Året går på hæld, men vi har lige et par EP’er, vi skal have kigget på inden juleferien. Så dem præsenterer vi lige her:
Seasonal Depression/Hollywood Babylons – ‘Discarded Cigarettes’
Hvis nu man kunne tage de omtrent 11 % af The Doors, der ikke var røvsyge og bruge dem i et andet band, ville det egentlig være ret fedt, ikke?
Det virker det som om Hollywood Babylons har tænkt. De har i hvert fald sat deres sanger til at lyde som en blanding af Jim Morrison og Glenn Danzig på denne single-udgivelse, der spiller ret godt. Seasonal Depression tager inspiration fra makkerne på deres side af splitten. Hvor deres forrige to udspil (‘Tic Tacs (All Day)’ og ‘SMILE MOTHERFUCKER’) har været lidt mere punkede i det, læner denne sang sig op ad bands som Lucid Grave i stenet henslængthed.
CHÆK – ‘Koldt Ansvar’
Da vi startede magasinet her for et par år siden, var et af de allerførste bands, vi skrev om, den aarhusianske kvartet CHÆK. Siden har vi haft glæden af at opleve dem et par gange, både til HXC Kids et par gange, men også på voksenbane til Death to Aarhus. Nu er deres første rigtige EP så udkommet, og det er for det meste en solid oplevelse, der lover flere spændende ting i fremtiden.
Da jeg så dem med ungerne på et tidspunkt håbede jeg på, at bandet ville finde deres vej sangskrivningsmæssigt. Det kan jeg dog konstatere ikke er sket. Hvis ikke det var på samme plade, ville man ikke nødvendigvis vide, at det var samme band. Nogle steder er der råb og politisk fis og ballade på dansk, mens der på første sang gives en smule riot grrl og på sidste lidt mere desperat skrigen og alt-rockethed begge på engelsk.
Det er alt sammen godt, men jeg kunne godt ønske mig lidt mere sammenhæng. Det skal dog ikke forhindre mig i særligt at holde af ‘Ik overtænk’ og ‘Privat’, der er nogle tunge sataner med en stærk vokal fra – tror jeg – Josephine Bui.
Beskidt Service – ‘Halvbum’
‘Kein Sport, Nur Heavy’ er første track på Beskidt Services nyeste halve album, ‘Halvbum’. (Get it?) Og her får guitarist Kasper Sørensen virkelig lov til at flexe barndommens indflydelseskilder med et chugga-chug-heavy riff, der rigtig spiller op til slåskamp. Men for at blive i albummets indhold skal det være slåskamp, man ikke kan vinde noget i. Så bliver det nemlig sport, og det skal vi ikke bede om.
Beskidt Service havde på et tidspunkt et dogme om at skrive en ny sang, hver gang de skulle spille et show. Det ved jeg ikke om de stadig har, men det kan i hvert fald være svært at følge med i deres rasende hitparade af guitar, skeer og Melanie Herskinds skrigende vokal og mere eller mindre meningsgivende lyrik.
Det er sjovt, det kan man ikke tage fra dem. Og man kunne godt købe EP’en for at sende penge efter et ekstremt hårdtarbejdende band, der i den grad leverer fis og ballade hver eneste gang, de spiller. Jeg glæder mig til at se dem live igen og igen.
Ragana & Drowse – ‘Ash Souvenir’
Jeg kendte ikke Drowse på forhånd, men har været diehard Ragana-fan siden ‘You Take Nothing’ udkom. Deres dybt melankolske doomgazede Cascadia-black er lige noget for mig, og derfor er jeg også begejstret hver eneste gang, de udgiver noget nyt. For de skuffer aldrig. Heller ikke denne gang på den kollaborative ‘Ash Souvenir’, hvor vi får mere af alt det, vi godt kan lide. Der er emotive gazy passager, der er de forrygende skrig fra Coley og Maria og de rå riffs, som skaber den skønne kontrast til de frostklare melostykker – og så naturligvis den rene vokal, der lyder som tårer i en knitrende tør skovbund.
Herudover er Kyle Bakers Drowse klar til at skyde lofi-minimalisme ind over det hele og give EP’en et skønt skær af analog tristesse.
Acid Mouth – ‘Couldn’t Find The Words To Say I’m Fucked’
Spritnyt københavnerhardcore, der falder lige ind i en moderne lyd, der falder midt imellem mere klassisk hxc og så den moderne Deftones-glasering, der finder sted for tiden. Der hvor Acid Mouth adskiller sig er, at de i modsætning til stort set alle andre lytter mere til ‘Around the Fur’ end ‘White Pony’. Og det er godt!
