Traditionen tro (efterhånden) sparkes Copenhagen Metal Fest i gang med en temadag, der fokuserer på én bestemt genre. I år var det hardcore, der skulle arbejde hårdt for at banke essensen ind.
Det er hårdt at være de første, der skal spille et arrangement. Det er endnu hårdere at skulle spille for meget få mennesker til et slags for-arrangement til selve hovedattraktionen, men det er altså den situation, Sloevsind finder sig selv i torsdag aften.
Efter en kort og besynderlig “Det kan godt være, det ikke er Minor Threat eller Bad Brains, vi skal til at se nu”-introduktion fra konferencier Troels Lehmann, bevæger hardcoretrioen sig ind på scenen. Så godt som Sloevsind nu gør det, så føles det stadig meget uhjælpeligt som publikum at være tilstedeværende.
Der er ikke mange facetter at arbejde med, og når der så også bliver opfordret til moshpits blandt de måske 40 mennesker, der er mødt op, går det hurtigt hen og bliver svært at leve op til de standarder, som Sloevsind har fortjent.
Følelsen af at skulle vedligeholde humøret og stemningen kan nok bedst beskrives som den der helt uoverskuelige bænk-PR i slutningen af ens træningsblok. Selvom det måske lyder frygteligt uoverskueligt, så formår Sloevsind alligevel at tage settet med god form.
For trods omstændighederne så kan de sagtens tilpasse sig omstændighederne og kommer endda med spøgende sidebemærkninger undervejs som “Er der ingen, der tør at slås med Anders?”. Hvis man nogensinde tvivler over sig selv som band, så skal man bare vide: Bare rolig: Anders har dig. Altid.
Musikalsk går det også godt for bandet, selvom konstellationen af trommeslager bagerst, ingen bassist og to supplerende medlemmer på guitar og vokal føles tomt på scenen. Der bliver i hvert fald leveret breakdowns, man kan bryde sammen til, når Sloevsind samtidig sætter fokus på sårbarhed og det at have det dårligt. En gæsteoptræden fra Mona Mattle fra Mite forhøjer også energien. Det er jysk desperation og vrede tilsat HM2-guitarknas og store armbevægelser fra forsangeren.
Sloevsind fortjener simpelthen mere end den tjans, de skulle overtage på Copenhagen Metal Fest. De gjorde det rigtig godt, ud fra det de havde arbejde med, og det var dét, der skulle til.
Den invasive træningsmakker
Skal man være meget pedantisk, så spiller Mite jo faktisk powerviolence, men uanset hvilken genre de spiller, så passer de godt på programmet. Sidst jeg så Mite, var det med Peter Sandvig, og det er naturligvis en svær rolle at overtage, men den nyligt rekrutterede vokalist Mona Mattle viser med tydelighed, at det nok skal gå alligevel.
Jeg håber, din frontallap er udviklet, fordi med den omgang auditiv bøllebank, Mite står for, skal man alligevel besidde en vis mængde bøffethed for at komme igennem i ordentlig stand. Det er hårdt og tungt og lige så repetitivt som et set dumbbell chest press i træningscenteret.
Hvis din standard-hardcore er kreatin, så er Mite dine steroider, når Mattle arrigt hopper og danser rundt på scenen som en enormt effektiv og intimiderende frontfigur. Mite fungerer som vores allesammens invasive træningsmakker, der insisterer på at tilføje flere kilo på dine løft. Og så træls som det i sig selv kan fremstå ved første blik, så ved man, at det kommer fra et godt sted og at de har noget at have det i musikalsk.
I kontrast står fænomenet Lack. De sammenbinder så mange forskellige ting, der får dem til at passe ind i det hardcoreformat, der bliver kørt om torsdagen. Skingerheden fra noiserocken, punkrockens ambivalente charme samt massiv følelsesmæssig dybde i eksistentielle tekster.
De bliver introduceret som legender, og med den status Lack efterhånden har formået at skabe for sig selv, så er bare det at mærke deres tilstedeværelse på scenen stort. Når hele oplevelsen så tilsættes skæv og støjende rock, der spilles så intenst, at sveden vælter ned af forsanger Thomsa Burø og bassistens strap ryger af, kan man kun overgive sig til kakofonien.
Jeg er måske ikke målgruppen til Lack, når det kommer til deres lyriske aspekt. Men samtidig synes jeg også man skal passe på med at sætte en målgruppe i en bås og sige, hvad, der appellerer til hvem baseret på ting som alder og livserfaring. Ultimativt kan jeg jo sagtens deducere, at det lyder enormt tight live, og de lyriske spørgsmål om egen eksistens og selvfortvivlelse får det hele til at lyde mere barskt, når der spilles, hoppes, råbes og klynkes fra scenen i én stor synergi af rå energi og følelser.
Der burde findes flere bands som Lack.
Finpudset bøvethed
De store følelser tilkendegiver sig dog helt anderledes ved hardcoredagens hovednavn, nemlig ingen ringere end
Rot Away. Mens de bliver introduceret kan man høre deres sko gnide omme bag scenetæppet i ivrighed for at skælde os ud.
De spiller lige så tungt som de løfter, og når forsanger Jonathan Albrechtsens opfordrer til slåskamp og two-step, så har man bare at makke ret. Det bliver dog udfordret i aften, da vi i bund og grund ikke er nok til stede til at skabe den kaosenergi, Rot Away stræber efter. Dem der er her, får heldigvis pisket stemning op, og aftenens første two-stepper bliver også spottet.
Det smukke ved Rot Aways musik er, at de ikke behøver begrænse sig selv for gode idéer, men at de grundlæggende bare gerne vil spille hardcore, som det er bedst. Og det formår de også. Der er ikke brug for guitarlir og store formler for at sætte et godt nummer sammen. Det hele kan sagtens nøjes med at foregå i en standardtaktart med medrivende riffs samt en frontmand, man nok burde være bange for.
De har gjort deres egen bøvethed til en effektiv disciplin, hvor styrken ligger i det rå udtryk og deres autenticitet. Brokker du dig over det bøvede eller primitive, har du misset pointen, og det ved Rot Away godt selv.
For hvad der havde været en semiulykkelig aften ift. hvad man normalt ville forbinde med hardcore, så vælger Rot Away at vise ånden i den udadvendte og konfrontatoriske genre. Dette show var ikke deres PR, men det var et solidt set, der for alvor viste, hvad Rot Away repræsenterer.
