For cirka 20 år siden dumpede en cd ind ad min brevsprække. Cd’en kom hjem til for-Gug med nogle dages forsinkelse, men cd’en ændrede mit liv. Cd’en, som senere er blevet udskiftet med en LP, hed ‘Potemkin City Limits’ med et band, der hedder Propagandhi. Pladen er min yndlingsplade.
Min musiksmag varierer meget og afhænger af humør, årstid og verdens vanvid. Alt fra punk til hardcore til post-metal over folk og ambient til ekstremmetal til alternativ rock til John Mogensen til moderne skæv popmusik kunne på en hvilken som helst dag være mit livs soundtrack. Jeg har en tendens til at huske og måle mit liv i musik, og der er en stor del nostalgi knyttet til musik for mig. Som da jeg var teenager og drak øl hos en ven, og sangen ’Back to the Motor League’ med den legendariske åbningslinje “I like to party fucking hard, I like my rock’n’roll the same” pludselig bragede ud gennem anlægget. Bandet bag sangen hed Propagandhi. Sangen ændrede mit liv for evigt.
Sangen var taget fra pladen ’Today’s Empires, Tomorrow’s Ashes’. Jeg skyndte mig ud at købe cd’en. Den var umulig at få i lille Aalborg, så jeg måtte en tur på det nye internet for at bestille disken. ’Today’s Empires…’ var et fuldendt dropkick på alt, hvad jeg troede, punk kunne være. Fra det hjerteskærende åbningsnummer ’Mate Ka Moris Ukun Rasik An’ til det afsluttende nummer ’Purina Hall Of Fame’ satte denne plade tonen for en anden slags punk for mig. Jeg voksede op med Bad Religion, NOFX og lignende punk rock, men efter at have hørt ’Today’s Empires…’ havde mit musikalske landskab ændret sig. Især det afsluttende nummer ’Purina Hall of Fame’ ramte hårdt. Nummeret starter med en sagte lyd af dyr, der bliver mishandlet, og tordner derefter ind i åbningsriffet, der lyder som DRI eller Voivod på speed og videre ind i vers og omkvæd med riffs lige så hårde og hurtige som introen, dog fyldt med melodi, og brutalt ærlige og indvoldsvridende tekster drysset ovenpå. For derefter at skynde sig videre til den mere afdæmpede anden del af sangen, der kulminerer i den humanistiske tekst “Better lives have been lived in the margins, locked in the prisons and lost on the gallows; than have ever been enshrined in palaces”. Denne tekstbid er nok det tætteste, jeg nogensinde har været på at få en tatovering. Bedst som man tror, sangen er færdig, bliver vi forkælet med en opbygning, hvor en hviskende monolog leder os over i en eksplosiv guitarsolo, der afslutter pladen perfekt. For mig var der ingen vej tilbage. Dette var et unikt band, der lød som ingen andre. Sangen var en perfekt forsmag på det, der skulle komme: ’POTEMKIN CITY LIMITS’.
Fire år efter udgivelsen af ’Today’s Empires…’ ramte ’Potemkin City Limits’ gaden. To år efter krigen i Irak var startet, landede denne plade lige midt i en ideologisk kamp, hvor et “os mod dem”-dogme herskede overalt. Albummet blev udgivet, og så: ingenting skete. Pladen blev stort set ikke bemærket. Den burde have været det perfekte soundtrack for urolige sjæle i en særlig urolig tid. Den burde have ramt hårdt. Det gjorde den dog for mig.
I modsætning til mere populære albums fra denne tid, der forsøgte at kritisere krigene i Irak og Afghanistan og Bush-administrationen, såsom Green Days ’American Idiot’ og Neil Youngs ’Living with War’, gav ’Potemkin City Limits’ faktisk en vis form for trøst til den indignation, ængstelse og vrede, som mange af os følte. Det var sandsynligvis derfor, pladen ikke havde nogen indflydelse på det tidspunkt. De fleste mennesker var ikke klar til trøst, de havde bare brug for vrede. ’Potemkin City Limits’ lagde op til og kaldte på forandring. Forandring var på det tidspunkt uundgåelig. Denne plade var det perfekte soundtrack til denne forandring.
