Det her er nok det mest utilgivelige tidspunkt, scene og booking. Klokken er 12.30, solen kan ikke stå skarpere, det er fjerde dag og Fleshwater spiller shoegaze. Det er altså en svær invitation at sige ja til, hvilket det beskedne fremmøde på et par hundrede også vidnede om.
Marisa Shirars vokal hang sårbart i luften. Faktisk så er Pandæmoniums lyd lidt til deres fordel. Det gav en ambiance, der understregede det støjende i deres gazede grunge. Men desværre var det lidt for autentisk, og en masse fine detaljer røg.
Anthony DiDios vokal har en klynkende post-hardcore vibe over sig, mens Shirar er mere klassisk shoegaze.
Jeg var hårdt ramt og ikke bygget til det her på daværende tidspunkt. Det er ikke bandets skyld, at omstændighederne var så meget imod dem, men jeg var tvunget til at opsøge noget skygge og hastighed.
Og jeg var ikke den eneste, for ovre på Gehenna var der et langt bedre fremmøde. Fynske Terrorpy havde en kæmpe spilleglæde og deres techede (det kalder jeg det ihvertfald) dødsmetal faldt åbenbart på et tørt sted for mange. Pitten var selvfølgelig lidt mat i det, men det var fandme også tidligt på dagen til at høre om opkast i øjenhuler. Bandet lignede nogle, der bare havde det grineren og som var overraskede over, at øvelokalet pludselig var i en skov midt i Kjøbenhavnstrup. Det var i hvert fald viben, de gav. Der kom en smule pit, men det var fandme også tidligt på fjerdedagen. Alle er undskyldt.
Da solen stod på sit højeste over Gehenna, fejrede Gorilla Angreb solhverv med et ordentligt skud kalium og vitaminer.
Ude på pladsen kunne man høre Kōya før bussen overhovedet kom til syne. De tunge toner buldrede fra deres anden bustur (og tredje koncert) på fire dage. Sammen med Vulvatorius hoppede de til, da henholdsvis Myles Kennedy og Hardy droppede ud.
På sædvanlig manér er humøret helt i top og der er ild, skurkegrin og en forsanger i leopard og Hunter S. Thompson-solbriller, der slentrede langs den tonstunge bus.
Lyden var overraskende god, scenen taget i betragtning og samtlige ting som Allan Pedersen og Magnus Klemmen laver på guitarerne, kunne høres rent. Patrick Serenas bas lå i bunden og slog revner i asfalten. Præcis som den skal.
Konceptet er sødt, men det er lidt en irriterende koncert form. Bussen kunne da heller ikke følge med forsanger Martin Jørgensens hastighed. Men sådan er det når der går kommune-godkendt fart i løjerne.
Der var et helt følge efter bilen og det mindede om det der klip med Techno Viking. Også lidt samme stemning af både omsorg og aggression, mens hele vognen gyngede i takt med slagene. På trods af, at det var deres tredje koncert på festivalen, var der stadig masser af energi til, at deres sludgede metalcore ramte.
Efter en buldrende oplevelse på partybussen med ballademagerne fra Kōya, var det den stik modsatte oplevelse på Boneyard. Puke Wolf stod for et af Copenhells mest følelsesmæssige øjeblikke. Samplet fra ‘Hubris’ fyldte luften foran den solbeskinnede scene, mens Andrew Davidsons præcise kantslag stak os alle i hjertet. Alting har den der helt rigtige, skramlede screamo lyd. Faktisk tror jeg ikke, at Boneyard har lydt bedre. Bassist Lasse Højgaards vokal skar gennem luften med bævrende magt og når Emil Vegeberg stødte til, blev det nærmest sludget.
Det sårbare mellemspil og vokalharmonierne bærer en sorg, der står i skærende kontrast til høj sol og fadøl og mens man står der, er ens krop og sind forvirret på grund af indtrykkene. Foran en står der tre mænd, der lyder som om at de er ved at gå fuldstændigt i stykker. Blandt det skramlede og støjende, er der melankoli og melodi nok til at drive det hele fremad, uden at man ryger ud af øjeblikket.
Jamie de la Sencerie fra Lysbærer og Vidnet var forbi på gæstevokal til ‘Full Of Heart’, som var med til at holde tempoet højt, uden at det mister sin desperate kant.
