Det er snart ikke til at sige noget om A COLOSSAL WEEKEND (ACW), som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før. Festivalen er for længst blevet cementeret som et af de få samlingssteder herhjemme, hvor de obskure og skæve bliver behandlet med samme selvfølgelighed som kæmpenavnene i scenen. Det er et årligt samlingspunkt for søde, sortklædte nørder, og det skal ikke være anderledes.
Før turen gik til festivalen, der som altid strækker sig mellem Store- og Lille vega, Basement og Ideal Bar på Vesterbro, var undertegnede et smut forbi den altid hyggelige biks på Sønder Blvd, Lövendahl, hvor der var arrangeret en form for DJ battle mellem EYES og Throwe, som begge spillede om fredagen. “Battle” er måske så meget sagt, men hyggeligt var det. Dåseøllene var kolde, stemningen var varm og musikken bestod af alt fra grindcore til Norma Tanega.
Efter en sølvkikkert fra Pasha var det blevet tid til at lunte ind i Lille Vega klokken 18 for at høre Slow Crush. De spiller en form for shoegazet og dream poppet alt-rock tilsat lidt post-halløj, og heldigvis fungerede bandet bedre end mine genrebeskrivelser. Energien var høj fra første nummer, backdroppet flimrede i animerede farver bag dem, og lyden lå både tæt og blød som en tung dyne henover rummet uden nogensinde at blive helt slasket. Særligt samspillet mellem Isa Holliday og Jelle Harde bar koncerten for mig. Holliday fór rundt med sin røde glimmerbas om nakken mens Harde stod mere stationært bøjet ind over sit lille monstrum af effektpedaler. Sidstnævntes lange, monotone “weeeh”-vokalstykker blev dog en kende for anmassende i længden – ikke helt katastrofalt irriterende, men tilpas nok til, at man blev revet lidt ud af musikken.
Og så begyndte de fandme at spille pop-punk, hvilket på mærkværdig vis gled fuldstændig ubesværet sammen med de langt tungere passager. Det lød faktisk som det mest naturlige i verden at gå fra drømmende støjflader til Warped Tour, og sidstnævnte måtte faktisk godt have fyldt endnu mere.
Sangenes opbygning fulgte dog ofte den samme opskrift. Langsom opstart, gradvis opstigning, venten på forløsningen, bang – næste sang. Der manglede nogle klimasker og noget payoff for vores tålmodige indsats, og så manglede jeg, at bandet turde ryste posen endnu mere. Når man lige har hørt et reelt riff, skal det ikke efterfølges af et søvndyssende nummer som ‘Haven’. Så skal der kapitaliseres. Mindre gaze-romantik og flere af de midtempo-passager, som Slow Crush jo sagtens kan skrive til en guldmedalje – tak.
Det kan indimellem give bagslag at have høje forventninger. Jeg kan godt lide Svalbard, og havde glædet mig til at høre dem som det første navn i Store Vega til dette års ACW. Jeg havde misset dem de andre gange, de havde været forbi Danmark, så denne gang skulle være anderledes! Hvis det rent faktisk var sidste mulighed for at de dem live herhjemme, skulle jeg fandme ikke stå og læse om koncerten bagefter i stedet for at være der selv.
Svalbard er nemlig lige nu på deres sidste europæiske tour, og når det sidste show er i kassen, slukker det britiske post-metal-band deres forstærkere for sidste gang. Deres sidste show i Danmark var ikke den perfekte afsked, men det var heller ikke en fuser som sådan. Og irritationspunkterne havde egentlig intet med bandets optræden at gøre.
Det stod allerede klart fra det øjeblik, klokken ramte 19, og Svalbard gik på scenen i Store Vega, at noget var off. For det første ramte Serena Cherry ofte en anelse ved siden af i hendes skønsang, hvilket er totalt ukarakteristisk for en ellers så teknisk dygtig forsanger som hende. Da hun talte til publikum mellem sangene, kunne enhver dog høre, at hun var tydeligt syg, som hun også pointerede et par gange. Hun var tydeligt presset, og undskyldte faktisk også flere gange, selvom det jo reelt set ikke er noget, hun kan gøre for. Mere frustrerende var lyden i salen faktisk. Guitaren lå mærkeligt langt tilbage i mixet, og det gjorde ondt i de store leadstykker, der slet ikke fik lov til at skinne igennem. Det betyder, at den massive mur af larm, som jeg ellers havde hørt, at deres koncerter plejer at bære præg af, vist aldrig helt blev bygget færdig.
Svalbard har altid været gode til at balancere det bløde og det benhårde. Cherrys growls var faktisk lige så overbevisende som man havde turde håbe på, og den screamo-agtige vokal fra Liam Phelan stak helt inde bag ribbenene. Der var faktisk mere på spil følelsesmæssigt, end jeg havde forventet af deres koncert. Ikke kun fordi, det var en afsked, men fordi mange af sangene havde fokus på tunge emner. Koncerten var på en eller anden måde nærmest terapeutisk med setlistens fokus på depression og nedslidthed, som karakteriserer mange af sangene fra bandets ældre materiale.
Trods uheldige omstændigheder kunne man tydeligt mærke på bandet, at det var vigtigt for dem, at tage en ordentlig afsked. Det gjorde de egentlig også, og de kæmpede konstant, men det er svært at give slip på følelsen af, at man var blevet snydt for noget, der kunne have været langt mere forløsende.
Modsat Svalbard slipper vi næppe for Hudsult foreløbigt – og gudskelov for det. De spillede fandme samtidigt med Heathe, og selvom jeg ville have haft dårlig samvittighed uanset hvilket band, jeg prioriterede, er jeg ikke ked af min beslutning. Hudsult er nemlig et band, der bliver en lille smule bedre for hvert show, de spiller. Det er en udvikling, som er en fornøjelse at følge med i, hvor leveringen bliver mere og mere intens og samspillet mere og mere præcist – dog uden at det bliver alt for pænt.