Selvom bagtæppet til de fleste sange på ’Potemkin City Limits’ foregår i en deprimerende fiktiv verden, får vi dog alligevel serveret håb, og retfærdigheden sker fyldest: I ’Iteration’ afsoner hovedpersonen “Donald” (kunne det være Donald Rumsfeld? Eller mere nutidigt – Donald Trump?) sin straf ved at fjerne hver eneste landmine, hans soldater har begravet i Irak: “So you will spend the rest of your days drenched in sweat, with your face drawn in a rictus of terror as you remove another buried landmine fuse” Og det ultimative håbefulde kvæd i albummets afsluttende linje: “Time and tide, no one can anticipate the inevitable waves of change”.
Musikalsk vendte pladen hele Propagandhis lyd på hovedet. Det er en blanding af alt det, der er godt i ekstremmusik: aggressiv punk rock, thrash metal, voldsom hardcore, ekstremmetal og alternativ rock, altid leveret med bandets hjerte og humanisme helt i front. Det resulterede i en eklektisk forening af den lyd, som bandet startede på ’Today’s Empires…’, og blev videreudviklet på ’Potemkin City Limits’. Bandet valgte at skære den sidste vage rest skatepunk-lyd fra deres storhedstid i 90’erne fra, og inkluderede endda langsommere og tungere sange, som ikke ville have været muligt på tidligere plader.
For første gang i Propagandhis historie er lyden og produktionen også mere end anstændig. Produktionen er tung, tyk og tight. Man kan faktisk adskille de forskellige instrumenter, og de mere lavmælte dele af albummet skinner smukt igennem, og de enkelte passager får tid til at ånde. Mixningen er fantastisk, og bandet får den lyd, de fortjener. I punk rock er ordet “moden” et skældsord, men i mangel af et bedre ord vil jeg bruge det ord. “Moden”. Lyden på denne plade er “moden”. Pladen som helhed har fået sin egen karakteristiske tone, som står skarpt og er særegen.
På alle parametre slår denne plade ’Today’s Empires…’, selvom det er en svær opgave i sig selv. Lyden er forbedret, bandet spiller bedre, teksterne er endnu skarpere, udvalget af genrer og stemninger er mere varieret, de to forsangere, Chris Hannah og Todd Kowalski, synger bedre og med endnu mere følelse, og selv outro-guitarsoloen på det afsluttende nummer på pladen er endda blevet perfektioneret.
Bandet har tydeligvis ikke haft nogen deadline, og pladen er tydeligvis ikke et produkt af en deadline, et pladeselskab ønskede at overholde. Denne plade er et kærlighedsprojekt, som har krævet tid. Bandet har haft brug for nye erfaringer, oplevelser og input efter forrige plade for at producere denne mængde nyt, ærligt og velgennemtænkt materiale. Ingen skulle være tilfredse med denne plade. Bortset fra bandet selv. Pladen er brutalt ærlig og hjertevarm som følge heraf.
Teksterne på dette album er i en liga for sig. De fleste af sangene står i kontrast til tidligere Propagandhi-tekster, da de er skrevet i en fiktiv verden, hvor ens fantasi bobler løs, mens sangene ruller afsted. Albumåbneren ’A Speculative Fiction’ foregår i en sørgeligt realistisk fiktiv verden. Sangen er mere relevant i dag end nogensinde og forudsagde på en måde den toldkrig mellem Canada og USA, som er igangværende i skrivende stund. Sangen ser på Nordamerika efter 11. september og forestiller sig en krig mellem Canada og USA. ”A new iron curtain drawn across the 49th parallel” åbner pladen og sætter tonen for, hvad der skal komme. Teksten udspiller sig i en forfærdelig fremtid, som på mange måder endte med at blive til virkelighed og referencen til Charlton Heston i slutningen af sangen er skræmmende. De utallige referencer, for eksempel den åbenlyse David og Goliat-allusion: ”While you may stand six full cubits and a span, we got a shepherd’s sling and five stones in our hand, and the battle of 1812 lives in our hearts.” fortæller på mange måde, 20 år efter, en vis form for sandhed. Teksten er inspirerende, motiverende og giver mig håb og mod på at ændre verden.
