Dagen startede med en tur i Lille Vega for at se Refuse To Surrenders fortolkning af Portishead. For at være ærlig, så har jeg aldrig rigtigt gået i dybden med Portishead. Jeg kender selvfølgelig “Glory Box” og et par andre hits, men er ikke ligefrem ekspert. Dog nok til, at da jeg hørte der var fire danske bands, som havde slået sig sammen om at lave hver deres fortolkninger af Portishead, så tænkte jeg det både lød spændende, men også ambitiøst. Desuden er det en sjov opgave at anmelde en enkelt koncert med fire bands, som spiller et nummer hver.
Refuse to Surrender – Tag-team doom
Lucid Grave lægger ud med deres fortolkning af ‘Glory Box’, og den blev spillet med ekstremt meget swagger og rock ‘n’ roll attitude, med en solbrillebærende forsanger i Malene Pedersen, i et helt mørkt Lille Vega. Dog må jeg sige, at doom var der ikke så meget af, nærmere tung, lidt bluesy 90’er-rock. Ikke at det gør noget, da deres fortolkning var forrygende, bare ikke det jeg havde regnet med.
Det kom næste band på scenen, Gaia, så ret godt efter. Det var mørkt, koldt, og der blev spillet med følelserne uden på tøjet. Især fra forsangeren/guitaristen, hvis angstfulde og grådkvalte vokaler komplementerede musikken rigtigt fint, på en måde man ikke så ofte ser. Det gjorde også rigtigt meget for stemningen, at man kunne mærke, at de selv levede sig helt ind i musikken.
Det lyder måske lidt fjollet at skrive om doom, men det blev dog lidt for langt. Superflot lydunivers, men jeg følte der skete for lidt, mest hen mod slutninger, hvor klimaks ligesom var nået, og der ikke rigtigt kunne bygges mere på.
Bethmoora gik til værks med en mere klassisk doomtilgang. Desværre druknede forsangerens vokal hele tiden i mixet, så det var meget svært at danne sig et indtryk af bandet som helhed. Men ellers, var det udmærket, uden de helt store armbevægelser.
Drukner var på som sidste band med deres fortolkning af “Machine Gun”, og gjorde brug af to vokalister, der på smuk vis komplementerede hinanden, og bare passede vildt godt til nummeret. Jeg var også meget begejstret for, at de som det eneste band, havde valgt både at bruge trommesæt og trommemaskine på samme tid.
Omtrent halvvejs gennem nummeret, skiftede det tydeligt karakter, og blev udelukkende instrumentalt. Den ene sanger gik ud, og ind kom yderligere 2 guitarister. Ikke nok med det, keyboardspilleren fik også taget en guitar på, og så endte vi med at have fem guitarister på scenen, som alle spillede et ondt doom riff, mens trommeslageren baskede sine trommer, som om de skyldte ham penge. Seriøst, det ene crash lignede mere en margretheskål, da han var færdig.
Min eneste anke er, at jeg måske godt kunne have tænkt mig de lavede lidt mere med de fem guitarer, end at spille de samme riff i over fem minutter, da jeg også kunne forestille mig, at der var en masse andre spændende ting, man kunne have gjort. Når man endeligt går all in, så skal man fandeme også gå all in. Keyboardspilleren prøvede godt nok at lave noget noisefræs ind over riffet, men det gir’ jo lidt sig selv, at det var fuldkommen umuligt at høre.
Da der mere eller mindre skulle skiftes helt ud mellem hvert nummer, var der nogle ret lange pauser. Numrene var dog også vildt lange, så det gjorde dog ikke så meget, da de også var gode til at holde gang i atmosfæren med synth, så der var ikke det helt store tab af momentum. Alt i alt et spændende projekt, som blev formidlet godt.
Så gik turen over i Store Vega for at høre Frail Body, hvilket var en personlig anbefaling, fra en som mente det var noget fra mig. Lad os se hvad de havde at byde på!
Frail Body – Screamo’s svar på Phish
Jeg havde fået Frail Body solgt som post-hardcore, hvilket jeg på trods af genrens vage definition, nok ikke lige var det jeg ville kalde det. Det vi fik var mere faser af screamo og experimenterende melodisk black metal. En ting, der i hvert fald var helt sikkert, var, at trioen havde et fænomenalt samspil, og udviste stor spilleglæde. Men måske var de på en måde lidt for gode, da der til tider godt kunne komme sådan lidt jam-bandstemning over det. Selvom jeg prøvede at abstrahere fra det, efter de havde spillet de første fire numre, begyndte det at irritere mig vildt meget, at de insisterede på at tune deres instrumenter efter hvert fucking nummer. Det blev bare sådan en cyklus med, at guitaristen satte et loop på imens trommeslageren jammede lidt, og de andre tunede. Jo jo, det nytter jo ikke noget, at man spiller ude af stemning, men det kan umuligt være nødvendigt at bruge en tredjedel af settet på det. Så må man investere i en ekstra bas og guitar. Sorry, not sorry.
Jeg var faktisk ret begejstret for deres vanvidsscreamo-stykker, hvor de også fik inkorporeret en masse fede elementer fra metallen, bl.a blastbeats og Lombardosk dobbeltpedal. Til gengæld var de mere melodiske stykker, der hvor filmen knækkede for mig. Udover, at jeg føler der var en klar overvægt af de stykker, så var det også der min jamband-kritik kunne mærkes mest. Det var som om, de ville for meget forskelligt, og havde svært ved at holde en retning. De kunne helt enkelt ikke bevare momentum. Det var jo ikke dårligt, det manglede bare retning. Deres talent kunne man på ingen måder tage fra dem, for dygtige var de. Trommeslageren gav i hvert fald en seriøs masterclass i improvisation og teknik.
