-Vi er måske nogle stykker, som identificerer os mere med udsagnet “jeg har haft det mærkeligt hele mit liv” end godt er. Og måske derfor fængede det så meget, da vi hørte ASTA blæse den hemmelighed ud over det hele. Der er ingen tvivl om, at den her trio har noget at byde på, hvilket vi blev forvissede om for et par uger siden i PEECH. Så vi tog naturligvis fat i bandet, så vi kunne lære dem bedre at kende.
Hvem er med i bandet?
Bandet er Asta, Lasse og Mikkel. Asta på vokal, bas og tekst, Mikkel på trommer og Lasse på guitar. Vi driver bandet i fællesskab, selvom det er meget bygget op omkring Astas tekstunivers.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken?
Vi går egentlig way back på forskellige måder. Bandet har eksisteret i omkring 2 år nu og vi er dannet og har base i København.
Asta og Mikkel kender hinanden fra andre projekter, hvor de har spillet sammen i årevis. Den første konstellation af ASTA havde også Jeppe (Pære Banal) med på guitar, som ud over at bo sammen med Mikkel også spillede i et andet projekt med både Asta og Mikkel.
Lasse kom egentlig med som ekstra guitarist, men på det tidspunkt fik Jeppe for travlt med andre bands og så overtog Lasse permanent, uden de nåede at være der begge to. Haha, det var ret hånd i handske når vi ser tilbage på det.
Lasse og Mikkel mødte hinanden på et eksperimenterende avantgarde-musik-stævne, der hedder Impro Camp, hvor de begge er kommet i seks-syv år. Den originale bassist, Isabella, var kæreste med Mikkels nabo, men var også en del af en fælles vennegruppe med Asta. Både Mikkel og Isa kom for sent til bandets første øver, fordi de sad og snakkede i Mikkels køkken, uden at vide at de skulle spille i samme band.
Musikken opstod vildt intuitivt, især den første pulje sange. Asta tog initiativ og bragte tekster, måske guitar idéer, eller akkorder. Så var det meget den gamle stil.. Pil det hele fra hinanden i et øvelokale for så at spille os frem til det. Vi havde ikke rigtig aftalt noget på forhånd eller talt om hvordan det skulle lyde. Det skete bare sådan lidt… Naturligt.
Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab?
At have det fucking underligt og få output for en masse frustration. Tror egentlig det er meget personligt for hver af os, hvorfor vi føler vi passer ind i det udtryk bandet har. Der er jo sindsygt meget at have det fucked over, og at være frustreret over, eller ting der gør os usikre. Vi har talt meget om hvor katarsisk det egentlig er for os at spille som vi gør. Alene bare for Asta, som aldrig har været frontperson før. Det med at stille sig op foran andre mennesker og bruge sin stemme på den måde, og overgive sig til, at det godt må være grimt, så længe det føles rigtigt. Det kan i sig selv være ret katarsisk. Det håber vi ligesom, vi kan tage med os, og måske give folk der hører os lov til at gøre det samme. At være sårbar er jo ikke kun sådan en skælvende blød oplevelse. Det er jo fucking rough og skræmmende. Og det er okay. Sådan, kram kaktussen-agtigt. Og at forløse det gennem høj musik og at samles og være kreative, det er jo en sund måde at håndtere det på.
Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Igen den her forløsende og afreagerende effekt musikken har på os og også publikum, er en vigtig grund til, at vi spiller den musik vi gør. Egentligt er det jo fordi vi synes det er fucking fedt at spille på den måde, samtidig med at vi famler os igennem det. Der er noget i at bygge et univers op omkring Astas tekster, som på en måde er enormt private, og så blande det med den her vildt høje, støjende musik. Et buldrende følelsesliv er jo ikke kun for de vildt udadvendte personer. Vi er egentlig, på nogle punkter, nogle ret indadvendte mennesker, men i bandet giver vi ligesom os selv lov til at virkeligt være udadreagerende. I hvert fald i musikken. Måske kan vi med tiden lære at gøre det samme lidt mere resten af døgnet <3 Vi har en ven, som har mantraet “start et punkband”, så det var egentlig hvad vi gjorde, selvom vi egentligt ikke synes vi er et straight-up punkband. Så vi kalder det mest bare for Havfruepunk, det er nok sin egen ting, til at vi kan se os selv i det.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Vi holder alle tre meget af at lytte til forskellige afarter af punk og rock, der har været med til at skabe vores lyd. Selvom vi egentlig først har italesat det bagefter – hvad vi hver især har haft i baghovedet, når vi spiller og skriver musik. Vi dyrker egentligt nogle vildt forskellige ting og kommer nogle ret forskellige steder fra musikalsk. Asta er vildt tekstorienteret, hvilket bringer hende mange steder hen, ikke kun rock og punk. Mikkel og Lasse kommer fra avantgarde, noise og fri impro. Så hvis vi virkeligt skulle kortlægge det, så ville det være en meget mixet suppe.
Nogle af de bands som er blevet nævnt tidligt i processen er Gorilla Angreb, Deerhoof, Black Midi, PJ Harvey. Men meget af det er også eftertanker. Vi talte faktisk næsten slet ikke om det, da vi skrev det meste af musikken i starten. Det er mest kommet efter, især i mix-processen.
Generelt er vi også bare inspirerede af mange af de tendenser der handler om at snakke højt. At råbe op. At bruge sin stemme. Der sker jo sindssygt mange fucked ting i verden, og der er så mange mennesker, som er ekstremt modige og målrettede i deres modstand. Det er jo sindssygt inspirerende. Vores stemmer er meget små i forhold til mange rigtige aktivister, der kæmper hver dag, men det inspirerer os da til at bruge den alligevel. I hvert fald gøre et forsøg.
Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Vi er ekstremt heldige at vi befinder os i smørklatten af et vildt pulserende og spændende miljø omkring Movement Shaped Like A Heart. Det er igennem dem, vi udgiver vores musik, laver vores live-sessions og spiller en del koncerter.
Der er et miljø, der støtter os og giver os muligheder. Og vi er en masse bands, der ligesom kan forsøge at skubbe til hinanden og hjælpe hvor vi kan. Både med at turnere sammen, vidensdele og generelt bare pumpe hinandens selvtillid lidt op. At indspille og filme, klippe og producere og tusind andre ting, som vi får en masse hjælp til.
Men som band i sig selv, så bruger vi meget tid på at være opsøgende. Ikke så meget med den tankegang, at vi skal have lov til at komme indenfor i varmen, men at vi prøver at være opfindsomme omkring hvor og hvordan vi kan få ting til at ske selv og i samarbejde med ligesindede.
Vi har lavet en række live-sessions som bliver udgivet her i foråret i forbindelse med udgivelsen af vores debut EP. Begge på Nørrebro, på Harbobar og i sexlegetøjsbutikken PEECH. Det har været en måde at vise os frem og invitere mennesker ind. De har været gratis og bare handlet om at skabe rowdy koncerter i lokaler, som egentligt ikke er særligt godt egnet til det, hvilket bare gør det sygt intenst og spændende, og på den måde perfekt. Dogmet var at arbejde med alternative steder, som vi kunne spejle os i. Noget som både havde rammerne for at kunne skabe noget fedt og intenst, men som også sagde noget om os, på den ene eller den anden måde.
Og da vi har gjort det i samarbejde med en flok vildt gode mennesker i Movement Shaped Like A Heart, Harbobar og PEECH, så har det bragt vildt meget positiv energi med sig. Det er der kommet flere gode ting ud af, bl.a. er der en del mennesker der har set os spille nu, som måske ikke lige umiddelbart havde brugt kr. 100 på en billet til en koncert, og som så har haft optur over det. Der er også dumpet forskellige muligheder og tilbud ned i hatten på os. Så det har skabt lidt ringe i vandet. Meget af det var jo ikke en del af den specifikke intention, men det har været en velkommen efter-effekt.
