Sidstedagen på Copenhagen Metal Fest var et koncentrat af dansk musiks bedste sider med rigtigt høje highs og ganske få lows.
Jeg så min første koncert i 2011 på BETA. Evil Masquerade spillede, hvis nogen af jer altså husker dem. Der er vist ikke rigtigt så meget gang i dem længere. Jeg var ni år gammel, og min mor havde vist indoktrineret mig til at synes, at de var seje, så jeg fik malet deres dramamaske-logo på mit ansigt: den ene halvdel med mulen nedad og den anden med et smil, der næsten nåede ørene. Jeg tænker tit på den koncert, når jeg befinder mig i Amager Bios lilleputvedhæng af et spillested. Senest til Copenhagen Metal Fest i weekenden.
Vi har allerede lagt pen til torsdagen og fredagens eskapader, men var sidste dags showcase af dansk metals ypperste kræfter en komedie eller en tragedie? Det var i hvert fald dramatisk. Lad os se på sagerne.
Vi starter meget apropos på BETA. Dengang jeg var dreng, havde jeg en periode, hvor alt, hvad jeg hørte, var nu metal og thrash. Thrashfans kan ikke lide nu metal, og nu metal-fans kan ikke lide noget, så jeg stod tit som et halvkikset skilsmissebarn med fedtet hår mellem to forældre, der begge havde tvivlsom musiksmag. Med tiden voksede jeg fra begge genrer. Nu har jeg lært at elske dem igen.
Thrash og nu metal er begge sine respektive storhedstider forbi. Engang var thrash det vildeste og det vigtigste – i dag er genrens chokehold på den kollektive metalopmærksomhed reduceret til et oldtidslevn, man kan se fascineret tilbage på. Alligevel ulmer gløderne endnu, og nogle få modige bands nægter at lade flammen dø. Ét af dem er Terminalist, der lørdag aften var gået fra fire til tre mand på scenen. Terminalist, der egentlig mere er Emil Hansens soloprojekt end et reelt band, spiller “hyperthrash”, hvad det så end betyder. Jeg tror, det er noget med progressive elementer, som man dog ikke behøver at have læst matematik på A-niveau i gymnasiet for at rykke med hovedet til. Teksterne handler ikke om øl, zombier og slåskampe, men om alle mulige nederen ting, der måske ikke er lige så seje, men som er langt, langt vigtigere.
Inden koncerten havde man skruet godt op for airconditionen i lokalet og sendt en lind strøm af god, gammeldaws shred-forspil ud gennem højtalerne. Pludselig blev dette erstattet af et Jimmy Carter-sample fra hans tale til det amerikanske folk i sommeren 1979 – en tid præget af Vietnamkrigens og Watergate-skandalens efterdønninger. Mistilliden i USA var monumental, og når folket ikke længere tror på, at morgendagen rummer et løfte, begynder det tillidsbaserede samfund at vakle. Og hvad sker der så?
Intet godt.
Terminalist er Emil Hansens hjertebarn. Han ved meget, og som det ofte er med sådan nogle mennesker ved han også, hvor skidt ting egentlig står til. Og det gennemsyrer Terminalists tekstunivers. “Everybody knows things are bad, worse than bad,” lød det på et tidspunkt fra højttalerne under koncerten, taget direkte fra Howard Beales tirade i filmen Network. Hvor han nøjedes med at råbe sin desperation ud i primetime TV, kan Emil Hansen noget lidt mere håndgribeligt: Han kan skrive riffs. Fucking gode riffs.
Terminalist er altså meget mere end bare samfundsrelevante tekster. Du bliver revet med fra første tone – selv i en konfiguration, der på papiret burde være en stor udfordring. Terminalist stillede nemlig op som en dynamisk trio med ét medlem mindre end normalt, og det er afsindigt sjældent, at man oplever et thrashband live, hvor der kun er én guitarist på scenen. Alligevel fungerede det. Og det var altså uden et backing track! Jeg har ingen idé om, hvor omstændeligt det har været, men riffene var omskrevet, således at hele moletjavsen kunne spilles på en enkelt spade af Emil alene. Og det virkede!
