Dagen startede ud lidt antiklimatisk, da jeg måtte vente lidt, før jeg kunne få mit armbånd. Jeg var ellers mødt op i god tid på trods af, at jeg i år endnu ikke har været i et regionaltog, som har været mindre end et kvarter forsinket. Men det gjorde mig ikke så meget, fordi ‘lossal heldigvis er en festival, som er rigtig god at tulle rundt og snakke med folk på. Efter lidt venten i det gode vejr og en shawarma fra Pasha – der altid er top notch – fik jeg smidt min taske i presserummet. Så var det blevet tid til en kolossal fadøl og en tur i Basement for at se det belgiske post-industrial art-rock kollektiv Thot. Jeg aner ikke hvad det betyder, men det lyder som noget, der er lige i ACW’s ånd.
Thot
Det første jeg bemærkede, da bandet indtog scenen var forsanger Zana Berísha, der iført spåkone-outfit svingede et rødt spotlys som var det et Sith-lyssværd, og vokaler som kunne smadre vinglas – altså på den gode måde. Dog kunne det godt blive lidt for meget i ny og næ.
De bærende elementer var sjaskvåd støjguitar, og trommeslager André Breidlid, som var i kontrastslåskamp med det tunge elektroniske synthesizerbeat, alt sammen tilforladeligt inkorporeret i en loud-quiet-loud-dynamik.
Det var sgu lidt af et Thot-experiment at finde ud af hvad jeg reelt syntes om bandet, og jeg følte mig fanget i en uncanny valley af dramatisk, artsy filmsoundtrack.
Helheden var overraskende sammenhængende, og jeg synes bestemt, der var elementer som fungerede, men ligesom en god position af publikum, følte jeg mig en anelse uforløst.
Blackwater Holylight
Jeg synes altid, man bliver overrasket, når man kommer ind i Store Vega under festivalen, og hvor meget mørkere der er i salen, når kunstneren har frabedt sig det helt store lysshowextravaganza. Den mørke sal, kun oplyst af scenens dæmpede orange og violette spots, komplementerede rigtig fint Blackwater Holylight’s nostalgiske 90’er-gazeindsyrede melankoli og psykedelia. Jeg siger bare – en god lystekniker ved, hvornår less is more, og det var det her.
Jeg fandt faktisk melankolien mærkeligt opløftende på en bittersød måde, som når man lige har haft en lang session med sin psykolog. Det handlede om at lade sig rive med og ikke at kæmpe imod, for det ødelægger oplevelsen. Føl bassen igennem dine fødder fra det gyngende trægulv og lad den vugge dig i søvn. Lad vokalerne trække dig som en velkendt stemme i en fjern drøm, og med et bliver du smidt tilbage i virkeligheden med fornyet energi af et hårdtslående stykke med fuzz.
Jeg forstår ikke dem, som siger, at det var det kedeligste band på festivalen. Var det energisk? Nej, men du tager jo heller ikke til en My Bloody Valentine-koncert for sceneshowet. Det er helt klart ikke noget for alle, men jeg respekterer, når kunstnere gerne vil lade musikken tale for sig selv. Jeg synes ihvertfald det ærgerligt, at jeg var nødt til at smutte fra den ellers immersive koncert, fordi jeg ville også gerne nå lidt af Hyper Gal, for at se hvad alt hypen (pun intended) var omkring.
Hyper Gal
Vores fotograf Jens nævnte, at han for noget tid siden, havde set to japanske kvinder spille noget ikke yderligere defineret musik i hans feed på sociale medier, hvilket han senere fandt ud af var Hyper Gal. Det siger noget om, at de måske i virkeligheden er mere udbredt end jeg i hvert fald havde regnet med. Det giver ret god mening, da deres udstråling forenes meget godt med hvordan man får skabt hype og følgere på onlineplatforme. Men man skal ikke tage fejl:Det er ikke ligefrem fordi de følger trends. Jeg har aldrig hørt noget ligende.