Albumafslutteren ’Iteration’ udspiller sig, som tidligere beskrevet, også i et fiktivt univers. Denne Donald-karakter er hovedpersonen, og sangen stiller et hypotetisk spørgsmål: hvad nu hvis alle krigsforbrydere blev dømt for deres forbrydelser? I dette tilfælde skulle Donald fjerne alle de landminer, der var begravet i Irak under hans kommando som amerikansk forsvarsminister.
Et par af sangene på pladen beskæftiger sig med ikke-fiktive temaer, selvom temaet stadig er krig rundt om i verden og den vestlige verdens udnyttelse af ”den tredje verden”. Det høres bedst i sang fire og fem sunget af bassist Todd Kowalski; ’Cut Into Earth’ og ’Bringer of Greater Things’. “When you think of all you’ve lost, weigh it with what you’ve gained in trade, we’ve given the greatest gift, this savior that will never rise: The bringer of greater things. Creator of brighter days” giver dig kolonialisme, når det er værst. De to sange flirter med alternativ rock og inkluderer endda et klaver i mixet. Propagandhi viser deres mangefacetterede indflydelser på disse to sange. Man kan høre noget Rush og Black Sabbath klemt ind mellem al aggressionen og hardcore-sensibiliteten.
De to sange leder perfekt videre til endnu en stor sang, den intense og buldrende ’America’s Army (Die Jugend Marschiert)’, der endnu engang finder sted i en verden, man ønskede var fiktiv. Hele sangen er et uddrag fra en tale holdt af Casey Wardynski, der taler til en forsamling, som består af forældre. Forældre som føler sig ført bag lyset af et computerspilsfirma, der indoktrinerer deres børn til at hylde det amerikanske forsvar gennem computerspillet. Helt vildt!
Sangen føles som en lang guitarclinic, hvor riffsene bliver slynget afsted til dit ansigt med så megen overbevisning, at man ikke kan andet end lade sig rive med. Som teksten udvikler sig i intensitet, så følger musikken med og understøtter teksten. Halvvejs gennem sangen får vi serveret en smule forløsning i form af et mere afdæmpet stykke, som står i fin kontrast til tekstopbygnineng op mod: ”Deep down you’ve always known that your children already belong to us, so why don’t you cut the outraged parent routine, shut your mouth and get back in your seat. Your children already belong to us.”
Den næste sang, ’Rock For Sustainable Capitalism’, er et angreb på alle, der støttede krigen mod terror, og punkerne, der forsøgte at være en slags alternativ og en opposition med “Rock Against Bush”-kampagnen. Alle får tæsk i sangen, og Propagandhi brænder alle broer til so-cal-punkbevægelsen. Sanger Chris Hannah beskyldte Rock Against Bush for ikke at være et reelt alternativ og for at fastholde kapitalismen, der i sidste ende vil få det nordamerikanske samfund til at implodere. En forudsigelse, som vi nu i 2025, kan se holdte stik.
Pladeselskabet, der udgav ’Potemkin City Limits’, Fat Wreck Chords og deres pladeselskabschef Fat Mike, som stod bag Rock Against Bush, får en ordentlig omgang verbale tæsk. Denne kritik kunne nemt have været pinlig, men den er præcis og intelligent. At Propagandhi også har valgt at smide et billede af Fat Mike, der giver hånd til John Kerry (demokratisk præsidentkandidat i 2004) lige midt i bookleten ved siden af teksten til denne sang, er jo brænde på bålet. Og et lille nod – hvis nogen var i tvivl om, hvem og hvad teksten handlede om. Modigt af både bandet og pladeselskabschefen at udgive denne plade og denne sang. Og endnu engang forudsagde Propagandhi fremtiden, da hele denne kampagne var nytteløs for alle undtagen Fat Mike, der endte med at katapultere sit pladeselskab og sit band frem på ryggen af Rock Against Bush-kampagnen.
