Efter at tema-torsdagen varmede festivalen op med en solid omgang hardcore, åbner Copenhagen Metal Fest fredag aften op for den store scene i Amager Bio. Her møder vi først og fremmest Deadnate; et progband, man kan headbange til. Det er første gang, jeg hører dem live, og med en formodning om, at de skulle minde lidt om Gojira, er barren sat højt. De åbner med et par fængende riffs og et lysshow, der ikke er for overvældende. Man bider hurtigt mærke i deres bit med flerstemmig sang, der egentlig lyder meget fedt, på trods af at de to forsangeres vokaler minder temmelig meget om hinanden. Den ene forsanger giver pludselig go til at åbne pitten. Et kæmpe område blandt publikum ryddes til fordel for to koncertgængere, der står og headbanger lidt hårdere end resten. For koncertgængere med smag for prog er de fede, men en times spilletid er måske lidt lang tid for det resterende publikum.
Lidt efter på BETA møder vi hardcorebandet SPLIT, der knap 10 sekunder inde i første sang lægger op til at have aftenens absolut vildeste energi. Pitten, der kun er 25 procent så stor som Deadnates, består nu allerede af fem mennesker, der går fuldstændig amok. Og der går ikke længe, før fem bliver til ti. “Flere, mennesker, flere kroppe!,” råber forsanger Benjamin Jeppesen, der op til flere gange hævder, at BETAs crowd er lige så energisk som Roskilde Festivals. Den ene guitarist hopper op i luften og rammer en højttaler i loftet. SPLIT fra Amager er helt klart på hjemmebane i aften. Det er tydeligt at mærke, at bandet feeder på det engagerede publikum, der uden tvivl må have været det mest entusiastiske under hele festivalen indtil videre. Med en mavepuster af energi er man ikke i tvivl om, at SPLIT virkelig sætter “core” i “hardcore”.
Med en helt anden energi træder Alkymist ind på den store scene i Amager Bio. Deres aura er kold, klistret og T.U.N.G. Mine forventninger er høje, efter jeg hørte dem på Loppen i vinters for at spille deres nyeste og ekstremt veludførte album ‘UnnDerr’. De er fandeme lige så dygtige – hvis ikke endda bedre – live, som de er på plade. Denne aften er ingen undtagelse. Forsanger Peter Bjørneg lægger ud med at sige, hvor dejligt det er at se så mange mennesker komme for at støtte danske bands. Jeg tror aldrig, jeg har set ham være så udadvendt før. Men de går lynhurtigt tilbage til deres mere mystiske og cool image med at spille klæbrig og vægtig doom. Man bider virkelig mærke i vigtigheden af bassen i deres lydbillede, da bassisten Kaspar Luke pludselig skifter bas midt i ‘Digging A Grave’. Numrene ‘My Sick Part’ og ‘Masters of Disguise’ får hele salen til at dunke. Jeg tror ikke, det bliver sidste gang, at de får lov at spille i Amager Bio.
Senere introduceres Blodmåne på BETA, og dette band er et af de få bookinger på Copenhagen Metal Fest, der faktisk har en kvinde i bandet. Det må være svært at spille lige efter Alkymist, men alle i bandet virker klar, og forsanger Elias Nybo er locked in. ‘Sønderjylland Darkness’, som deres slogan siger, har lagt sig over den lille scene. Hurtigt opstår der en lang kø ude foran spillestedet bestående af ivrige koncertgæster, der håber på at få et stykke med Blodmåne, hvis musik bedst kan kategoriseres som ekstrem metal forankret i lige dele black og death metal. De spiller rigtig godt, og flere af numrene fra ep’en ‘Luctus’ giver en god klang i den ellers crowdede sal, på trods af at ingen tilskuere responderer, da Elias spørger ind til, om nogen i rummet har hørt den. Nummeret ‘Oblivion’ introduceres som at “gå fucking hurtigt”. Det gør den også, og det er en kæmpe energiforøger. Publikum giver den alt, hvad de har, og der opstår også til sidst en wall of death, som er meget klaustrofobisk og meget varm at være i. Det annonceres flere gange, at aftenens koncert vil være den sidste for bassisten Sarah Mølgaard med Blodmåne. Man kan undre sig over, om de i fremtiden finder en ny live-bassist, eller om de vil gøre som en større procentdel af danske metalbands og bruge et backing track fremover. Det er uheldigt, at Sarah til sin sidste koncert taber stroppen på bassen mindst seks gange, imens de spiller. Hvis det var et drukspil, og man tog et shot, hver gang hun tabte den, ville man sikkert blive stiv nok til at kunne holde Volbeats koncert i Royal Arena ud senere på aftenen. Hvis man altså er til den slags.
Klokken 22.45 runger det igen i salen på BETA. Publikum er kommet for at høre PÅNK! Der er intet “hej” eller “go’ aften”; Smertegrænsens Toldere går ind uden at sige et ord, men åbner bare Pandoras æske af lyd og autenticitet. En udveksling af ord er heller ikke nødvendig, når musikken og sangteksterne taler for sig selv. “Nu kommer der en sang om at slikke på noget hud”, er nok det eneste, jeg hører forsangeren fortælle til publikum foruden de billedlige og medrivende lyriske vidundere, der bliver slynget ud fra scenekanten. Bandet formår dog alligevel at lave interaktioner med flere i publikum, da de på skift bliver tilbudt mikrofonen under flere af numrene. Nogle synger med, og andre gør ikke. Den energiske mikro-celeb Anders, som altid er at finde til lokale liveshows, synger næsten højere end forsangeren selv. Efter blot 25 intense minutter træder bandet af scenen igen uden at sige et ord, og da er jeg – og tilsyneladende en større andel af de andre tilskuere – næsten blevet blæst bagover af begejstring. Deres selvsikkerhed er dem vel undt.