Til at starte med stod jeg helt i bagerst i en propfyldt Ideal Bar, og på trods af jeg stod på et lille plateau, kunne jeg ikke rigtigt se, og var derfor ikke helt sikker på hvad fanden det var, der foregik, men det pirrede min nysgerrighed. Trommeslager Kurumi Kadoya var en menneskelig trommemaskine og holdt tempoet højt, mens Koharu Ishida leverede en vokalestil, man nok med godt sandsynlighed kan sige, er inspireret af helte fra Riot Grrrl-bevægelsen, samt gentagede fraser, der kombineret med trommerne og deres yderst pudsige loops, gjorde, at man til tider stod i en trancelignende tilstand. Loopsene bestod af punkede og bouncy basslines, og samples af kirkeorgel, lydbilledet fra et Nintendo-spil, og hvad jeg vil tro er traditionelt japansk folkemusik. Hvis du er en, som let bliver overstimuleret, er Hyper Gal nok ikke lige din kop te, men jeg fandt det svært ikke at finde deres påfund ekstremt charmerende. Med den energi de kom med, var det virkelig svært ikke at trække lidt på smilebåndet.
I mellem nogle af deres sidste numre, var der en fyr, som sagde “hyper hyper” til sin kammerat – åbenlyst en Electric Callboy-reference. Det gav mig en helt ustyrlig trang til at forlade lokalet, så det gjorde jeg. Koncerten var også lidt bagud i forhold til tidsplanen, og jeg ville gerne være i god tid til Backengrillen i Lille Vega, fordi det er sådan et band, der fortjener den slags engagement.
Backengrillen
Ahh ja, Backengrillen. Navnet får mig jo til at tænke på sidste gang, jeg var i Lille Vega, hvor vi mødte Dylan fra Full Of Hell, som skulle have to franske hotdogs med “white sauce”, som der ifølge ham selv åbenbart var for meget af. Vi fik godt nok også meget sovs i vores metaforiske og vegetariske lyd-hotdogs på Backengrillen. Nogle ville måske mene, at der var for meget sovs. Jeg er ikke enig. Dennis Lyxsén og Mats Gustafsson kunne sovse mig ind dagen lang, hvis de ville.
Men noget kunne tyde på, at Backengrillen delte vandene. Pålidelige kilder fortæller, at en person skulle have sagt “Fuck janteloven, men måske skal vi ikke fjerne den helt, fordi så sker der sådan noget som det der”.
Andre var lige fra starten mere engagerede i projektet. Ligesom free jazz-saxofonist, og i dagens anledning fløjtenisten, Gustafsson, begyndte han ellers at improvisere, imens folk stadig stod og småsnakker i baggrunden.
“Hold kæft, dernede!” lød det fra en mand oppe forrest. Absolutt tystnad var dog ikke nødvendigt længe, da Gustafsson som en rablende vanvittig Ian Anderson, i stigende grad begyndte at følge en tilgang, der såmere filosofisk på spørgsmålet om, hvordan manegentlig spiller på en fløjte. Det kan man vel sige lidt var et tema for aftenens forestilling. Det var dog da han spillede saxofon, at det blev virkeligt fedt, og ikke bare var en tilføjelse, men bar musikken på samme måde som en lead guitar.
Hvis man skulle komme med et kritikpunkt, synes jeg godt, man kunne fornemme på trommeslager David Sandström, at han skulle vende sig til at spille noget, som ikke er Refused eller Final Exit. Ikke fordi det var sloppy, men han skulle lige ind i groovet, og da han først fandt det, var der ingen vej tilbage, og ellers bare tæskede løs på alt hvad han kunne komme i nærheden af. Samtlige cymbals lignede skraldespandslåg efter en Slipknot-koncert. Magnus Flagge virkede til at være dybt optaget i sit eget univers af tonstunge bassriffs, og stod ofte med rygen til publikum og holdte lange stirrekonkurrencer med sin forstærker.
Hvis du kan lide Dennis Lyxzén, så er han som han plejer: silkeskjorte, svedige flamencotrin og lækkert hår. Nogle gange skreg og croonede han som han plejer, andre gange lød han som et lydkort, der led en langsom, smertefuld død, og skreg efter barmhjertighed, imens der bliver skruet på knapper som en gal videnskabsmand på kanten af et gennembrud.
Han holdt dog ikke ligeså mange brandtaler som han plejer. Imellem to af numrene skulle Lyxsén sige noget for første gang under koncerten, hvor han høfligt spurgte, om han skulle snakke svensk eller engelsk. Det blev så svensk, og jeg fattede ikke et ord af hvad han sagde, men jeg går ud fra, at han ikke snakkede politik.