Selvom teksterne er i højsædet for mig, fungerer musikken ikke som baggrund for teksterne, men den smelter sammen og løfter begge dele. ’America’s Army (Die Jugend Marschiert)’ og ’Rock For Sustainable Capitalism’ er perfekte eksempler på det. De forskellige musikalske passager i de to sange understøtter det lyriske indhold. De lyse toner står i kontrast til de triste tekster og løfter begge dele til et højere niveau. I sidstnævnte sang ræsonnerer teksten “And I’ll rock back and forth on this two-bit hobbyhorse ’til she splinters and gives way. I’ll tend the flowers by her grave. And whisper her name” altid hos mig. De linjer er noget, jeg altid kan vende tilbage til, hvis jeg har brug for en påmindelse om, hvorfor jeg bliver ved med at elske DIY-tilgangen og værdsætter ærligheden i musik og kunst. Garanterede kuldegysninger hver gang.
’Name and Address Withheld’ dvæler endnu engang ved emnet krig. Den tvinger dig til at tænke og reflektere. På udgivelsestidspunktet åbnede den mine øjne for et alternativt perspektiv på livet og politik. Det gør den stadig. Sangen har noget pop-punk over sig, men tekstens dybde er det, der virkelig adskiller den fra mængden af dårlig pop-punk, og slutresultatet føles langt fra en pop-punk-sang. Teksten inddrager litterære og historiske refererer til alt fra H. C. Andersen til Star Wars-trilogien og Darth Vaders stemme på CNN til Malcolm X. “…recall Arab kids, slaughtered, reduced to sand niggers and ragheads, and now I’m expected to mourn dead americans?” er en linje, der virkelig ramte mig, da pladen udkom. De efterfølgende backingvokaler og de mere poppede elementer, der opstår i den smukke tekstbud “But in every war only kings emerge unscathed” sætter trumfen for en fængslende afslutning på en fremragende sang.
Den næste sang, ’Superbowl Patriot XXXVI (Enter the Mendicant)’, er 30 sekunders hardcore, der lægger sig i forlængelse af temaet i ’Rock For Sustainable Capitalism’. Denne gang overfalder de eliten og etablerede musikere som Bono og Paul McCartney. Albummet slutter med den førnævnte ’Iteration’, som stadig står som en af de bedste sange, der nogensinde er skrevet. Punktum.
Hey, jeg nævnte ikke engang teksten på ’Fixed Frequencies’. For 20 år siden fremlagde Chris Hannah alt, hvad du behøvede at vide om bosættelserne og besættelsen i Gaza og de tusindvis af mennesker, der blev myrdet i israelsk kontrollerede angreb i Palæstina. Det var for 20 år siden! Teksterne holder stadig, og igen viser bandet dig, hvad der er rigtigt og forkert i verdens konflikter. De har i sinde at oplyse deres lyttere. Efter mere end fire minutters øjenåbnende foredrag fra bandet klinger sangen ud over det retoriske spørgsmål, som vi alle kender svaret på: “How did your desert bloom?”. Hvis bare folk havde taget faklen op efter at have lyttet til denne sang i 2005, så ville undertrykkelsen aldrig være kommet til det niveau, vi ser i dag.
Guitar-licksene på pladen stikker i alle retninger, og de opfindsomme riffs adskiller dette band fra ethvert andet band i genren. Den distinkte karakter af et band, der er vokset op med SNFU, thrash metal og NoMeansNo er tydelig. Det adskiller dem fra de fleste bands i denne genre, som har markant andre referencepunkter. Hele pladen er fuld af liv og løftes af et ekstremt velspillende band, der har tænkt alle små detaljer til ende. Bandet spiller thrashy, mørkt og komplekst, dog med en stærk melodisk kant. Hvert bandmedlem giver alt, hvad de har, som guitarsoloen i den afsluttende passage i ’America’s Army (Die Jugend Marschiert)’ på fornemste vis viser, og det korte riffageshow efter “fucking goof”-delen i ’Rock For Sustainable Capitalism’, der næsten når et crescendo.
’Impending Halfhead’ er trommeslager Jord Samoleskys sang. Trommespillet er uovertruffent, men det fjerner aldrig fokus fra helheden og budskabet i sangen. I den næste sang, ’Life At Disconnect’, sætter han farten lidt ned, ændrer trommemønstrene og får bækkenerne til at trække vejret, men det føles stadig som det samme band med den samme aggression. Lyrisk bevæger vi os i igen i grænselandet mellem krig, udnyttelse og den vestlige verdens dekadence. Denne gang leveret som alt-rock med heavyinspiration og 80’er-punkreferencer. Det er en sang, som tager lang tid at grave sig ned i og virkelig forstå nuancerne og sangens storhed, men når den trænger helt ind under huden, beviser den pladens helt store styrke og langtidsholdbarhed.
