Den berygtede andendag. Oven på en solid afslutning fra Julie Christmas, er det op på hesten igen. Bands bedømmer ikke sig selv, og bajere kræver jo også handling. Ak, det er nu engang anmelderens lod i livet.
På trods af vi var nogen som kom for sent ud af døren, så man måtte fræse mod festivalpladsen, formode The Sword alligevel at få pulsen helt ned igen. Det var solid tung bluesy stoner rock med masser af cool dad-vibes. Dog ville deres minimalistiske udtryk have passet bedre til en lidt mindre scene, frem for Helviti, som de havde lidt svært med at fylde ud. Det hjalp dog, at de rent lydmæssigt sagtens kunne fylde pladsen, og deres tematiske udtryk passede perfekt med de hvirvlede støvskyer, der blev dannet i eftermiddagens blæsen.
Derefter blev dagen for alvor sparket i gang på Pandæmonium med EYESxSYL. Det var godt. Du gik garanteret glip af noget af det bedste danske hardcore, og det vil i høj grad blive husket som et historisk øjeblik.
Bagefter kunne man se hvordan veteranerne i Walls of Jericho stadig formår at holde sig relevante. Svaret er pure fucking muscles.
I Boneyard fik Sewer Haul skabt den bedste koncertstemning, Copenhell har set til dato. Det var hurtigt, tight, og pilråddent.
På Gehenna leverede de britiske herrer i Conan et set så tungt, at jorden nærmest slog revner. Skærebrænderstemme, nedstemt guitar og så meget groovy fuzz, at det føles beskidt.
Det bliver aldrig ensformigt (well, genrekonventioner in mente), men de har et konstant fremadrettet groove og en så tung lyd, at alle står med nedadvendte mundvige, publikum inklusive. De sløve herrer formår at holde circlepitten kørende, til hvad der lyder som en samling elefanters dødsmarch – tonstungt og overrumplende. De gentagne circlepits, som alle varer langt længere end hvad genren egentlig byder op til, viser måske, at doom har det rette tempo til din næste Strava-tur rundt om søerne.
Samtidig med, at Conan fik trampet Gehenna til ruiner, gav vi også de gamle gutter i The Cult en chance for at imponere.
Om de ligefrem imponerede, var måske så meget sagt, men uden de store forventninger blev man i hvert fald ikke skuffet. Der var lidt mindre hår på hovedet og lidt mere ølmave, men ellers ville jeg gætte på, at der nok ikke var den helt store forskel på deres optræden nu og i 90’erne. Ian Astbury, der i dagens anledning havde lidt en Robert Smith-ting kørende, skulle efter sigende være meget svingende live. Men jeg var faktisk positivt overrasket over hans vokal, som ikke lå ret langt væk fra studio pladerne. Vi havde lidt håbet på, de spillede ‘Bad Fun’, men det måtte jeg vente med at finde ud af. Fordi efter 40 minutters The Cult var klokken nemlig blevet kvart i fadøl, og så kunne man lige så godt stille sig klar ved Pandæmonium til et andet 80’er band.
Udstyret med ‘Bonded By Blood’-t-shirt og fadøl i hånden, var vi 100% klar til et af festivalens højdepunkter Exodus. Med en killer setliste fyldt med bangers lagde de rigtig godt fra start med titelnummeret fra ‘Bonded By Blood’ stærkt efterfulgt af ‘Piranha’, ‘Brain Dead’, og ‘Fabulous Disaster’. Med den nye gamle sanger Rob Dukes i front og den helt rigtige mængde ironisk distance, serverede de elleve sanges thrash metal i verdensklasse. Måske er der lidt bias, når det angår Exodus, men det er jo meget nemmere at skuffe når forventningerne er høje, og det gjorde de heldigvis ikke.
Som mørket faldt over Helvíti, blev lyden af guitarfeedback erstattet af sirener og storladne synths som var der luftalarm over Refshaleøen.
Liam Howlett og Maxim fyrede op for beat bombardementet, men uden den afdøde Keith Flint føles det lidt som noget, der har været. Mange har spurgt, om The Prodigy burde spille på Copenhell, men måske burde bandet selv snakke mere om de overhovedet burde spille generelt. The Prodigy har eksisteret i hele min levetid og de har sindssygt meget erfaring at trække på og showet føltes lidt som rutine. Gamle mænd og gamle beats – det var stadigvæk fremragende. Klassikere som ‘Voodoo People’, ‘Breathe’ og ‘Firestarter’ sender publikum ud i kollektiv eufori. Lyden er overraskende god – tydelig, tung og de spiller skræmmende præcist. Der er et kødhav oppe foran, og man glemmer helt, at det egentlig ikke er rock. Der er nok ønske om mere elektronisk på festivalen.
