Lørdag kunne man godt mærke, at kræfterne var ved at være brugt op, så der måtte prioriteres. Derfor ankom vi først til dagens første must-see, hvilket var Social Distortion, men i god tid naturligvis, så der var gode pladser at stå på. Fra sekundet han trådte ind på scenen, aurafarmede den ikoniske frontman Mike Ness, direkte imod vores skribent, der var ved at snuble på vej ind i B&W-hallen efter koncerten, fordi han gik og tog noter. Iført solbriller, guldkæde og designertøj, lignede han en pensioneret hitman fra den italienske mafia, med en lille rose på halsen af de seks-syv identiske vintage-Les Paul-guitarer, som han var i besiddelse af. Manden var så fucking cool uden at skulle løfte en finger for at være det. Han kunne få alle til at huje ved blot at gå to meter ned ad den catwalk, der var sat op til Volbeat, og vinke til folk, hvilket var den eneste gang, han overhovedet nærmede sig den. Det siger meget, da den semi-sløje menneskemængde foran Helviti lørdag eftermiddag var noget af det mest ugidelige, vi længe har set. Måske var de der bare for at se giraffen eller bare trætte. En ting var i hvert fald sikkert: Vi følte, de fortjente meget mere, end de fik.
For dem, der ligesom vores Social Distortion-fikserede skribent forguder pladen ‘White Light, White Heat, White Trash’, der ifølge Ness åbenbart er ekstraordinært populær i Europa, var det også en rigtig god setliste. Vi medgiver gerne, at hans stemme ikke er noget for alle, som skribentens kæreste og veninde så flabet pointerede efter koncerten, men der er bare så fucking meget sjæl og nerve i de sange, og overdriver ikke, når han siger, at han fik gåsehud under ‘Untitled’ og ‘Don’t Drag Me Down’. Ness er normalt også en ret lavmælt herre, men man kan godt sige, at sidstnævnte blev dedikeret til Trump, som han kort tid forinden undskyldte på USA’s vegne, kaldte ham en “orange orangutang” og at vi skulle “Tell Trump to eat a dick”.
Med tårerne trillende ned ad kinderne og til lyden af ‘Åh Boogie Woogie Woogie’ fra Biergarten, skulle vi nu finde en lille bid mad.
Vores ene skribent havde fået anbefalet en vietnamesisk madbod, som åbenbart havde nogle gode forårsruller, men endte dog med at bestille en ‘Devil’s chicken curry’, et valg, han senere skulle fortryde. Den mad han fik, kan nok bedst beskrives som tre lunkne dinonuggets, underkogt broccoli og blege ris i en vandet sovs med to skiver Beauvais’ syltet agurk stikkende op af. Det er fucked up, mand. Hvordan er det overhovedet kommet igennem terrorsikringen? I må selv gætte jer frem til, hvad det skønne måltid kostede, men for reference kan vi sige, at en fadøl koster 60 kroner af kongens mønt… plus pant.
Efter det mindste bannerdrop i verdenshistorien – banneret var tilsyneladende en anelse for stort til Boneyards lille containerscene – kunne Permanoia omsider gå i gang. Begge af vennerne, der holdt banneret oppe, bar Rottefænger-t-shirtd, hvilket vi fniste lidt af, for er det ikke lidt mærkeligt, at reppe merch med et bands tidligere navn på, når man står og skal hjælpe dem?
Permanoia er et nyt-ish navn, men musikken er stadig ved det gamle, og den musik var i forvejen stærkt inspireret af noget endnu ældre. Har man hørt Rottefænger live før, og var man til denne koncert, vil man vide, at Permanoia er blevet et markant bedre liveband siden dengang. Vi er stadig ikke overbeviste om, at deres ambition om at være Danmarks svar på Deftones er den mest spændende retning at gå i, men live fungerer de unægteligt godt, og bedre end de tidligere har gjort. Det er som om Gordon Ramsay lige har været inde og sparke noget fornuft ind i restauratørerne, og trods maden ikke er blevet bedre, serverer de den i det mindste nu med lidt mere stolthed og meget mere energi og sceneglæde.
Der skal samtidig ikke herske tvivl om, at de unge aarhusianere mener det alvorligt. De virkede sultne efter at trænge igennem på Boneyard-scenen, hvilket i forvejen kræver en del, da scenens berygtede lydforhold kan være ganske nådesløse over for de bands, som spiller der. Det betød desværre i Permanoias tilfælde, at flere af de melodiske nuancer forsvandt med vinden.
