Årets første dag starter i en stillestående kø. Nu kan det godt være at du, kære læser, tænker højt om de privilegier, en anmelder har. Vi står altså også i kø som alle andre. Vi køber vores egne øl. Vi er lige så almindelige som dig. Nogle af os har bare lidt mere ret.
Anyway, the show must go on. På trods af at komme fem minutter for sent til Boneyard, er Hard Lessons stadig ikke gået i gang. De står i hvert fald og roder med kabler og andet teknik. Det er vel hardcore. Pludselig bliver der testet guitar og så starter showet ellers med et sample fra en eller anden actionfilm. Bare lige for at sætte stemningen. En stemning, der bliver bakket op af hættetrøje og shorts-kombi. Det er jo hardcore. Publikum svarer tilbage med en circlepit før vokalen overhovedet rammer og da bassen med kompressor går i gang, begynder arme og ben at flyve lidt mere løssluppent. Forsangeren fra colombianske Syracusæ er forbi på en gæstemikrofon, der overhovedet ikke virker. Men vi står også i en container på en havn, i blæsevejr og Boneyard er generelt et skrækkeligt sted at spille, der på papiret bliver solgt på “autenticitet” – hvad det så end betyder i en Live Nation-kontekst. Et dårligere produkt, måske?
Folk er desværre lidt slappe i det og bandets energi bliver aldrig rigtigt spejlet. Men det smitter umiddelbart ikke af på dem, da humøret er højt og hiphop-lydbidderne rammer hårdt. Inden aalborgenserne siger tak for en lidt blandet affære, er Laurits fra Last Mile og As We Fight forbi på sidste nummer, og det hele bliver afsluttet med et møde mellem to generationer af dansk hardcore.
Et forbikørende Vulvatorius sætter brand i gaden med deres in-your-face-black, hvor der også er plads til solide breakdowns. Et par timer tidligere savede de Hades over. Nu står de på en trailer.
En hurtigt kigger fra R.I.P.-podiet (du behøver ikke være misundelig, crowden er ret tør deroppe), viste også at hunkattene i Kittie stadig havde bid i sig. Der var ihvertfald masser af mennesker og en circlepit, der var klemt på samtlige sider.
De er langt hårdere, end jeg husker dem fra start-nullerne, og jeg blev overrasket over hvor chunky lyd og riffs de har. Der var i hvert fald håndmadder i luften.
Tilbage på Boneyard spillede A Mess sin garagerockede pop-punk.
Som trådt lige ud af skolens glemmekasse, skinner Dorte Hartmanns paillettop og tilhørende tyggegummipink nederdel i solens stråler. Og den matchende guitar selvfølgelig.
Med jangly, støjende garagepoppunk kommer A Mess blæsende ud over den lave scenekant.
Udefra kan det godt virke ret teatralsk og performativt, med en blanding af Clueless og Converse – samme performativitet, fra to forskellige standpunkter. Og så alligevel ikke. Alt er performativt (check din band tee og battlevest, hvis du er i tvivl). Du performer dit køn, din socialklasse, dine synspunkter og ideologier – om du er klar over det eller ej, må du selv ligge og rode med. Alt er performativt. A Mess er “Et Rod” (Dorte stavet bagfra (clever stuff)). Er det Dortes eget selvbillede, der bliver ment eller er det, det billede der bliver påført kvinder der ikke passer ind i patriarkatets struktur? Jeg kunne skrive noget om performativitet, men ærligt, så har jeg ikke læst nok Judith Butler til at kunne sige noget som helt fornuft eller betydning. Bare vid, at der ikke er noget tilfældigt over A Mess.
Som da vi skrev om Midsommeroplevelsen til sidste års Copenhell, så er det altid, mildest talt, spændende om hvordan et så feministisk event bliver taget imod på en så… mandet plads som Copenhell ufravigeligt er. Men ængstelsen bliver sat til side, da Dorte Hartmann træder på scenen til en solid opbakning.
Det smager af riot grrrl og garage-indie fra 00’erne, og en snert af The Raveonettes. Hun har en fandenivoldskhed i sine feministiske udtryk, men formår at servere det med harmoniske melodier blandet med støjende feedback. Makkeren med solbriller, der agerer trommemaskine, sidder pænt på sin plads og lægger et solidt beat. Nærmest mekanisk.
Hartmann fiser rundt på scenen med guitar og en vokal, der svinger mellem raspende sårbar og høje skrål. Under ‘We Gonna Fight’ kommer den der Copenhell Garde marcherende ind, med dertil følgende kampråb og løftede næver til feedbacken, inden at det igen bliver tidlig 00’er-indie. Alt mens det sker på scenen, krammer en fremmed makker i orange tracksuit (Adidas Firebird, hvis nogen var nysgerrig) mig og giver et lakridsshot. Det er vel det, det hele handler om. Omsorg og solidaritet, om at række ud – også selvom det er via shotsrør.
Med blå øjenskygge og gadedrengehop bliver den poppunkede Ph.d-aflevering serveret til et publikum, der hapser det hele sig i, elendig lyd til trods.
På Helviti er der scene-gejl i bedste folkeskolekomedie-stil (hvis du er fra det rigtige postnummer) og fællesklap. Within Temptation træder samtlige symfoniske pedaler i bund, og hvorfra jeg står, ligner det mest af alt et melodigrandprix-show. Men fred være med det, da det snart er tid til noget langt mere poppet ovre på Hades.