Som man kunne se i Selvtæg’s foromtale om A Colossal Weekend, og sågar på min årsliste, lagde jeg ikke skjul på at Kylesa var en af de koncerter, jeg har glædet mig allermest til i år. Så derfor kunne man selvfølgeligt finde mig helt oppe foran, da de gæstede Store Vega.
Kylesa – Genforeningens glæde
Sidste år kom nyheden om at Kylesa efter næsten ti års vinterhi ville blive gendannet, og at de eksklusivt ville komme forbi A Colossal Weekend som en del af deres korte EU-tour på kun syv datoer. Fredagens koncert var desuden kun deres tredje show siden gendannelsen, så det vækker jo selvfølgelig også spørgsmålet om, hvordan de så ville klare sig efter ti år væk fra en scene? Man kunne i hvert fald godt mærke, at det var lang tid siden, de havde spillet live og at de ikke var så rutinerede. Heldigvis var det ikke i en grad, som ikke kunne tilgives.
Der var diverse småproblemer med gearet, bl.a. tabte den ene guitarist, Phillip Cope, sin guitar (hvilket er grunden til, at man altid skal købe straplocks). Det så også ud som om, at han et kort øjeblik glemte et riff, som han lige skulle sunde sig over.
Det var også ekstremt påfaldende, hvor meget man lagde mærke til når den ene guitar manglede. Deres musik hviler på riffage og guitarlir, med mange indviklede dele, der går tabt når det hele ikke spiller. Det er lidt ligesom at miste fokus og ikke kunne se hele billedet, når man lukker det ene øje Til gengæld kunne man sige, at de lykkedes med at åbne et tredje øje, da det kun tog dem et øjeblik at tryllebinde folk igen, når de fungerede, da det var ganske magisk.
Det hjalp også at hver gang guitaristerne havde problemer, var bassisten, og særligt trommeslageren gode til at holde et tight ship. Det virkede heller ikke på publikum, som om det gjorde det helt store, da de blev smittet af de tunge grooves, og rockede frem og tilbage som besatte. Det lykkedes dem sågar at få startet en betydeligt moshpit under deres næstsidste sang “Running Red”, hvilket er første gang jeg oplevede det i løbet af festivalen.
Hvis man er lidt nørdet, ved man, at trommeslageren Roy Mayorga, og bassisten John John Jesse begge var med i det betydningsfulde crustpunkband Nausea. Det var nok også derfor de spillede Nausea-nummeret “Clutches” som de fik lavet en rigtig fin fortolkning af. Stjernen af showet var helt ubestridt frontperson Laura Pleasants, som virkelig bare skinnede igennem. Superoverbevisende showmanship og bare fucking generelt hårdkogt ufortyndet badassness.
Desværre var det min oplevelse, at der var et par mænd, som nok havde fået en fadøl for meget under vesten, der lige ville skyde deres skud med et par sløje catcalls. Det var heldigvis kun et par enkeltstående tilfælde, og ikke noget, jeg ellers har oplevet på festivalen – tværtimod. På trods af et par små fodfejl, så levede koncerten op til mine ellers ret høje forventninger, og jeg misunder dem, som så dem på 1000Fryd.
Efterfølgende var det lidt var svært, hvad man skulle vælge, da Alkymist også trak i mig. Men valget endte med at falde på Vulvatorious, da jeg tænkte, at Basement ville danne de perfekte rammer for deres show. So down we go.
Vulvatorious – Til kælderrave med Københavns fineste.
Faktisk ville jeg mene at Vulvatorious skal opleves live. Ikke fordi debutpladen ikke er god, men på en scene er de helt fantastiske. Idiot som jeg er, bliver jeg fanget i køen ude foran, på grund af Basements lave kapacitet. Efter tyve minutters venten kommer jeg til sidst ind, og sikke en entre, da jeg bliver mødt af Ditte Krøyer, som står og synger blot en meter foran mig, lige da jeg åbner døren. Basement er, som navnet antyder, en industriel kælder, hvor entreen er en ca to og en halv meter høj metaltrappe, med en lille platform, hvori hun så var kravlet op.
Efter den varme velkomst var det ikke svært at komme i samme stemning som resten af publikummet. Vulvatorious var nemlig i fuld kontrol, og det virkede ikke som om, at folk var ved at miste pusten. Jeg nåede kun at høre fem numre, og det er selvfølgelig for lidt, men der var ingen tvivl om, at de 20 minutter i køen var det værd. Det bekræftede også min tese om, at Basement var det perfekte venue til Vulvatorious’ galskab. De rå industrielle diy-rave-vibes, samt den meget brede og lave scene, gav bandet masser plads at boltre sig på.
Ligeså blev der heller ikke lagt fingre imellem, når det gjaldt de politiske budskaber:
“We usually like to dedicate this song to Elon Musk, Putin….. It’s called FUCK YOU INCEL!”
Ditte Krøyer
Folk der siger, at politik og musik ikke hører sammen, er idioter, og de skal lukke røven. Men jeg har dog også oplevet, at nogle bands godt kan trække det lidt for langt, hvor man bare tænker: “Du har snakket i 30 minutter, spil nu noget fucking musik!”
Så er det altså rart nogle gange bare at få det kort og kontant. Det er også rigtigt godt for publikumsinteraktionen, da det jo lægger op til, at man skal råbe “FUCK YOU INCEL!” med to fingre i vejret.
En fest var det i hvert fald, og ligesom resten af weekenden, en inkluderende fest hvor alle kunne have det sjovt…. Pånær Elon Musk og Putin.