Alligevel lykkedes det dem at få noget i gang. Faktisk var det Permanoia, der meget overraskende samlede den største pit, vi så på Boneyard i løbet af hele festivalen. Ikke den mest kaotiske eller voldelige, men den største, og det kan man ikke tage fra dem.
Det var med store øjne og respekt at trioen Katla fra Nordlædervest indtog deres ridderborg på Pandæmonium (og ja, de spillede på en ridderborg. Bare spørg efter billeder). Karrierens største koncert lå ellers i fare for det stormvejr, som lå og lurede. Men på den anden side ville det være rimelig Copenhell-agtigt at blive bestormet af styrtregn og torden. Med sine fine anekdoter og fortællinger var der ingen tvivl om hvor meget denne koncert betød for Katla. De elsker uden tvivl Copenhell. Og de elsker uden tvivl deres bedre halvdele og familier, som fik rørende og fine gestusser med fra scenen. Var det sejt? Nej. Men det var ægte, og på ens ældre dage bliver man sgu rørstrømsk og holder af ærligheden og menneskeligheden, som Katla besidder. Under deres tonstunge og ekstremt velspillede koncert, var der også plads til humoren, som giver Katla den kant som giver scenen noget friskhed. Med en pendul-kørende ellert under sidste nummer, mellem pyrokanoner og ridderborg var der altså ikke et øje tørt.
Lige som vores skribent ikke troede det kunne blive værre efter karryretten, var vennegruppen nu på vej over for at se Alestorm, som, hvis vi var 15, havde syntes var det fedeste i hele verden, men vi kan jo ikke alle sammen sidde fast i puberteten. Det er også imponerende, at man som en af vores skribenter, på sit ottende år med Copenhell, stadig kan blive overrasket. Ikke af Alestorm bevares, men der var simpelthen en håndfuld mennesker på bakken som havde medbragt egne konfettirør til koncerten, og på vej væk, var der en med et Cornelis Vreeswijk-backpatch.
Lidt efter den forrygende koncert med Eyehategod, var det blevet tid til at sidde på bakken og se hele dansk rocks Kong Kødsovs, Michael Poulsen & co., gøre deres ting. Vi kan sagtens gå med til at Volbeat til og med ‘Beyond Heaven/Above Hell’ er god musik, selvom man ikke aktivt har sat det på i årevis. Man skal da være en kold skid hvis man ikke skråler bare lidt med på ‘Fallen’, og ‘Evelyn’ med en blodindsmurt Martin Leth fra Strychnos på vokal, gik low key hårdt. Hvis du kan se igennem alt det lidt småkiksede, og du sidder sammen med alle dine homies, og der er rigeligt med øl, selvfølgelig, så er det sgu meget hyggeligt. Til manges skuffelse og andres glæde nåede Volbeat ikke at spille de sidste tre numre, da kort tid efter dette ildevarslende billede blev taget, straffede Gud os for alt vores synd og oversvømmede pladsen.
Efter en kort evakuering, hvor ingen vidste, hvad fanden der skulle ske, blev vi igen lukket ind på pladsen, og vi havde nu mulighed for at se Babymetal, Chopper eller Blood Fire Death. Valget faldt på de to sidstnævnte. Dog var man efterhånden så træt og våd, at det hele kunne være ligegyldigt, da koncentrationsevnen ikke var vildt god. Alligevel er der et par take-aways. Vores udsendte skribent indrømmer gerne, at han nok skulle have læst bedre op, men han troede, at det var lidt ligesom Bathorys svar på Death To All eller Left To Die, hvor gamle medlemmer spiller bandets musik. Det var mere en slags super-tribute-gruppe af en masse forskellige, primært black metal-musikere, en genre vores skribent har en ekstrem snæver både kendskab og interesse for, udover Bathory. Vi kunne genkende Nergal fra Behemoth, hvilket på ingen måde imponerede os. Deres take på Bathorys musik var dog virkelig fedt og lyden på Pandæmonium var for en gangs skyld udemærket. Desuden havde vores skribent aldrig i sit liv før set så mange grimme frisurer samlet på en scene, især Attilla fra Mayhem. Koret var også iklædt kutter – måske for at skjule lige så dårligt hår.
Copenhell 2026 bød på en hulens masse ting. Noget af det lidt ligegyldigt, andet spændende og vovende. Det var som vanligt bookingerne på de små scener, som fangede vores opmærksomhed, og de mest interessante koncerter har vi skrevet om under selve festivalen. Har du endnu ikke fået læst dem, synes vi, at du skal se at komme i gang.
