Rampelys: In Inkra

Skrevet af:

Kunstner(e):

Fotografi/illustration:
Bjørn Refstrup Køhrsen
Genrer:

Der er altid godt gang i Selvtægts mailboks. Mange har efterhånden sendt deres sager ind til os, og det sætter vi stor pris på. Et sådan band er In Inkra, der bad os tage et lyt til deres single ‘Softly Shaking’ der kommer forud for en debut-EP lige om lidt. Den kunne vi rigtig godt lide, så vi synes, at flere skal have kendskab til det koldingensiske band.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Hvem er med i bandet?
Christian Bihl, William Kruse, Jarl Holmboe, Gustav Konradsen og Jonatan Ahle 

Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken?
Vi mødtes i løbet af gymnasietiden. Post-gymnasiet tog Christian, Jonatan og William på en tre måneders sabbat af druk og røg til Sydøstasien. Til sidst skulle der ske noget, og vi skrev en håndfuld sange i forskellige øvelokaler og studier rundt i Thailand. 
Få dage efter hjemkomst opstod en mulighed for at spille på hedengangne Pitstop i Kolding. Vi allierede os med Jarl og Gustav og optrådte under navnet Tribunal. Tribunal blev udskiftet med In Inkra.

Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab? 
Selvom det kan lyde overfladisk, eksisterer bandet nok primært i kraft af vores indbyrdes venskab. Efter vi havde spillet første gang, virkede det bare naturligt, at vi fortsatte med at spille sammen. Det er for sjovt til at lade være.
Lyrisk kredser sangene primært om temaer som venskab, kærlighed og indre konflikt. Vi har stadig til gode at opfinde den dybe tallerken med vores tekster, men det er ærligt og sårbart, og det kan vi selv godt lide.

Hvorfor spiller I den type musik, I gør? 
Vi kan godt lide en lyd, der er dynamisk, vild og med gennemslagskraft. Det skal mærkes, føles og sætte sig hos lytteren. Om det lykkedes er svært at vide. Hvis man bryder sig om vores lydunivers, håber vi at kunne efterlade et indtryk.

Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis. 
Hvert bandmedlem har sine egne musikalske forbilleder og interesser, og vi tror selv på at vores musik er kulminationen på denne inspirationsdiversitet. Men lugten i køkkenet stammer nok fra postpunk, hardcore og musik med energi og store følelser. Ellers kan ét band nævnes: Animaux Animé!

Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet? 
I begyndelsen var vi så priviligerede at blive skubbet frem af den koldingensiske ildsjæl Anton Thomsen, der fik solgt Røde Himmel i Odense på os. Vi har spillet til alt, der ville have os, og spurgt dem der ikke ville en ekstra gang.
Vi har kontaktet alt, der har øre og platform rundt i Danmark. Vi har skrevet til radioer, festivaler og spillesteder og gør det stadig.
Vi forsøger os også efter bedste evne på Instagram.

Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
I starten prøvede vi at skrive sange, vi bare selv synes var fede. Efter fremførsel fik vi god respons, hvilket var et kæmpe skulderklap. 
Alt godt kommer til den, der har styr på det praktiske. Der er mails, som skal skrives, praktiske informationer der skal videresendes til spillesteder og ansøgninger til festivaler. 
Et nej er ikke et nederlag. Vi tror på, at man bare skal blive ved. Vi bliver også ved med at skrive den musik, vi selv synes er for fed. En dag kommer der måske mere ud af det. 
Det er for os vigtigt at være imødekommende og engageret over for alle man møder. Det er også altid smart at sige farvel og tak til arrangørerne. De har jo troet på os!
Oplevelserne, man får af at være ude at spille, vejer op for alt det praktiske, man skal hjem at gøre efter. 

Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten? 
Det ville være superfedt at spille så mange koncerter som muligt. Vores musik ånder live, og det gør vi også. Vi ser frem til at kunne udgive et album en dag i fremtiden.

Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vores debut-EP udkommer i slutningen af juni. Det glæder vi os til. Vi synes, at den er blevet ret god. Man kan lytte til den… eller lade være.

Click here to display content from Spotify.
Learn more in Spotify’s privacy policy.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421