Du skal forestille dig en festival, der samler i omegnen af 1.200 publikummer over tre dage for at peake lørdag aften med tre instrumentale post-rock-koncerter i streg. Glem for en lykkelig stund fordybelsestab og overfladisk lytning, ignorer dem, der kraftedeme ikke kan stoppe med at knævre ned bagved, og prøv så at lytte til den her musik, som om det var første gang igen, som om det her var alt rigeligt. Det er det – der behøves faktisk ikke så meget mere end riff på riff på riff over en bund som en tyngdedyne.
Faktisk behøves der ikke mere end Pelican lørdag aften i Store Vega, bortset fra at hele festivalen ad snørklede omveje og impulsive afstikkere på en måde har ledt frem til præcis dette øjeblik og får det til at føles som en kæmpemæssig triumf.
Hvis du ikke kan abstrahere fra, at det overhovedet ikke er første gang, du har det sådan til sådan noget musik, så hav det vildt over, at sidste gang, du så Pelican og Russian Circles, var i 2007 på Loppen henholdsvis 2010 på Lades, der gået en evighed og et par krige, opstande og kriser i mellemtiden, og nu spiller de i et godt og vel fyldt Store Vega, og det er så edderspændt stærkt, at den her musik er sin egen konstant. Fordi den blev afskrevet som et lune, da den tog form i anden halvdel af 00’erne, en alibimetal for dem, der vægrede sig ved at gå i battlevest, og nu er det simpelthen den, der har alle riffene.
I hvert fald Pelican. Når man kommer fra at have prøvet at udholde AA Williams gothe igennem med svævende håndbevægelser svøbt i sort tyl og synge ubegribeligt tåkrummende ting som “When the night comes I crave your kiss / Both sweet and bitter the taste / Of broken hearts and cigarettes,” er det så meget desto mere en lettelse at se fire aldeles upåfaldende typer, der uden noget show af nogen art bare virkelig, virkelig godt kan lide at riffe. I bund og grund burde det jo være det, det hele handlede om, men det er alligevel, som om det fortaber sig i fakter, føleri og svulstige backingtracks hos andre af dem, der spiller i løbet af A Colossal Weekend.
Det er da f.x. en super sympatisk koncert, Puke Wolf spiller i Basement, og de giver virkelig ikke én mange chancer for at falde i staver, når de skiftes til at skråle eller tager Trọngfra Omsorg og Mai fra Meejah med på scenen og ud i publikum for at skråle endnu mere indfølt og påtrængende om, hvor urimelige ting jo er, mens der kører filmdialoger i baggrunden. Det tydeliggør også bare behovet for alle de distraktioner, fordi sangene i sig selv ikke kan holde fast i en, og det kommer til at føles som at blive påduttet et angstanfald.
Samme oplevelse har jeg under Meejah og Hirakis fælles koncert: Ubærligheden får i musikken et sprog, der er uforsonligt grimt og knortet og besværligt og dejlig affortryllet. Det hele føles forsætligt forkert, og det kan jeg godt sætte pris på: Det er bare ikke en koncert, jeg kan finde nogen åbning ind i eller særlig meget andet end en anerkendelse af, at vist så, det er ubærligt. Jeg kommer til at stå og kigge på damer i højtaljede cowboybukser og tjekke programmet ud ret hurtigt, inden jeg går ned i Basement igen og hører Morpholith. Det er til gengæld svært relaterbar Hamlet-hånds-doom, der får al dybføltheden til at virke lidt omsonst. Jo, det var det en god start på dagen, da Nils Gröndahl dronede på sin violin med nogle trommer til, men det var jo ikke den knytter, Morpholith er. Det er sådan noget, der minder mig om, at jeg da egentlig godt kan lide heavy metal på den gammeldags måde med langt hår, riffs mejslet i mudder og plader med utroligt vigtige titler som ‘Dystopian Distributions of Mass Produced Narcotics’.
Mens Sunken spiller, sidder jeg på Pasha og spiser en quinoaburger med en cowboy siddende overfor mig, der spiser mine pommes og fortæller om, at techdød er nede i en bølgedal. Det er stadig bedre end Sunken, jeg er indifferent over for pommes. Efter Pelican spiller Town Portal som andet trin i instrumental-post-rocks-peaket iført T-shirts fra gavebutikken i zoo, og det ville være så rigeligt bare at høre dem spille deres plonketyplonk-mathrock i groggy tempi – “These are difficult times,” står der meget passende på trommeslager Maliks trommeslagerhumor-T-shirt – der stadig føles forunderligt straight. Men Malik har tidligere ude på gaden fortalt, at trioen har taget gæster med i aften for at gøre det særligt: Efter et par numre kommer strygerne Nicole Hogstrand fra Halvcirkel og Lisa Marie Vogel fra Toechter ud gennem et hul i væggen (lidt ligesom Aske Bentzon i børneprogrammet ‘Døren går op’) og spiller med et par sange. Så kommer Zeki Jindyl fra Narcosatanicos også ud og lægger saxofon oven på, og kan det ikke bare fra nu af være en fast ting på A Colossal Weekend, at der skal være nogen med på sax, ligesom Nausia og Backengrillen havde det torsdag? Det synes jeg godt, vi kan vedtage. Koncerten rundes smukt og præcis så indfølt, som flere af de andre har stræbt efter, af med ‘Wounded’ fra Zekis soloplade fra sidste år. EWI (Electronic Wind Instrument, red.) og falsetsang og en knugende fornemmelse af det skønne i tabet, inden Town Portal akkompagnerer ham ud af sangen.
Den stemning kunne jeg godt have ladet bølge gennem mig en rum tid, inden jeg udsatte mig selv for flere indtryk, men sådan fungerer festivaler bare ikke, og der er fem minutter til Russian Circles oppe i Store Vega. Så står man der og vil så gerne lade den her voldsomt bastante musik runge gennem én og mærke noget ved det. Russian Circles har kvasende tunge riffs over en diamantklar low-end, og de har bygget settet op i bølgende bevægelser, og – jeg kan ikke mere. Kan ikke rumme mere. Giver min kammerat et kram, møder en af arrangørerne udenfor og får givet hende et kram også, sagt tak for, at de får det her til at findes.
Det var ikke en selvfølge, at det her skulle vare ved. Det skulle have været et lune, en grille, en forstyrrelse i metallen. Det er endt med at være noget enormt. I hvert fald tre dage om året i maj.
