det. Hver gang var det, som om han bare gav op og lavede en lyd, der lød som et kryds mellem en ged, der brægede, og Beavis & Butthead’s grin kombineret. Anders syntes faktisk, de klarede det meget godt, og at det jo var en del af stilen, men vi fik bare overhovedet ikke noget ud af det, så det blev ikke til mere end 10 minutter. Hvis de som minimum havde startet ud med et af de fede numre fra ‘Haunted’-pladen, kunne vi måske have snakket om det, men man orkede ikke at høre det samme ene riff igen og igen, mens han larmede som en irriterende flue hen over. Det var simpelthen bare vildt uinspirerende.
Heldigvis var der ikke langt over til Boneyard for at se President Fetch, en koncert som dog viste sig at være lidt forsinket. Det var i hvert fald det, man kunne forstå på den velkendte herre i steampunk-outfit, der ikke mente, at han havde brug for en mikrofon for at lave den udmelding. Der blev i den grad spillet den fede fuzz-rock blandet med punket garage-energi, og guitartonen er uden sammenligning nok det højeste, vi har hørt i år. Det var faktisk så højt, at når folk stillede noget på de monitors, der pegede mod publikum, blev det relativt hurtigt rystet af.
I modsætning til den kære hr. Barnes viste vokalisten Morten ‘Molle’ Kjersgaard Nielsen hvordan man fører sig frem som frontmand, og svingede mikrofonen selvsikkert over hovedet. Hans tøj og udstråling kunne meget vel minde en om den seje musiklærer, man havde på gym, som introducerede dig for Led Zeppelin og AC/DC, og spiller i et punkband i sin fritid. De meget forvrængende vokalerne var desværre meget svære at høre, men altså, for at citere kult filmen De Skrigende Halse, så er det for helvede udtrykket det kommer an på!
Det måtte selvfølgelig også blive på Boneyard, at vi fik årets første, hvis ikke mest besværede stagedive, da de fem mennesker oppe forrest havde lidt udfordringer med at løfte en voksen mand op fra den få centimeter høje scene. Det var vist selv samme mand, der var iført en hæklet bøllehat med patches, bl.a. President Fetch, på. Om ikke andet var der +1 crowdsurf-point for hovedbeklædning.
Nu måtte vi hellere få pulsen lidt ned igen, og søgte derfor atter mod Gehenna. Her spillede Faetooth, som er et band, der spiller det, de selv kalder for ‘fairy doom’, hvilket er sludgy doom blandet med shoegaze i stil med et band som Blackwater Holylight og et tekstunivers, der tager udgangspunkt i folklore. Guitarist Ari Mays valkyrie-agtige sang lød virkelig fedt, når den blev komplementeret af bassist Jenna Garcias dyriske skrig, som i øvrigt også var fede i sig selv. Mindre fedt var det, når Jenna Garcia også ville lave rene vokaler, da det desværre bare ikke lød særligt godt.
Vi ved ikke, hvad det er for noget trylleri, men køen til baren ved Gehenna kan se relativt kort ud, og det er jo vigtigt at forblive hydreret, så i god tro stiller man sig i kø med en forventning om, at der går fem minutter max. Nu er man fanget i en form for ølskærsild, hvor man skal pines i al uendelighed sammen med 300 andre tørstige og svedende metalfans, alt imens man står med ryggen til det band, man faktisk var kommet for at høre. Vi overdriver måske lidt, men vores skribent var nok ikke den eneste, der havde svært ved at koncentrere sig om koncerten. Selvom klokken var blevet 18 og i skovens skygge, var det stadig stejende hedt, og man kunne godt mærke på det bedøvede publikum, at det var alt for varmt til langsom sumpet musik. Om end skoven dannede en meget passende ramme for feer og folklore.