En stor del af sættet var improviseret, og jeg lagde ikke umiddelbart mærke til andre af deres egne sange udover åbningsnummeret ‘A Hate Inferior’. De spillede dog et møgfedt cover som jeg er sikker på stammer fra The (International) Noise Conspiracy, men jeg har simpelthen ikke kunnet komme i tanke om hvilket, da det blev kværnet og mishandlet i samme grad som indholdet i en kunst-tarmspølse fra Steff Houlberg.
Igen var koncerten nok ikke alles kop te, og jeg var også lidt skeptisk, inden jeg hørte pladen, men Backengrillen kneppede min tvivl. Jeg kan da også forstå, at det ikke er for alle. Vi er nok en minoritet af blazer- og bowlerhatbærende supernørder. For mit vedkommende kan jeg bare ikke gøre andet, end at tabe kæben over hvor vildt et sammenspil, de har, og det lader også til at er blevet glad for den friske start, som afskeden med Refused skulle give.
Truckfighters
Nu skal vi fra pionererne af svensk straight edge til noget andet svensk, som i hvert fald ikke er det. Jeg ved ikke hvad fuck det var guitaristen i Truckfighters havde taget, men jeg vil også gerne bede om en bane. Kun iført boksershorts og sportstape fløj han rundt på scenen og spillede soloer med, måske ikke samme præcision, men i hvert fald samme selvtillid og entusiasme som Angus Young. Han havde helt sikkert fået 12 i faget stage moves på rockuniversitetet, men han havde sgu også dumpet i guitar playing 101 du!
Som en hjort, der lige er snublet ud af skovbrynet,ind på motorvejen, jacked up på mærkelige svampe den har fundet, for at holde stirrekonkurrence med lygterne på en big ass truck. Desværre, som naturens love dikterer, bliver man til roadkill, hvis man på den måde lægger sig ud med ting, der er større end en selv. Jeg ved ikke, om han var så høj, at publikum også blev kontakthøje, men noget kunne tyde på det, for det rockende publikum oppe foran virkede yderst tilfredse. Folk hoppede og dansede især til sidste nummer, detstore hit ‘Desert Cruiser’, der med omkvædet “I’m running out of gas”, faktisk beskrev situationen ret godt.
Vokalerne gik ofte tabt i lyden, men det jeg kunne høre var engelsk med tyk, uspecificeret svensk accent, så det fattede jeg heller ikke en skid af. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at nogen har syntes, at det var en banebrydende koncertoplevelse, men det var i hvert fald underholdende. Nogle tænker sikkert: Hvorfor skal du være sådan en elitær hater, der synes, at et band, der har spillet i 25 år, skal være tight?! Og det er også helt ok. Hvis jeg lige havde bundet et par ekstra fadøl, var jeg sikkert også mere imponeret.
Truckfighters var faktisk et band jeg havde set frem til, og publikum var helt sikkert tilfredse, men jeg må indrømme, at koncerten føltes ekstremt out of place i forhold til resten af dagens lineup. Men man kan fandme ikke andet end at tage hatten af for det energiniveau.
EYES
Det havde efterhånden været en lang dag, og jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det store overskud tilbage. Men man skulle da også være et dumt svin, hvis man ikke lige tvang sit trætte kadaver op af trappen en sidste gang for at se EYES – og jeg skal love dig for, at de fik pustet lidt liv i mig igen. Hvis I troede der var gang i Dango fra Truckfighters, så har I ikke mødt Victor Kaas, som nok er bedst kendt for også at være kaninen i Energizer-reklamerne.
Det var en vaskeægte hjemmebanesejr for EYES, som på trods af, at ACW ikke som sådan er en hardcore-festival, beviste at de hørte til. Man skal ikke tage på ‘lossal for moshpitsene, men dem, der trængte til at lave noget andet end at stå og tude til instrumentalmusik, fik altså muligheden her, da der på et tidspunkt var pit fra væg til væg i Lille Vega. Desværre var der ikke meget two step og cirkelspark at hente, da koncerten led under det såkaldte ‘festivals-pit-syndrom’, hvor mængden altså insisterer på, at man at skubber til en hardcorekoncert. Jeg må være ærlig at sige, at jeg lidt glemte at tage noter, så du må ellers bare nyde de fede billeder for resten.