‘Flowers’ fra det kommende album blev dedikeret til den kære Peter fra Kollapse og inden Davidson fik forklaret omstændighederne, var publikum med. Alle havde deres hjerter helt ude på de solblegede, sorte t-shirts. For en stund var vi alle én. Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah, kiggede forbi og råbte sig ind i folks hjerter med en dybtfølt vokal. Jeg vidste faktisk ikke, at hun kunne lyde sådan. På ægte Puke Wolf-maner er der kommet en ekstra trommeslager til (her er det Søren fra Kōya, der er spurtet fra deres egen koncert), for at Davidson og Soon Young Øvlisen kunne udføre deres hjerteskærende duet blandt publikum.
De unge ville have Sewer Haul. De med alt for store hjerter til denne verden ville have Puke Wolf.
Men inden at melankolien kunne nå at sætte sig, kom anmelderens pligt på banen og jeg var tvungen til at hive mig selv ud af sumpen, for at skulle løbe over til Castle Rat på Gehenna. Den diametrale modsætning på så mange måder.
Og så var det blevet tid til at sige farvel til Boneyard for i år, og det var den pladeaktuelle sludgetrio Grava, som havde æren af at rive lortet ned.
Sludge er lidt en genre som kan være lidt svær at sætte ord på, da vi aldrig har mødtes og aftalt hvad fanden det egentlig betyder for musikken. Grava var et af de bands, som virkeligt fik mig til at stille spørgsmål til genren. Inspirationen fra betydningsfulde bands som High On Fire synes nem at spore, især i guitarist Atli Kamban’s vokal. Samtidigt blev musikken spillet med en aggresivitet og attitude lig de hårdeste hardcore bands, og de fik sågar flettet elementer fra black metallen ind, i form af atonal tremolo-picking over de tunge grooves. Kald det hvad du vil, det var i hvert fald hårdt, mudret, og intenst. Det var et sjovt syn at se bassist Niels Svensson’s hjemmelavede guitarstrop, bestående af en 1000 kgs-bagagerem og fem ruller gaffatape. Det komiske kom, da remmen, på trods af alt den tape, faldt af under sidste nummer, hvor en gut prøvede at fastgøre den igen, men til sidst måtte opgive. Imponerende nok, kunne han sagtens spille koncerten færdig håndholdt.
Umiddelbart efter Grava gik In Flames på ved siden af på Helviti, hvilket var en god mulighed for at sidde på bakken og få skrevet lidt imens. Der var ikke så meget at sige om koncerten, end at det var ultraprofessionel og -poleret melodisk død. Hvis det er din jam, så er der ingen hate herfra, men man kunne altså nemt komme til at savne lidt kant. Men det kunne da helt sikkert et eller andet, da både pladsen og bakken var fyldt med glade jesterheads som kunne synge med på alle numrene.
Lørdag aften var et tæt pakket program, for efter den svenske hyggedød, var det blevet tid til et lille interview med Ditte Krøyer fra Vulvatorius, dernæst direkte videre til Anaal Nathrakh på Pandæmonium. På trods af flere omstændigheder som ikke var helt optimale, havde de glade briter heldigvis masser af gennemslagskraft.
En af de føromtalte omstændigheder var, at Anaal Nathrakh ikke kunne nå det sidste nummer i deres sætliste, da Slipknot skulle til at indtage Helviti for 4. gang. Her var det igen en god mulighed for at sætte sig på bakken og slappe af.
Det burde ikke fornærme nogen at sige, at der ikke er meget sjæl tilbage i det band. Denne gang optrådte de sågar uden det sidste originale medlem Shawn ‘Clown’ Crahan. Sammenlagt med, at de ikke har udgivet et godt album siden ‘5: The Grey Chapter’, er der altså ikke særligt meget at komme efter, hvis man har set dem før.
Når det så er sagt, så leverer de jo altid et pisseunderholdende show, og hvis man lige har fået et par fadøl under vesten, så er det sgu svært ikke at synge med. Det var ellers en stærk setliste med masser af klassikere, og kun få nye numre, bl.a. ‘Unsainted’, som de faktisk slap ret godt fra. Det var mig dog en kæmpe gåde, hvorfor de valgte at slutte deres encore med deep cuttet ‘Scissors’, når de lige havde spillet ‘Spit It Out’ og ‘Surfacing’. Deep cuts kan være vildt fedt, men man burde altså at slutte på en high note, i hvert fald med bands i den kaliber.
Året sidste band blev de tyske thrash-veteraner Sodom, selvom valget også meget nemt kunne have faldet på Blood Incantation, som helt skandaløst spillede samtidigt på Hades.
På dette tidspunkt var hjernen lidt gået på ferie, og fadølsanlægget var ved at være tomt, så der blev ikke rigtigt taget nogle noter. Men det var altså fedt nok! Uden tvivl langt bedre end Kreator. Ikke at der skal meget til.