Det må have været enhver bassists våde drøm, at Mike Sabroe Nielsens bas stod så tydeligt i lydbilledet, netop fordi man havde skåret ind til benet, og hans basgange lå som en tung, rungende torden under Emil Hansens lynilds-riffs. “Vil I have flere riffs?,” spørger Emil sågar på et tidspunkt – og så skidt da. Riffs er jo en mangelvare i dansk metal, men det agter Terminalist at gøre noget ved, og det er befriende. Der var også plads til et par blærerøvssoloer, som der ellers ikke var mange af til Copenhagen Metal Fest. Riffs og soloer i thrash kan man ikke brokke sig over. Det ville svare til at klage til din tjener over, at din ribeye er for saftig. Terminalists musik er saftig.
En af de genrer, jeg elskede at hade dengang, hvor mit eksistensgrundlag bestod af nu metal og thrash, var prog. Det er stadigvæk sjovt at prikke til prog-fans, men sandheden er, at jeg i dag oprigtigt sætter pris på musikken, hvis den er veleksekveret – også selvom jeg ikke har samme tålmodighed som de mere garvede prog-heads derude. Det er ikke mindst på grund af bands som (0), der om nogen nægter at lade sig fastlåse i genredogmer. Du ved, hvad jeg mener, hvis du nogensinde er blevet spurgt, hvilken slags musik de egentlig spiller. Spørgsmålet er umuligt at besvare uden at forfalde til uforståeligt pladder, og hvis du nogensinde har stillet det til en (0)-fan, har du sikkert fået en velvoksen portion ordsalat serveret.
(0) er nemlig mange ting, men kedelig navlepilleprog er ikke en af dem. Eller jo, en smule måske, nogle gange, men de doserer det så elegant, at jeg er okay med det. De hættetrøjeiklædte gutter tog sig god tid, da de indtog Amager Bio klokken 19. Bedst som forventningerne havde nået bristepunktet, satte de omsider ind, og herfra var jeg solgt. Jeg havde ikke hørt dem live, siden dengang de var det her mystiske, nye band, og selvom de er hverken af de to ting længere, er de kun blevet endnu mere appellerende. Uniformen består stadig af sorte bukser og hættetrøjer og står i stærk kontrast til forsanger Frederik Bjørn Jensens lange, brune, krøllede lokker, der falder som et tæppe for hans ansigt og pudsigt nok fungerer langt mere anonymiserende end alle hætterne tilsammen.
Jeg kan ikke præcist huske, hvor jeg hørte (0) live sidst, men der havde de i hvert fald ikke det hypnotiserende, animerede backdrop, som de havde med til Copenhagen Metal Fest. Hvis du ikke var der, eller ikke har set det før, så forestil dig musikvideoen til ‘(1136)’ på anabolske steroider. Eller på syre. Nok mest syre. Et levende billedtæppe, der pulserede derudad, og som gjorde scenen til et sansebombardement, man bare ikke kunne kigge væk fra. Det var betagende og passede helt utroligt godt til bandets proggede/deathede/blackede/whateverede musik. Jeg tog mig selv i at stirre på det i flere minutter ad gangen, mens jeg bare lod musikken opsluge mig fuldstændigt.
Det blev jeg træt i øjnene af, men ikke i ørene, for hold nu fast, hvor var (0) veloplagte lørdag aften. Det er ikke alle bands, der kan fylde Amager Bio ud – og slet ikke på Copenhagen Metal Fest – men det kunne (0) altså til fulde, da de blæste spillestedet op indefra til en mørk kuppel af lyd.
