Fortæl mere, siger du? Jamen, så gerne. For når alt det kedelige – aka arbejde – sover, så spiller musikken fandme stadig. Og det gør den gerne i små bidder, når det kommer til Kortlisten. Uden yderligere halløj smider vi her en række nye(ish) hapsere til den kræsne kender. Den er god denne gang.
Brostein – ‘DEMO: Saturn/God natt Oslo’
Først skal vi rejse, både i rum, til Oslo, men også i tid, tilbage til juletiden sidste år. Det er der god grund til, for der udgav de unge, velklædte, næsten espedalske Brostein (fedt navn) en demo, der sagtens kan holde sig et halvt år. ‘Saturn/God natt Oslo’ er et besynderligt sammensurium af black metal, post-punk og post-metal, der formår at drive de mangeartede vokaler helt frem og som bærer en produktion, der er langt over hvad man kunne forvente af en demo. Åbningsnummeret ‘Saturn’ er uforudsigeligt i sin progression og man bliver gang på gang overrasket over, hvor det bringer en hen. ‘God natt Oslo’ smider en gang hardcore i blandingen og er mere tro mod bandnavnet, her er det især guitarriffs, der er ekstralækre, og som afslører et band, hvis niveau ligger langt over middel.
Afstumpet – ‘Han Som Gnaver’
Vi skal også forbi nogle hjemlige og lidt mere modne mennesker. Dødsgrinderne i Afstumpet har nemlig udsendt en opfølger til forrige års ‘Maldoror’. Det er lige så lumpent som sidst og forsanger Malcorps sender stadig bøvs, blegh og urrrrrrghs udover det hele, men der er strammet til i sangskrivningen og der er blevet plads til lidt mere solohygge på både guitarer og trommer, uden at det dog ellers trækker fra oplevelsen. Produktionen er knivskarp og man slipper fuldstændig uden om dødsmetallens ærgerlige tendens til ikke at stemme langt nok ned. Det er fedt. Slappe strenge er vejen frem. Trommerne buldrer som var det verdens undergang og det kan jeg ret godt lide, når der er bøffet grind på programmet. Også selvom der næsten er melodi at spore på titelnummeret.
Risk – ‘Forever’
Åh nej, tænker man. Sinatra strømmer ud af højttaleren. Men så går skidtet over, og det første, der råbes, er bandnavnet “RISK”. Det her er fucking Boston-hardcore, og det er ægte fedt. Det er helt så det trækker i albuer, når Risk og Pull Your Card går sammen om at råbe i kor og spille riffs, der skaber permanente panderynker.
Der er ikke megen tankevirksomhed her, det er tværtimod soundtrack til crowdkilling som kun amerikanere kan gøre det. Det bliver man kun mere overbevist om, når Death Before Dishonor medvirker på næste track og Yellow Stitches og Soulless dukker op senere.
Med en vokal, der minder lidt om Bryan Garris fra Knocked Loose og en kæmpe forkærlighed for gang shouts, er det svært ikke at sætte tempoet op i hvad end man er i gang med. Trommerne følger snublende med og riffsene kæmper næsten med sangeren om at drive værket.
Kæmpe tommelfinger op.
Akloleh – ‘Umkern Land! (Land Back!)‘
Akloleh udvikler sig hele tiden. Fra den isnende kolde black metal, jeg forelskede mig i på ‘A Curse’ har han bevæget sig gennem både doom og død, og er for nu landet et ekstremt dynamisk og superriffende sted. ‘The Earth’s Black Blood’, der handler om den evige amerikanske tørst efter olie, fremviser dette i særlig grad. Det amerikanske enkeltpersonsprojekt nærmer sig næsten Mantarsk hidsighed på åbneren, og minder mig også om Cornelius von Jakhellns projekter G.U.T. og Sturmgeist fra midten af 00’erne.
Hvor fokus tidligere især har været på den jødiske diasporas trængsler, har musiker Mazik udvidet perspektivet en del. Første sang handler som nævnt om olie og trangen til at slå folk ihjel for den, mens andet track, der i øvrigt byder på ganske spændende klezmer-indflydelse midtvejs, knytter sig til den indfødt-amerikanske bevægelse Land Back, der arbejder for at få besatte områder tilbage på oprindelige hænder. Og i Aklolehs perspektiv strækker det sig selvfølgelig fra de Første Nationer og til Palæstina. Og som bosat i Minnesota peges der naturligvis også mod ICE, det hemmelige politi, der målrettet går efter at minde så meget som muligt om Gestapo.
Hvis Akloleh har én fan, er det mig, og denne udgivelse gør det ikke mindre. Maziks eklektiske musikalitet er imponerende, og hvordan han formår at bevæge sig rundt i det hele og skabe så mægtig stemning, vil altid være et tilløbsstykke.
S.T.A.B. – ‘Small Grievances’
Vores yndlings-crusties i S.T.A.B. har også endelig udgivet mere materiale, og som noget helt nyt endda også et track på dansk! ‘Flåter’ er oplagt til at råbe med på, og den er lige så ækel som det dyr, den er opkaldt efter. Den handler selvfølgelig ikke om risikoen for hverken TBE eller borrelia, men derimod om dem, der suger livet ud af alle os andre i deres evige stræben efter mere, mere, mere. Som ækle blodsugere. Det er en oplagt parallel og i S.T.A.B.s grumme lydbillede fungerer det så absolut perfekt. Jeg glæder mig til at råbe højt på omkvædet.