’Potemkin City Limits’ er uden sammenligning bandets mest progressive værk. Den fremstår smuk, positiv og sjælfuld, men alligevel mørk, hjerteskærende og hurtig, hvilket står i kontrast til noget af deres andet arbejde, hvor tempo og aggression er skruet op til 11.
Albummet er lige så kraftfuldt nu, som det var dengang, men dengang var det en måde at forstå og stille sig kritisk overfor den galskab, der udfoldede sig i krigene i Mellemøsten og i post-9/11-verdenen omkring George W. Bushs præsidentperioder og idiotiet herhjemme med Anders Fogh i spidsen for massen af racistiske og ignorante danske politikere.
Pladen gav en vis trøst i en dyster tid, og det gør den stadig. Den giver genlyd og ræsonnerer i den nuværende verdenssituation, hvilket gør den endnu stærkere. Den har bestået tidens prøvelser.
At afslutte pladen med “inevitable waves of…” hvor manglen af selve ordet “change” i sætningen, kan give en indikation af, at denne forandring en dag unægtelig vil komme.
Dette er en plade, der skal lyttes til i sin helhed. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gravet mig ned i den, hvis jeg levede i en Spotify-forbrugende verden af musikindtag. Denne plade bliver bedre for hvert lyt, den vokser på dig, efterhånden som du finder nye aspekter af dette mesterværk.
Albummet er den mørke juvel i den mesterlige trilogi, der startede med ’Today’s Empires…’ og sluttede med ’Supporting Caste’ i 2009.
Jeg vender altid tilbage til denne monumentale plade. Den er unik og alt, hvad jeg kan lide ved musik. Og intet andet band lyder som Propagandhi. Og intet band kan sammensætte et helt album med velgennemtænkt, genial og intelligent sangskrivning af denne kaliber. Pladen føles presserende nødvendig. Og at sige, at pladen i dag er endt med at have massiv indflydelse, er en underdrivelse. Det er en plade, der er ældet fantastisk, og den får dig stadig til at skrige, håbe, drømme og ønske dig en bedre verden. Den er alt, hvad der gør Propagandhi specielt – tyngden, de poetiske tekster, teknikaliteten, aggressionen og attituden. Den var et kommercielt flop, men for kendere var den alt, hvad de havde brug for, og i dag står den stadig som et mesterværk. Den er det fineste og reneste eksempel, man kan finde på protestmusik.
Hvis jeg ikke havde fået den øl hjemme hos min ven, så ville jeg måske aldrig have hørt om dette band og ’Potemkin City Limits’.
Jeg er glad for, at jeg drak netop den øl, for denne plade (og dette band) er noget, jeg måler de fleste ting i mit liv ud fra. Mange af mine værdier, ideer og tanker om verden stammer fra denne plade. Denne plade har gjort mig til et bedre menneske, og jeg vender altid tilbage til den, hvis jeg har brug for at bekræfte mig selv i, hvad der er rigtigt og forkert, eller hvis jeg har brug for musik, der af en eller anden grund altid føles frisk, ny og sindsoprivende uanset, hvor mange gange jeg afspiller den.
Propagandhi har været en positiv konstant i en verden, der bliver mere og mere vanvittig. Bandet viser gang på gang, at man kan sætte en rettesnor efter deres tekster, deres progressive musik og deres verdenssyn. Dette års mesterlige album ’At Peace’ viser endnu en gang, at bandet formår at forblive skelsættende og frisk, ligesom ’Potemkin City Limits’ var det. ’At Peace’ viser nye sider af bandets lyd og udfordrer også, hvad bandet kan skrive om. Sange som ’Stargazing’ og ’Something Needs To Die, Maybe It Is Not You’ udfordrer Propagandhi-fans ved for første gang at implementere 80’er-synths og farrock i lydbilledet. At bandet stadig tør, siger utroligt meget om bandet.
’Potemkin City Limits’ er i alt, hvad jeg gør, og den er i alle fibre og molekyler i min krop. For altid.
Det er ikke nostalgi. Det er noget meget større.
