Dagens velkomstkomite bestod af Soulfly og en meget veloplagt Max Cavalera, der iført DBU’s landsholdstrøje i den grad fik gang i det morgentrætte publikum foran Helviti. De havde ingen problemer med at få folk til at danse med til de brasilianske rytmer, og skabte et bølgende hav af mennesker. Mest bemærkelsesværdigt på sidste nummer ‘Eye For An Eye’ som blev inledt af introen til ‘Jumpdafuckup’, hvor alle blev bedt om at sætte sig ned, og på signal: “jump da fuck up”.
Hvis man så Soulfly da de sidste år gæstede Pumpehuset lille sal, kan man måske huske, at Max ikke ligefrem var i stødet, og virkede lidt ugidelig. Det var selvfølgelig rart at se at de også kan levere på højtryk, men også lidt ærgerligt hvis det generelt er den indstilling man har på de mindre spillesteder. Lad os håbe, han bare havde en øv-dag.
Sammen med den gode Jens Raadal, fik vi hustlet os om backstage til Mobilscenen, og fulgte Vulvatorious ud på pladsen, hvor der blev leveret ekstra røvfuld til dem, der ikke fik nok onsdag.
Der var bragende sol på Boneyard. Den diametrale modsætning til Woes og deres blackede hardcore. Alle var klædt i sort – selvfølgelig – og med rungende feedback fik det lov til at blive shoegazy med masser af HxC-attitude. Det er også like 75% af Rot Away.
Der var godt gang i gulvet og nogle ægte troopers i pitten – dem, der svingede rigeligt med armene og har høje spark. Noget som lidt er en mangelvare på Copenhell, der primært begår sig i noget skubberi.
Deres hårde, sortklædte, tatoverede ydre til trods, viste Woes de en enorm spilleglæde og jeg vil unde folk at fange dem – hvis de da ikke lige holder syv års pause igen.
Selv når bandet lander i melodisk post-hardcore, er der stadig en hård rytme, der gør, at det hele ligner en optagelse af Converge i de tidlige 2000’ere. Forsanger Nicholas Meents brugte halvdelen af de små tyve minutter koncerten varede nede blandt publikum, hvor Eyes’ Victor Kaas også lige var forbi på en improviseret gæstevokal. Der var store balladeriffs, breakdowns, der var ubehagelige og en lyd, der var sludgy.
Her viste Boneyard, hvad Boneyard bør være – kælderværelseskaos og flyvende lemmer. Lyden var også blevet fikset. Så godt som.
Efter at Woes havde ladet feedbacken ringe ud, gik turen til Gehenna, hvor Brat stod for dagens gymnastikopvisning. Det var sjovt, det var bouncy, og de viste, at der er plads til ikke at tage det hele så alvorligt.
– Someone on Facebook said I look like Jeffrey Epstein. I’m sweating like a fucking rapist! lød det tørt fra Jeff Walker, som var gået sommeren i møde med en fornuftig korthårsfrisure, da Carcass gæstede Hades. Udover frisuren ligner de objektivt ikke hinanden særligt meget, og var klart også ufortjent, fordi onkel Jeff & co. var nemlig rigtigt gode ved os. Der blev kræset for publikum med en times klassikere spillet med kirurgisk præcision. Der blev også jævnligt kastet en masse flasker vand ud til de tørstige mennesker. Det var helt bogstaveligt en lifesaver, fordi udover den brutale varme, fik vi som stod helt oppe foran, en seriøs gang styrketræning med alle de crowdsurfere, der skulle over gorillahegnet. Carcass nåede også rigtigt fint rundt i deres omfattende katalog, helt fra deres goregrind-dage til ‘Torn Arteries’. Dog kunne jeg godt kunne jeg godt have savnet et par numre fra ‘Symphonies Of Sickness’, som jeg var meget ked af, at de gik uden om.
Men nu skal jeg heller ikke være en lyseslukker, det var pisserutineret og knivskarpt.
På Pandæmonium var der brændende sol og ørkendoom. Hvilket var passende, for Slomosa spiller lummer og sving-med-hofterne-venlig musik.
Der var masser af synkron headbanging i power pose til det melodiske, mid-tempo tundra-doom, som Slomosa gør sig i. Og de gjorde det godt. Det er nærmest 90’ernes alternative rock, bare med en masse fuzz. Og ikke så meget klynk.