‘Dissolution’ er en downer, og ‘Crawlers’ er en råber, men endnu et højdepunkt kommer med titelnummeret, hvor der på godt to minutter piskes en hvirvelvind op. Vokalerne er længere fremme i lydbilledet her og det klæder bandet, ligesom de guitarpassager, vi har været begejstrede for live, træder rigtig fedt frem.
Måske bliver det en dag til en hel plade. Det kunne jeg godt bruge.
Real Impact – ‘Early Grave’
Vest Fredericia, born and raised, i Ungdommens Hus I spent most of my days. Tror jeg nok. Det er i hvert fald vaskeægte Frede-HC, vi har at gøre med her, og det kan høres. Der er grus i stemmebåndet og der er karatespark i rytmerne. Det fik vi også syn for sagn for, da vi oplevede dem på Northern Aggression for nylig, hvor der var både blodtud og behov for akuttandlæge efter deres show. Det er måske ikke så rart, men det er sateme sejt, at Danmark igen har en hc-scene, hvor der er plads til vildskab.
Det er folk fra Spinkick, meget apropos, Road to Manila og Fragile Masculinity, så så vidt, man kan tale om en supergruppe i en genre, hvor det at spille musik økonomisk svarer til at snitte træmænd i skuret, er det det, vi har med at gøre.
Der skal ikke tænkes helt vildt meget. Der skal bare moshes. Og til det er Real Impact absolut perfekt. Og så er jeg, som man nok efterhånden har forstået, en kæmpe sucker for gang vocals. Så tak for dem, Fredericia.
False Reality – ‘FADED FEATURES’
En hurtig EP med vennerne, det kan vi altid håndtere. Og her er det så britiske False Reality, der inviterer en perlerække af gæstemusikere – Defiance, Denial of Life, ZAND, Shooting Daggers – med på en gang metallisk hardcore, hvor særligt Rachel Rigbys vokaler og David Connollys guitarer imponerer. Han går fra heltede myspacesoloer til rustne chugs på en femøre, og det spiller kraftedeme. ‘EVERY GAZE’, hvor Salomé Salgado Pellegrin fra Shooting Daggers er med er satans impossant og man føler sig næsten presset tilbage i sædet af den massive lydbølge, bandet og de to råbende kvinder sender afsted mod os.
Det er i øvrigt rimelig sejt og en kæmpe ørefigen til dem, der stadig måtte mene, at der ikke er kvinder i scenen, at hver eneste gæstemusiker her er kvindelig eller nonbinær kunstner i sin egen ret.
Kunstneren ZAND, der er kendt for ‘Ugly Pop’ bidrager også med en helt anden vinkel end de øvrige, der ligger tættere på False Realitys egen hardcore. ZAND er derimod popmusiker, hvilket giver et interessant pusterum inden det førnævnte track blæser igennem. Cadeau til False Reality. Godt koncept, godt udført. Mere af det.
Unavailing Void – ‘Opening Cut’
Tre høje herrer i den danske scene har slået sig sammen om at lave dødsmetal, der IKKE er råddent som bare fanden. Det er næsten en sensation i sig selv, men Jacob Bredahl (Smertegrænsens Toldere, ex-Hatesphere, Riverhead, etc.), Martin Leth Andersen (Strychnos, Undergang, etc.) og Søren Bomand (EYES, Foreshadower, ex-Hexis, St. Digue, etc.) har også formået rent faktisk at lave noget fedt. ‘Frenzied Trembling’ åbner med noget, der minder om en sømandsvise, men det skal hurtigt erstattes af et dødsblergh fra Andersen, inden Bredahl og Bomands tunge økser svinger ned og lader riffs henrette den uopmærksomme lytter. Det er oldschool uden at være kedeligt og forudsigeligt. Særligt ‘Barbed Wire Existence’ er hamrende bøffet og tyk i sin lyd.
Andersens vokal på dette track trækker i retning af noget crossover, hvilket adskiller det ret godt fra hans mere traditionelle optræden i sine andre bands. Man kan godt forstå, de har villet udgive dette, da det virker spændende at få lov at spille i en helt anden retning end vanligt. At der kun er én sang på hver side af pladen er lidt en streg i regningen, men det er selvfølgelig altid positivt, at man ønsker sig mere end man kan få. I guess.
Lander – ‘Acid Jungle’
“Har man hørt et atmosfærisk black metal-band, har man hørt dem alle!”
Det er ikke helt forkert. Men det handler måske også om, at de fleste atmoblackere har en eller anden form for tunnelsyn, når det kommer til sne, bjerge og nordlys. Det er der ikke noget af hos Lander, der i stedet kravler ind i de fugtige regnskove, når de skal finde inspiration. Og det fungerer ret godt. Samtidig kommer det også til at give lidt mere mening, når sanger Artificer kvækkende fremfører sin vokal.
Det er naturligvis stadig kaskadisk, men man kan snildt sætte sig i Martin Sheens sted i Apocalypse Now, hvis det ikke skulle blive meget værre, og man i stedet kunne identificere sig med kameraholdet i Cannibal Holocaust.
Jungler er pisseuhyggelige og det er et godt udgangspunkt for et black metal-band at beskæftige sig med, og Lander formår at bringe denne uhygge ind i musikken. Riffet i ‘Cargoskeleton/Necrothopter’ er urovækkende som bare fanden, og de effekter, de inddrager, er smadderseje.
