Fredagspunk er en gruppe på Facebook. Konceptet er simpelt: Hver fredag kan du poste noget punk. Sådan har det været i ti år. De sidste tre har gruppen af mennesker bag også fejret det med deres ”Fredagspunk Bash”, der alle årene er løbet af stablen på spillestedet Richter. Du kan læse vores reportage fra 2023 her.
Det kan være svært at trække københavnere til Buddinge eller Gladsaxe, eller hvad de nu kan beslutte sig for at kalde det. Telefonvej sniger sig fra et letbane-maltrakteret kryds med spritny asfalt i bagenden af en McDonalds, der stinkende byder dig velkommen. Igennem et boligblokkvarter i den pænere ende af skalaen op til et industrikvarter. Hvis du er velkendt i området, så ved du, at du skal helt ned i enden og rundt om bygningerne for at fornemme, at du er kommet til et spillested. Nogle ville måske vælge at se det som lidt malplaceret, mens andre ville mene, at det er en kreativ brug af et ellers meget stille område. De, der arbejder her, er gemytlige med en kant af forstad.
The Careless Drinkers
Jeg har set The Careless Drinkers på mange plakater, men deres felt var endnu ikke udfyldt på min bingoplade, altså før i aften. Lineuppet er kort: Kenneth Maj på trommer og Ibu Geertsen på primært guitar og mikrofon. Særligt Geertsens vokal og guitar fylder overraskende godt i lydbilledet. Hans stemme er rusten – næsten lige så rustent som hans strengeinstrument.
Det meget blandede publikum stiller sig primært bagerst i salen til hinder for alle, der skal en tur i baren eller på toilettet. Men de nikker med. The Careless Drinkers skriver surf punk med Morricone-riffs og melodier, der går hurtigt ind på tavlen. Det er et vellykket set, og jeg gider i hvert fald godt at se The Careless Drinkers igen.
Brain Soup
Brain Soup er forholdsvis nye på scenen, men ikke desto mindre også født af scenen. Vi kender blandt andet Peter Espersen fra hans tidligere band Wayl, og Pitu, Franscesco og Marco er faste gæster til alle byens punkshows. At sige, at bandets show i aften er lige så sjovt som at drikke øl med dem, er faktisk en underdrivelse. København har simpelthen fået et vaskeægte party-band à la Me First and the Gimme Gimmes – men altså med surfpunk. Vitserne er dårlige, men derfor gode.
Trommeslager Pitu Regas Martinez indleder flere sange med ekstra kazoo, inden han hamrer på tønderne. Viben er sådan lidt ”Guttermouth møder Offspring”, men her tænker jeg specifikt på Guttermouths ’Pee in the Shower’, og hvis Offspring var lidt bedre til det klassiske pop-punk ”woohoo”. Der er mænd, der krammer på scenen, en Fredagspunk-vært der synger med på ”dos cervezas por favor” og en sang om hæmorider. Det er fabelagtigt positivt og opløftende at være publikum til.
Jakobe
Ingen Jakobe-koncert uden lidt universelle udfordringer: I denne omgang var det forsanger Carla, der havde fået fanget sig selv en rigtig god omgang hoste. Og selvom der blev undskyldt fra scenen, var det egentlig ikke så forfærdeligt. Resten af bandet spillede nok den mest tight koncert, jeg har set Jakobe spille, der ellers har været lidt udfordret af udskiftninger. Carla holder normalt bandet, men i dag fik de lov til at holde hende.
Jakobe kalder sig selv for riot-grrl, og det er nok meget rigtigt. Kigger man på bandets merch, så står der med store, fede bogstaver ”I killed a rapist and all I got was this stupid shirt”. Sangene handler om sexisme, overgreb og empowerment. Det er en lidt hård overgang fra hæmoriderne, men på en eller anden måde virkede det stadig.
SYL
Jeg ved snart ikke, hvad jeg mere skal skrive om Syl. Så jeg skriver om det, der var nyt. De havde simpelthen ikke Andreas Grønne med. Det er der jo ikke noget odiøst i, det sker hele tiden. Men alligevel føltes det lidt besynderligt at se hans bror, Benjamin Grønne, som aftenens eneste skaldede, to meter lange gargoyle på aftenens scene. I stedet havde de Ali Tawfik, der normalt ”spiller popmusik”, som han selv fortalte efter showet. Det er der dog ikke mange tegn på, for bandet lyder lige så hårde, som de altid har gjort. Bandet spillede en koncert i samarbejde med EYES på årets Copenhell-festival, og det mærker man stadig i snorene: SYL er blevet mere motorsav, og Benjamin Clemens er blevet 20 % mere ork eller bare Victor Kaas.
Det er sjældent, at der direkte bliver råbt af publikum i Danmark. Jovel, på publikum eller med publikum – men sjældent sådan af dem. Det synes jeg egentlig er lidt en uskik. Vi har alle sammen været til de der koncerter, hvor nogle har fået for meget at drikke og kævler under hele koncerten. Gud forbarme mig – det har da sikkert også været mig en gang. Men vi har nok alle ønsket os, at bandet blandede sig lidt, og jeg ville ikke have noget imod at blive råbt af, hvis jeg havde fortjent det. Under indledningen til ’Kort Strå’, der handler om Israels stadig foregående folkemord på palæstinenserne, fortæller Clemens en virkelig historie fra området. Jeg skal ikke gengive den her, men bare fortælle, at den er umådelig trist. Netop her beslutter nogle sig i publikum for at knævre, og det får Clemens til at råbe til vedkommende, at de skal holde deres kæft. Vi kan dog afsløre, at der efter koncerten blev sluttet fred mellem de to.
SYL er nok et af Danmarks mest gennemspillede bands, og det viser sig i aften. Ny trommeslager, ny scene og i rigtig mange tilfælde også et nyt publikum. Her er alt fra Baest-patches til sange om hæmorider. Og selvom man måske skulle tro, at det gjorde det svært at få programmet til hænge sammen, så gjorde det alligevel det – ligesom en frugtsalat, hvor der jo i virkeligheden bare skal nok flødeskum til at få det hele til at passe sammen, og ingen kan lide Israel … jeg mener rosiner.