Men der er også bare sket ting som har været lidt uden for vores kontrol. Vi har udgivet 2 singler: ‘Hvornår tror du du får en kæreste Asta spørger du’ og ‘Jeg har haft det mærkeligt hele mit liv’, som virkelig har fundet vej nogle sjove steder hen, og folk har rakt ud på alle mulige forskellige måder. Så det har sgu været ret syret og sindssygt fedt. Vi er også blevet nævnt i et par medier og spillet i radioen, uden at vi selv havde taget kontakt.. Det er jo bare ekstremt heldigt på en måde, men samtidigt så gør vi jo også vores for, at der er noget folk kan hægte sig fast på. Der er nogle af tingene som vi havde regnet med ville være langt mere en kamp, men som lykkes uden en større indsats. Men så er der andet, som har vist sig at være sygt meget mere udfordrende, end vi måske egentlig havde regnet med.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Det er sgu svært sådan at sige. Arbejde som sindssyge, men kend din grænse. Husk at holde fri. Vær organiserede. Plej jeres interne relationer og venskaber. Respekter hinandens holdninger og grænser. Hvis man ikke får hjælp af det etablerede, så prøv at starte ting selv. Husk at ha’ det sjovt. Ræk ud og brug dit netværk. Husk, at bare fordi man er ung, så betyder det ikke, at man ikke ved hvad man laver. Find ud af hvad folks superkræfter i bandet er. Og hvad deres faldgruber er, og så rum dem. Fordel ansvaret. Vær kompromisløs, men forstå hvornår noget bliver uproduktivt. Momentum er alt.
Altså for os er der også noget i ikke at dyrke den der lidt underlige mande-macho rockband vibe, som vi nogle gange møder andre steder i rockbandsfæren. Det er i hvert fald ikke noget vi identificerer os med. Der er andre mere produktive og langt federe måder at være band på.
Fokusér på at gøre det på en bæredygtig og holdbar måde, energimæssigt/følelsesmæssigt/tidsmæssigt/relationelt osv.
Og så er det jo bare 200 km i timen. Når man kan. Og så nogle gange 0 km i timen
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Sindssygt mange ting egentligt. Vi vil gerne connecte med flere mennesker. Vi vil gerne lave et nyt album. Vi vil gerne skubbe til hvad vi kan skabe sammen kreativt. Vi vil gerne spille flere koncerter både i Danmark og i udlandet. Vi er jo et dansksproget band… Men hvis musikken er god nok, så tror vi godt energien kan oversættes. Vi vil gerne lave musikvideoer og udvikle vores visuelle udtryk og univers.
Vi vil gerne ud på festivalerne og spille. Både de små og de store. Men selvfølgelig drømmer vi om Roskilde og Copenhell på et tidspunkt.
Måske få en booker…
Det er i hvert fald drømmelisten.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi udgiver vores debut EP ‘Jeg har haft det mærkeligt hele mit liv’ nu på fredag d.27. marts via Movement Shaped Like A Heart. Vi spiller en release-turné sammen med vores venner i Velvy og You Thant, hvor vi spiller i Århus (d.27/03), København (d.16/04), Stockholm (d.17/04) og Gøteborg (d.18/04). Vi udgiver livesessions fra Harbobar og PEECH i foråret.
Så er vi så småt i gang med at skrive mere musik og lægge planer om flere koncerter og flere projekter i sommer og efteråret 2026.
Men især så ser vi frem til at se hvad der kommer til at ske, når nu vores musik faktisk er ude i verden. Alt hvad der er sket i vores lille boble indtil videre er jo sket, uden at vi faktisk har haft særligt meget musik ude. Vi kunne mærke en forskel allerede da singlerne kom ud, og vi glæder os bare til at få EP’en ud i sin helhed. Det bliver sygt spændende.
Og så skal vi spille på en technoklub i Stockholm. Det tror vi bliver fucking sjovt.