Det var i grunden mærkeligt, Faetooth ikke faldt i vores smag, da det netop indeholder en masse elementer, som vi på redaktionen godt kan lide. Desværre fangede det bare ikke vores skribent, og han havde svært ved at sætte en finger på hvorfor. Måske blev han smittet af den generelt ugidelige stemning fra publikum eller var blevet skør af varmen, eller også var det bare ikke deres dag. Måske handler det bare om, at der bare ikke skete nok, og at der var for lidt af de elementer, som fungerer. Men hvorom alting er, så virkede det som om at bandet syntes det var pisse fedt at være der, hvilket lidt er et gennemgående tema på Gehenna, og det er jo altid rart at se.
Nu var det blevet tid til aftensmad i godt selskab på bakken, og aftenens underholdning bestod af Suicidal Tendencies. De var som man kendte dem og elskede dem, og mere eller mindre som de var sidste gang i 2022, især fordi man ud fra deres dialog kunne gætte, hvilke numre de spillede. Det var dog til trods for, at Mike Muir ikke selv kunne huske, at de havde spillet i København før, selvom de har spillet her hele tre gange tidligere. En glædelig overraskelse var, da de byttede lidt om i setlisten og spillede ‘Cyco Vision’ fra fanfavoritpladen ‘Freedumb’, og som, ligesom ‘Looney Bin’ med Twenty One Children, somogså med på Tony Hawk-soundtracket, for at det ikke skal være løgn.
For at markere slutningen af koncerten blev samtlige personer i publikum inviteret op på scenen til ‘Pledge Your Allegiance’, hvilket resulterede i, at der var omtrent lige så mange mennesker på scenen, som antallet af gange Mike Muir nævnte sit eget band i løbet af en koncert.
Kort efter hev Scimitar sejren hjem på trods af en drilsk start og et publikum, som prioriterede at få en god plads til Iron Maiden. Hvad kan man sige om Iron Maiden? Det er fucking Iron Maiden. I modsætning til hvad mange syntes om deres sidste koncert på Copenhell, var Bruce Dickinsons stemme denne gang tilforladelig. Som det også skete sidste gang i Royal Arena, var det dog tydeligt, at hans stemme var helt væk i slutningen af sættet, og da de spillede sidste nummer ‘Wasted Years’, var det, som om han også selv havde givet op. Godt nok spillede de et fænomenalt sæt, men det var også næsten præcis det samme som i arenaen, med undtagelse af ‘The Clairvoyant’, som blev byttet ud med ‘Infinite Dreams’. Det kan godt være, de er blevet lidt gamle, men hey, hvis du elsker Iron Maiden – hvilket alle gør – så er de stadig et usandsynligt underholdende liveband og klarer sig væsentligt bedre end så mange andre bands af deres generation.
Efter Maiden rendte én af vores skribenter over mod Pandæmonium for at bevidne en Konvent-koncert ud over det sædvanlige, mens resten af holdet stillede sig heeelt oppe foran Mastodon. Det var en fænomenal afslutning på en lang førstedag. Vores ene skribent har kun set Mastodon live, når de har turnéeret for deres, på det tidspunkt nyeste album, og derfor primært spillet numre fra det. Ikke fordi vi klager over det, men det var sgu lidt lækkert bare at få en god gammeldags hitparade for en gang skyld. Skribenten havde især optur over ‘Black Tongue’ fra ‘The Hunter’-albummet, som var det første album, han købte med dem, og som de sjældent spiller noget fra.
Vi vil ikke lyve, det var sgu ikke helt det samme uden Brent Hinds, men det var fandeme så tæt på, man kunne håbe på at komme. Der har kun været gode ting at høre om Brents afløser Nick Johnson forinden koncerten, og selvom de sko, han skulle udfylde, var i mastodontstørrelse, skuffede han ikke. Det var tydeligt, at Brent var væk, men bestemt ikke glemt, og hans touch kunne stadig tydeligt mærkes. Det var meget forløsende at høre deres nye single ‘Your Ghost Again’, der som en tribute til Brent, og samtidigt et callback til lyden på ‘Blood Mountain’ og ‘Crack The Skye’, markerer et nyt lovende kapitel. Det samme mente en gut vi snakkede med efter showet, som i dagens anledning havde fået tegnet Brents ikoniske ansigtstatovering. Hvis han siger, at den er godkendt, skulle vi mene, at den er godkendt.