“Det her nummer varer næsten et kvarter,” fortalte min medskribent-in-crime til mig, da (0) rundede af med føromtalte ‘(1136)’. På trods af at jeg for en stund panikkede, fordi sådan nogle sanglængder tit kan virke som en lang huspligt at komme igennem, fornemmede jeg slet ikke spilletiden. Det er et rigtig, rigtig godt tegn – og et sjældent et af slagsen – og nu forstår jeg pludselig, hvorfor dem, der kan lide (0), virkelig kan lide (0). Det er nemlig ikke et af de bands med progressive elementer, der føles som en endeløs opvask at lytte til.
Næste levende billede var de gamle singleaktuelle Amager-drenge i Psy:Code, som man nærmest måtte sætte i løb for at nå ovre på ZeBU-scenen. De har godt styr på treenigheden: hardcore, metallisk hardcore og metalcore. Hvor begynder det ene, og hvor starter det andet? Spørg Psy:Code.
Jeg plejer at sige, at jeg ikke kan lide metalcore, men det er altså ikke min skyld, at de fleste metalcorebands bare ikke er særligt gode. Psy:Code er slet ikke blandt de kedeligste af slagsen, men de gør det heller ikke let for dem selv. Når de sætter fra land med en hårdtpumpende hardcore-banger, er det svært ikke at mærke udbruddet af adrenalin fra scenen. De er på hjemmebane, og de brænder for det. Men så sker der noget. De glider over i deres mere melodiske, og undskyld mig, men også mere udvandede take på metalcore, og så forsvinder spændingen. Luften fiser fuldstændig ud af ballonen, og jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke læner sig endnu mere op ad den bøllede hardcore, som de tydeligvis mestrer. Det ville klæde dem langt bedre end at halte rundt i et genrekompromis, fordi de simpelthen bare vil så meget forskelligt på en gang.
Efter en kort aftensmadspause featuring et tyrkisk brød med lam druknet i en halv liter dressing var det tid til aftenens wildcard og det band, jeg måske havde glædet mig mest til. Vidnet indtog ZeBU klokken 22, og selv med kun én single på samvittigheden, ‘Bane-Saar’, har de formået at skabe en ikke ubetydelig buzz omkring sig. Folk var i hvert fald mødt op. Rummet var måske ikke pakket til bristepunktet, som man ellers nogle gange kan opleve det på Copenhagen Metal Fests mindste scene, men dem, der var der, var der!
Grunden til, at jeg havde glædet mig til Vidnet, er, at jeg har tillid til, at medlemmerne er i stand til at spille fed musik. Som jeg forstår det, begyndte projektet som Andreas Isbrandt Løvenskjolds soloprojekt. Ham kender du måske fra post-rock-bandet Meejah eller det kortlivede HRVRK, som Vidnet kan siges at være en spirituel efterfølger til. Han er nu flankeret af Jamie de la Sencerie, der også var live-bassist i HRVRK (og en milliard andre bands), så nu er Vidnet en vaskeægte powerduo bestående af to travle herrer, der bare gerne vil spille noget smadder.
Jeg har holdt af stort set alt, de to tidligere har rørt ved, så det var en no brainer, at jeg skulle opleve Vidnets første koncert, selvom jeg reelt set ikke havde andet end min egen tillid til musikerne at støtte mig op ad. Den tillid blev ikke mindre, da jeg fandt ud af, at Niclas Sauffaus fra New Money – et af mine absolutte favoritnavne lige nu – er live-trommeslager. Så ja, tag mine penge. Dem alle sammen.
Vidnet spiller en slags dæmonisk bastard af grindcore, powerviolence og små doser black metal. Det er lyden af et barn født på et beskidt øvelokalegulv og opdraget på ren foragt, men det betyder dog heldigvis ikke, at Vidnet ikke har riffs, for det har de! Indimellem sniger der sig endda små guitardrengestreger ind i lydbilledet, og det behøver jo heller ikke være larm det hele altid, vel?
Jeg er en sucker for effektiv brug af flerstemmig. Måske er det derfor, jeg er så vild med Demersal. I Vidnet fungerer Andreas som den intimiderende råbemand indimellem skåret op af Jamies desperate skrig, og kombinationen fungerede helt hjernedødt godt. Begge både lignede og lød, som om alle følelserne sad helt ude på tøjet, i sådan en grad at hårene i nakken begyndte at rejse sig.
