Hvis du længes efter musik, der skærer hjertet og sætter tankerne i gang, skal du ikke vente længe for at få dét serveret. Fredløs er et nyt black metalsoloprojekt af Amira Hernan (som du måske kender fra nu opløste Solbrud), der er med til at give lys til scenen, når verden ellers kan føles ubehagelig og fremmedgørende.
Hvem er med i bandet?
Projektet er nok mest af alt et soloprojekt, men mit ønske med projektet var, at det skulle være en platform, hvorfra jeg kan kollaborere med andre musikere, jeg holder af og beundrer. På de sange, der er indspillet til den første udgivelse, har Jonas Bangstrup (Offernat) spillet trommer, og Mimosa Baker (Den Der Hale) har bidraget med sang, et digt og kreativ sparring. Til en af sangene indspillede vi kor med Jeppe Fugleberg (Swartzheim) og Daniel Egegaard i Daniels’ lejlighed, og Mathilde Helding, Kirsten Buus Szakacs og Selma Trammitzke Milling har spillet strygere på alle sangene.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken?
Uhh, det er vist en længere historie!
Men jeg havde gået og arbejdet lidt på projektet, mens jeg stadig spillede i Solbrud, og efter vi opløste bandet, så dedikerede jeg alt min energi til at færdiggøre det album, der kommer ud senere i år. De sange, der endte med at manifestere sig, er affødt af en periode, der var dybt mærket af sorg, og jeg havde brug for et sted at bearbejde de tab, jeg oplevede over en relativt kort periode. Det endte hovedsageligt med at blive igennem det her projekt.
Døden sætter livet i et uhyre skarpt og uigenkaldeligt perspektiv, så den tid, hvor de her sange blev skrevet, var på mange måder en komplet omvæltning af min eksistens, og det har jeg mere eller mindre bevidst og ubevidst dokumenteret gennem det her værk. Mest af alt er det sange og digte til nogle mennesker, der har formet mig på måder, de aldrig nåede at se eller få tilstrækkeligt tak for.
Hvad er den grundlæggende idé i bandet? Har I et budskab?
Ideen var som sagt at have et frirum til at eksperimentere og samarbejde med andre, der kan se sig selv i det univers, jeg har forsøgt at skabe. Jeg bryder mig ikke om at gentage mig for meget, og jeg bliver utroligt rastløs, når jeg føler mig sat i bås, så der er helt klart også en intention om at lege med det overordnede format af et projekt, der falder inden for, hvad man nok godt kan beskrive som ekstrem musik. Der er så meget derude, der er ekstremt væmmeligt, voldsomt og konfrontativt. Det er ikke ment som en kritik, der er rigtig meget af det musik, som jeg holder virkelig meget af, og jeg vil nok altid være en dumb-guy-riff-kind-of-girl. Men jeg synes, det er mere spændende for mig selv at prøve at nå ind til noget, der er ekstremt sårbart og ekstremt blidt eller ekstremt ærligt og ekstremt blottet. Hvis ting bliver for homogene, mister de hurtigt deres appel og nerve, og det kan man vist roligt sige, at metalscenen er over en bred kam! Så hvis jeg også kan være med til at skabe noget musik med andre, der heller ikke er cis-heteromænd med overvejende vestlig baggrund (no shade til alle vores cishet homies og allies derude), så er det bestemt heller ikke, fordi det ikke også står øverst på min agenda.
Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Fordi jeg tror på, at det er vigtigt. Det er vigtigt at skabe kunst, der skærer ind til nerven af, hvad det vil sige at være et menneske i en verden, der afskyr og fremmedgør det menneskelige. Det er vigtigt at bruge sin stemme og sin platform eller sit privilegium, hvor store eller små de end må være, til at tale for og til dem, der ikke føler sig set og hørt. Jeg tror også på, at det er vigtigt, at vi er synlige for hinanden. At vi deler vores smerte og frustration med hinanden på en måde, der kan afhjælpe lidt af den ensomhed og angst, vi alle bliver ramt af, når verden er kold og fjendtlig. Der er andre, der har gjort det før mig og bedre end mig. Det har uden nogen skygge af tvivl reddet mig flere gange, end jeg kan tælle. Så det arbejde vil jeg bare gerne være med til at bidrage til, i den grad jeg nu kan formå.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Listen er lang og kan nok virke ret vilkårlig! Men de første bands, jeg kommer i tanke om, er Under Byen, Blonde Redhead, Songs Ohia og Mew. Det er kunstnere, der i sandhed har formået at finde ind til noget, der er så slående og stærkt i sin umiddelbare skrøbelighed med kataloger, jeg har skamlyttet til i årtier efterhånden. Af bands, der også spiller noget i hvert fald metal-adjacent musik, så har alle projekter, Alex Bradshaw har været involveret i, skabt noget musik, som jeg synes er enormt smukt og inspirerende (Light Bearer, Morrow, Archivist, Anopheli, Fall of Efrafa for at nævne nogle af dem). Og uden tvivl også bands som Habak, Lagrimas og Demersal. Mit musikalske virke er nok mest af alt formet af en forkærlighed for crust, skramz, eksperimenterende indie-rock og pop.
Hvad gør I og har I gjort for at blive spottet?
Jeg har været så heldig at have haft muligheden for at spille med nogle enormt dygtige og anerkendte bands herhjemme, så jeg vil ikke underkende, at det har været med til at give det her projekt noget opmærksomhed, inden det overhovedet er nået ud til nogen form for publikum, og det er jeg meget taknemmelig for.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Hvis du laver kunst, der er ærlig for dig, så kan du ikke rigtig gå galt i byen. Det kan godt være det eneste publikum, du finder, er dine egne venner eller dine kreative samarbejdspartnere, men hvis du ikke laver musik, der helt ind til kernen af dit væsen betyder noget for dig og repræsenterer din færden gennem livet, så er det ærligt talt ret ligegyldigt, uagtet af hvor meget pris det kan inddrive.
Derudover så er the golden rule simpel, men vigtig: ”Don’t be a dick”. Tal ordentligt til folk, behandl alle med respekt, om det er frivillige på spillesteder, teknikere, bookere, gæster eller andre musikere. Vi prøver alle sammen at stable noget godt på benene, for hinanden og de scener, vi er en del af.
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Jeg har aldrig turneret uden for Europa, så det ville være virkelig spændende! Et support-slot for Ethel Cain ville helt klart være DRØMMEN.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Debutpladen kommer ud i sensommeren i år.
Hvis man vil se det live inden da, så spiller vi debutkoncert til Blackwork Convention den 25. april, hvor jeg har den udsøgte fornøjelse af at spille med Anders og Jonas fra Offernat, Diba fra Hudsult og min elskede fætter Daniel Egegaard, som jeg har savnet at dele scene med i et par år efterhånden. Festivalen er helt klart værd at tage til under alle omstændigheder, hvis man er i København den weekend. Og så er det endda gratis! What’s not to love, altså.