Kontrasten mellem rå og ren vokal sidder lige i skabet, og der er rigeligt med dynamik, selvom de vokaler, der ikke falder i hverken den ene eller den anden grøft minder lidt om en lidt mere papagtig Patrick Kindlon.
Rappet bliver der også, men ikke så meget, at man bliver træt af det og for mig virker det lidt som et band, der opdagede, at SPLIT klarede det ret godt, og gerne ville træde i deres fodspor, men med udgangspunkt i den nu-metal jeg selv lyttede til.
Den er optaget og producertryllet med af Marcus Ferreira i No Master’s Voice, så den lyder crisp og lækker – som altid fra hans hånd. Hvis man kan finde sig selv i krydsfeltet mellem Deftones, Drug Church og K-town-hardcore er Acid Mouth værd at lytte til.
Rose Ceremony/Always Sunny – ‘ME HERE – YOU THERE.’
Det kan ikke altid være sjovt at være følsom og fra Texas. Det er en rigtig mandemandsstat, så når der skal være lidt tuderi, så skal det være med sammenbidte tænder og knyttede næver. Det er heldigvis ikke noget problem for Rose Ceremony, der brager deres side af denne split af med brutal emotivitet, der lægger sig i retning af klassisk skramz, som de selv kalder det. Der er en fuld og altomsluttende lyd, og da den blev spillet på kontoret, skyndte min kollega sig ud af døren igen. Det er altid et godt tegn.
Lidt mere i mobbeofferrolle er Always Sunny, der ikke kan nære sig for at smide midwest emo ind i deres screamo, men heldigvis er sådan nogle som os bare ligeglade med hvad alle de andre synes. Spøg til side, det er drøneffektiv musik lige fra første riff og kontrasten mellem det midvestlige guitararbejde og vokalen er skøn.
Slyngel – ‘Dark Speed Power’
Min kollega brokker sig altid over, at der ikke er nok riffs. Så nu er jeg bare lykkelig for at kunne sende denne EP efter ham. Så burde han kunne klappe i lidt. For det er præcis det, Slyngel leverer. Riffs.
Hvis man nu kunne forestille sig, at man tog speed- eller førstebølge-black metal dengang fra firserne, spillede hurtigere, mindre primitivt og rent faktisk interessant, så kunne det gå hen og lyde som Slyngel.
Forsanger “Frygt” snerre-gør sig igennem hvert eneste nummer, og hendes præstation er fuldt ud værdig til en hævet overlæbe og en veltilfreds nikken med hovedet. Generelt lyder det bare sejt og bøllet på sådan en vampyrisk måde. Lidt à la Lost Boys, faktisk. Det er ikke romantiske vampyrer, det her. Det er sådan nogle med tunge støvler og læderjakker.
He Who Saw the Abyss – ‘House of Dust’
Jeg er egentlig ikke til hverken deathcore eller metal-ditto, men jeg er til gengæld ekstremt meget til trommer, der lyder som maskingeværer. Og så kan jeg faktisk også ret godt lide “deet-deet-deet”-lyde, når det kommer til stykket. Det minder mig lidt om hedengangne Ithaca.
Og så er det jo heldigt, at He Who Saw the Abyss næsten er ude med en ny EP, der har de her ting med sig. Der bliver groovet en smule på guitarerne, særligt på ‘A Final Echo’, men det er heldigvis ikke noget, der generelt gør sig gældende. Det er chugget, der er det vigtige. Hvis man er matematisk og progget indstillet, så kan man også give sig til at tælle på fingre eller regne på servietter, men det er heldigvis ikke nødvendigt. Man kan bare nøjes med at synes, det er rimelig sejt.
Well‘ard – ‘WOOF!’
Jeg bliver altid lidt overrasket, når ting fra England ikke lyder af regn, mudder og dyb depression, men det kan man i den grad ikke anklage Well’ard for at gøre. Det lyder af fest, at løbe nedad gaden efter en gang dørfis, at drikke sig i hegnet udenfor, at slås uden at kunne huske hvorfor og generelt være ung og have det sjovt. Hvis jeg var rigtig heldig var det et band, der kunne spille på Nasty Cut Festival, og det ville jeg være glad for.
Der er en kant i både bas og guitar, som gør det mere interessant end meget andet indiepunk, og treklangen, når hele bandet synger er decideret indtagende.
Nu jeg tænker over det, kunne man måske godt slås på en pub til ‘Hold’, faktisk. Det kan være ret engelsk.
