Her på redaktionen er vi måske ikke størst, men vi stræber efter at være først, især når det gælder upcomming bands. Denne gang skal vi en tur til Slagelse for at stifte bekendtskab med Digestor, der har udgivet deres første demo ‘Vile Deeds Of Cannibalism’ på året første sommerdag. Genren er dugfrisk kannibalfikseret death/goregrind med tråde til de gamle helte. Hvis det vækker din interesse, så har det unge band allerede svaret på de spørgsmål, du måske sad med. God fornøjelse!
Hvem er med i bandet?
Lewis Dager på vokal, Kacper Gierak og Vitus Magnussen på guitar, Seb Pedersen på trommer, og Daniel Bror Ditlevsen på bas som stand-in medlem.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken? Lewis og Kacper lærte hinanden at kende i 1. g på Slagelse Gymnasium. Dengang var Kacper kun til thrash metal, så i en stor del af deres tidlige venskab prøvede Lewis at give ham noget mere brutalt at lytte til, indtil han fik god smag. I samme periode havde Lewis lige lært at growle, så lidt småfulde til en halloweenfest i Roskilde, besluttede vi os for at starte et death-thrash band. Vi fik fat i nogle af Lewis’ venner, men det blev aldrig til mere, før vi fandt Vitus og Seb i 2024. Vitus mødte vi igennem et Facebook-post han havde lavet og Seb igennem Lewis’ daværende kæreste. Vi begyndte at jamme og spille sammen i en gammel lade, men vi skiftede ret hurtigt fra death-thrash, davi hellere ville spille noget som var tungere. Vi blev alle besatte af den gamle amerikanske deathgrind scene, og bands som Impetigo, Exhumed og Hemdale, blev til guder vi alle tilbedte. En nat i august i e moshpit under Incantation, landede der en albue i Kacpers øjenbryn. Det var Daniels albue, og det var sådan vi mødte ham.
Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab? Altså det grundlæggende lyriske tema som løber igennem største delene af vores sange er kannibalisme, men Lewis skrev nogle tekster som en protest imod kapitalisme og kødindustrien, samt nogle inspireret af en film, især alle de gode gamle grindhouse splatter-film. På nummeret ‘Troglodyte’ har vi sågar brugt et sample fra filmen Bone Tomahawk. Vi er alle venstreorienterede, men det kommer ikke så meget til udtryk i vores musik, hvilket vi egentlig har det fint med.
Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Som sagt startede det med de gamle death/gore-grind bands som virkeligt tog fat i os ved kraven og ikke ville give slip. Den energi, den eksplosion af lyd, det vækker noget dyrisk.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Vi f.eks. har taget vores navn fra det pseudonym forsangeren af Ghoul bruger. Det typiske svar ville være Impaled, Exhumed, Impetigo, Hemdale, men vi synes nu også at vores lyd er meget danskpræget. Bands som Septage, Sequestrum og Undergang giver virkelig en masse mod til små danske bands som os.
Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Vi mener bare det handler om at være involveret i scenen, at gå til shows, at være en ægte fan af den lokale scene. Det giver en masse muligheder, som man ikke ville have, hvis man bare blev derhjemme.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre? Vær ægte overfor dig selv, vær ægte overfor din smag, og aldrig gå på kompromis med det. Et mere konkret råd: lær først og fremmest at spille sammen. Der er sindssygt mange talentfulde unge musikere, som har svært ved at passe ind i et band. Det handler om at lære hinanden at kende som musikere, men også i lige så høj grad om at finde ud af, hvad ens rolle er i forhold til bandets dynamik, f.eks. sangskrivningsprocessen, eller hele business-aspektet.
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Vi vil gerne ud og spille noget grind! Udover det vil vi alle enormt gerne få chancen for at spille sammen med de old school-bands som har inspireret os.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Som sagt vil vi gerne ud og spille en masse. Måske prøve at lave nogle splits med andre danske grind- og death metal-bands.