Endelig spillede et band noget musik, man kunne danse til, og det gjorde Basement-holdet da også. Det er nemlig svært ikke at blive revet med, når Hudsult spiller. Gry Steensig og Diba Khalaj er to vidunderligt dragende vokalister, og når de åbner munden, hører man virkelig efter. De fremfører deres tekster med en oprigtighed og desperation, der gør, at man som publikum virkelig hører efter, og det er ikke for sjov, at Hudsult har en så loyal fanskare, som de har. Der er folk, jeg kun ser til Hudsults koncerter, som jeg så også lægger mærke til nærmest hver eneste gang, de spiller. Den slags opstår ikke tilfældigt, og det kræver ikke lang tid i bandets selskab for at forstå appellen.
Én ting er at have noget på hjerte. Noget andet er at kunne formidle det på en måde, hvor folk rent faktisk holder kæft og lytter – selv i en festivalsammenhæng, hvor mange allerede er en del fadøl inde. Der var nærmest ingen sniksnak i Basement, og folk gjorde bare, som der blev sagt. Når Gry befaler, at vi gør plads til kvinder og queers, stiller vi andre os et par skridt ud til siden. Når hun signalerer, at vi skal sætte os ned under ‘Undskyld’, så gør vi det. Og vi rejser os først op igen, når vi får lov til det.
Men Hudsult er ikke bare føle-føle-core og grædetekster. Det er et band, der både kan skrive tårepersere og kompositioner, der bliver siddende til næste show. De mestrer både de tunge, følelsesmæssige udladninger og de mere kontante hardcorepassager uden at det føles som to forskellige identiteter, som kæmper mod hinanden. Tværtimod er spændet mellem sårbarhed og aggression motoren i bandet, og det er dét, der gør Hudsult så nemme at vende tilbage til for undertegnede.
Efter en omgang Aarhus emo gik turen til fransk syrerock a la Slift. Da jeg ankom til Store Vega, var trioen allerede i fuld gang, og her slog det mig virkelig, hvor meget bedre lyden nu var fra festivalens største scene. Her kan man virkelig tale om en mur af stød, som hurtigt satte sig fysisk i kroppen og trykkede i ribbenene. Faktisk var jeg ret så imponeret over, hvordan blot tre dudes kan skabe sådan en massiv lyd, som de kunne, men det er også her, jeg parkerer min ros.
Slift er dygtige – det er der ingen tvivl om, men jeg blev aldrig gode venner med den nasale og skarpe vokal, og når sangene bevægede sig mere rundt om sig selv end fremad, begyndte jeg at kede mig. Her er det praktisk, at bandet havde et animeret backdrop, således at de kan holde fast i de festivalgæster med ringe koncentrationsevner, når sangene bliver kedsommelige. Sidenhen har jeg hørt koncerten omtalt som et højdepunkt fra førstedagen af flere, som også overværede den, så der har tydeligvis været mange, som oplevede noget helt andet, end jeg selv gjorde.
Det band, jeg nok havde glæset mig allermest til at høre på førstedagen af ACW, var den norske hardcoreenhed Feral Nature. Ikke mindst fordi de sidste år leverede en af de mest aggressive og insisterende koncerter, jeg nogensinde har overværet, til FEYESTIVAL i Pumpehuset sidste år.
Så ja, forventningerne var høje, men for en gangs skyld gav det ikke bagslag. Bandet gik på i Lille Vega klokken 22.10, men hov! Der manglede da noget – eller nogen, rettere sagt. Hvor er forsanger Selma Bahner henne? Hun stod naturligvis oppe på balkonen i salens højre side, og marcherede ovenpå publikum hen til selve scenen under første nummer i en lille smagsprøve på, hvilken slags performer hun er. Det, der fulgte bagefter, var et rasende hardcoreset, som meget vel ender med at blive stående som noget af det mest intense, jeg kommer til at opleve i år. Feral Nature var ude på skrammer – og det kunne mærkes, både i ørene og på kroppen.
Hvem helvede har egentlig brug for en scene? Ikke Selma Bahner. Det er jo langt sjovere nede hos publikum, for det er jo hernede, festen er! Igen og igen kastede hun sig frygtløst ud over selv de mest tyndtbefolkede områder i salen uden først at stå og signalere i tyve sekunder, at nu kommer stagedivet altså. Det er sejt, når et band, der beder publikum om at give fra sig, også selv har lidt krudt i røven. Det har det nemlig med at smitte af, og pludselig opstod der faktisk en pit. En pit, der løbende kom på løftearbejde, for når den ikke stod på skubberi på det ølglatte trægulv, skulle der bæres rundt på en nordmand, der skreg mikrofonen så hårdt i smadder, at den pludselig stoppede med at virke i et par minutter.
Foruden en bindegal frontperson med dødsforagt, består Feral Nature af ganske habile og rutinerede musikere. Rytmesektionen var urokkelig, og riffmaskinen ved navn Rob Hamilton var skam heller ikke for fin til et par stagedives. Hans backingvokal er desuden også for fed, og kontrasten mellem hans dybere råb og Bahners lidt mere skingre og hvæsende klang fungerer lige så godt i en livesammenhæng som på plade.
Feral Nature føles allerede som et band, folk kommer til at tale om med den dér irriterende “du skulle have set dem dengang”-nogstalgipis om nogle år, så sørg nu for at få fanget dem live, så du selv kan blive en af de irriterende mennesker.