En af sangene fra Vidnets forestående plade har Peter Clement Lund et vers på. Af gode grunde måtte de spille sangen uden ham, men vi blev bedt om at sende ham en tanke. Det gør jeg tit.
Efter et kvarters tid fik vi i ægte grindcore-fashion besked om, at der kun var to sange tilbage. Første var den føromtalte ‘Bane-Saar’, og den sad lige i skabet. I det skab i garagen, hvor alt det tunge værktøj bor, og som man kun må åbne, hvis man har fået lov af far.
Det lykkedes dem på en eller anden måde at spille et kortere set end Smertegrænsens Toldere, men jeg tror ikke, at nogen, der var vidne til Vidnet, ville have været deres koncert foruden. Det bliver forhåbentligt deres første af mange, og nu har de jo en plade på vej, så mon ikke vi får dem at se igen før eller senere?
Rosinen i Copenhagen Metal Fests pølseende var Lifesick, og jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at de behøvede nogen introduktion, men det er tydeligvis ikke rigtigt. En af konferencierne sagde nemlig, at Lifesick “smager” lidt af hardcore, men ikke helt er det. Dernæst blev de kaldt for black metal. Det var virkelig sjovt.
Lifesick spiller altså hardcore med kæmpestort ‘H’ – mindst skriftstørrelse 100. Bevismateriale A: Deres album fra sidste år, ‘Loved By None, Hated By All’, og den titel passer i hvert fald ikke en skid. Pitten kogte fra første sekund. Hovedparten var en pushpit, men der blev også twosteppet, cirkelsparket og løbet rasende hurtigt rundt i ring. Et par wall of deaths blev der også til, og så har vi jo nærmest hele buffeten. Jeg havde inden Lifesick ganske vist kun oplevet Deadnate, Alkymist og (0) på Copenhagen Metal Fests hovedscene, men jeg kan ikke forestille mig, at det på noget tidspunkt har været vildere, end det var dér klokken 23.
Lifesick har en særlig aura omkring sig. Det kan til dels tilskrives forsanger Simon Shoshan. Ham skal du ikke fucke med. Han startede showet alene – bare ham, en akustisk guitar og en røst, der var så overbevisende, at den satte sig over hele kroppen. Det var en noget anden skikkelse, der stod dér alene, end den bombe af ren raseri, der normalvis vælter rundt på scenen til Lifesicks koncerter. Hvis man har lyttet til hans countryplader under navnet Simon Sorrow, så ved man dog godt, at han kan begge dele – og begge dele rigtigt godt, endda.
De gæve midtjyder tæskede igennem banger på banger, og energien var fysisk mærkbar i Amager Bio. Midt i kaosset fik vi lidt ekstra spice, da Benjamin Jeppesen fra SPLIT – der dagen før havde leveret en helt forrygende koncert på BETA – var inde for at spytte et vers.
Nær showets afrunding blev en af bandets homies smidt ud af security, vistnok for at crowdsurfe. Jeg så det ikke ske, men hørte Simon Shoshan råbe “HAN ER MED OS! HAN ER MED OS!” under en af deres sidste sange, mens vennen blev ført væk. Kom nu ind i kampen, Amager Bio. Lad folk have det sjovt. Og free Frederik!
Nu, hvor vi er ved at være ved vejs ende, synes jeg, Copenhagen Metal Fest fortjener en stor omgang ros. Jeg har generelt længe været elendig til at besøge danske metalfestivaler de sidste par år, men i 2025 besluttede jeg mig for at gøre op med den vane. Det har resulteret i en masse blandede landhandler, men Copenhagen Metal Fest skal ikke inkluderes i den pulje. Det var med længder den festival, jeg har gæstet i år, hvor der har været færrest dårlige koncerter, og hvor man ikke skulle vente i flere timer ad gangen på det næste gode band. Kæmpe skud ud og tak for i år.