Trommerne buldrede rytmisk af sted som et lokomotiv og der var masser af twangy røvballeguitar. Desværre var bassist Marie Moes mikrofon ikke særlig god, så hendes vokal slog desværre ikke til. Men så kender vi Pandæmonium igen. Bandet var fremragende til stede og med solid humor og en hidsig bergensk accent fik de rocket sig ind i de flestes hjerter.
Fra tør, groovy doom på Pandæmonium til lægtehammertyngde, muskelriffs og trommer, man ikke behøver tælle takter til. Guilt Trip er klar til at overtage Gehenna. De opfinder ikke den dyb tallerken, det er metallisk hardcore med lidt thrash hist og her. Og en masse groove. Alt er two-steppable.
Manchesterbandet gik direkte fra lydprøve til et brølende “open this pit up!”. Bandet var kommet for at slås og heldigvis var svaret fra de fremmødte et overbevisende “så fucking kom!”.
Lily Kilcoynes bas var faretruende rungende og det lød lidt som da Conan spillede. Gehennas lyd var til gengæld ikke så skarp til Guit Trip og en masse af elementerne forsvandt. Blandt andet guitar og Jay Valentines vokal, der druknede sammen. Men perfekt lyd er sgu heller ikke hardcore, og man kan altså redde meget med en god attitude. Og det har de sgu.
Valentine stod sjældent stille og cirkelsparkede flottere end de fleste. Christian Hammer, der tidligere på dagen spillede med Woes (og normalt i Cabal og Rot Away), var med på ‘Eyes Wide Shut’, som i den grad satte ild til pitten. Det var ikke en push pit som festivalsmoshpits ofte kan være. HxC var kommet til byen og folk forsøgte at losse hovederne af hinanden. Vinderstilen. Kravet til, at din forsanger skal kunne two steppe og synge samtidig, understreger Jay Valentine. Og deres guitarist Jak Maden. Så tilføj en two steppende guitarist til kravene.
Der er konstante opfordringer fra bandet om vildere slåskamp, men det blev aldrig enerverende, som det ofte kan med den attitude. Her virkede det faktisk. Højt tempo hele vejen og energien blev holdt.
For at vise at de er et ægte hardcore band, er Valentine nede på hegnet til ‘Thin Ice’ hvor at alle får lov til at råbe i mikrofonen. Og da de laver et double breakdown, ødelægger gulvet fuldstændigt sig selv. At de så vælger at kører breakdownet endnu en gang, i halvt tempo er det decideret uansvarligt af dem. Og så begynder de at spille ‘Davidian’ af Machine Head, så hele showet kan lukkes ned med et kæmpe fælles “Let freedom ring with a shotgun blast”.
På papiret havde Copenhell lavet et rigtigt fedt og gennemtænkt stykke organisering – lad Guilt Trip være opvarmning for Stray From The Path. Hold energien kørende og tempoet oppe. Lad lige folk få en breather på vejen fra Gehenna til Pandæmonium. Og det kunne da også havde været så fedt – hvis så bare Stray From The Path havde været lige så værd at se.
Klokken var nu ved at nærme sig midnat, men inden vi tog hjem, skulle vi en tur i Det Kongelige Teater med King Diamond. Jeg fik helt deja vu til K.B Hallen 2019, hvor Kim fra Hvidorve lavede nærmest en til en den samme tale om, at der er et nyt album på vej. Nyt album min bare røv! Det er fucking seks år siden, de udgav den første single ‘Masquerade Of Madness’ og har siden konstant teaset “ej, nu kan I godt glæde jer!”, hvorpå vores håb og drømme er blevet knust gang på gang. Ligesom vi troede, at i år var året, det ville komme, sagde han “Jeg vil bare gerne have, at det her bliver mit bedste album nogensinde, så nu laver vi et trippel-album” Fuck dig Kim, no wonder, at du må skifte line up hvert andet år. Må din røv klø og dine arme være for korte til at nå.
Selvom Kongen og jeg ikke ligefrem er på talefod, så kan man jo ikke lade være med at blive opslugt af hans makabre forestilling, som stadig holder 100%, med alt det gøgl, dit lille hjerte kan holde til. Abigails kiste, bedstemors kørestol, skrumpehovede på pind, spædbørn tabt på gulvet, spædbørn iført spændetrøje bag glas, I ved, det sædvanlige. Godt nok var setlisten ikke vildt forskellig fra K.B. Hallen, men der var dog et par udskiftninger, og selvfølgelig det nye nummer ‘Spider Lilly’.
Nu har jeg både set King Diamond og Mercyful Fate før, og hader at indrømme det, men det er klart det bedste jeg har hørt ham lyde live, sådan stemmemæssigt.
