Kortlisten er klar endnu en gang. Som altid leverer vi en række mere eller mindre korte musikoplevelser specifikt udvalgt til vores kræsne lyttere, og der er rigeligt at glæde sig til her.
Milledenials – ‘It’s Terrifying and It’s a Shame’
Det balinesiske scene/pop-punk-band Milledenials var en af mine absolutte favoritoplevelser på Nasty Cut Festival i år. Forsanger Nadya Naritas scenetilstedeværelse var lige så fremragende som hendes stemme og jeg er helt vild med dette lidt shoegazede take på peak-era Paramore.
Hele bandet var enormt udadvendte og venlige og lod til at ønske, at alle fik så stor en fest som muligt. Guitaristerne Bagus Aditya og Made Krisna sørger for at få næsten post-rockede soloer flettet sømløst ind i den bittersøde pop-punk på en måde, der gør at det ikke bare lyder som det, vi kendte for tyve år siden, men at det bliver sit helt eget.
Det er besynderligt med musik, man både kan hoppe og juble til, men også bare svømme væk. Stor anbefaling og de måtte være med i artiklen, selvom ‘It’s Terrifying and It’s a Shame’ er helt tilbage fra februar.
Skyggetante – ‘xKORSBÆK HARDCORE VOL. 1x’
Korsbæk er fuld af fucking squares. Det er vel nærmest kun Iben og Agnes, der ikke var helt ad helvede til. Men det skal der rettes op på, når Matador udsættes for fladpandet hardcore af bedste skuffe.
Man skal måske huske at have det rette glimt i øjet, når man lytter, men jeg vil altid være en sucker for sjove samples i musik, og det mangler der heller ikke her.
Og så er det da frygteligt, når grisehandleren fortæller om Kviks endeligt. Der mærker man et lille stik i hjertet. De ildevarslende guitarstrokes i pt. 1 afløses af nådesløse hulemandsriffs i pt. 2 og selvom det hverken er specielt nyskabende eller vildt teknisk, er det hidsigt og fladpandet at lytte til. I bedste mening.
Til gengæld er det fremragende, når Jørgen Varnæs, det svin, udsættes for rasende hetz. Det kan jeg altid bakke op om.
Big Mess – ‘Terry’
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Big Mess godt kan lide England – særligt i efterkrigstiden. Det behandlede jeg mere i dybden, da jeg anmeldte ‘Cleaning Up With Big Mess’ for knap to år siden, og den tendens er absolut ikke blevet mindre. Ligesom de spillede en fin udgave af Lou Reeds ‘Hangin’ Round’ på den plade, er der på denne EP også blevet plads til deres version af den uretfærdigt tidligt afdøde Kirsty MacColls ‘Terry’ fra 1983. MacColl var en pretty big deal som popsanger og lånte også sine vokaltalenter ud, navnligt til The Pogues. Hun lavede i øvrigt selv et cover af Reeds ‘Perfect Day’, så der er et sjovt sammenfald mellem hende og Big Mess.
Som vi kender det danske atavismepunkband er der fuld skrald på en lidt uskyldig opfattelse af punkmusikken, der lyder mere som en hurtigere version af Kinks eller T. Rex end som Turnstile eller hvad vi nu har i 2025. Og det kan sgu være ret dejligt.
Bojesens vokal på titelnummeret og de to andre har en dejlig organisk lo-fi-kvalitet, hvis man kan sige sådan om en stemme, og Big Mess’ seneste udsendelse, der godt nok er tilbage fra marts er et rart soundtrack til den efterhånden mere og mere kølige sensommer. En hymne til det kommende forfald, måske.
Båndet – ‘EP25’
Da Båndet udgav deres debut-EP sidste år, havde min kollega meget at sige om den. Eller, han havde meget at sige om, hvordan hans liv kunne have været, hvis det var lidt mere influeret af Båndet. Og Aarhus, åbenbart.
Jeg får ikke selv lyst til at få børn med Anders Thode, omend han virker fed nok, men der er helt klart en slags Steffen Brandt med ondt i halsen og huller på knæene-vibe over det, og det kan måske også være nok. Yderlighederne lader jeg andre om.
Grunden til, at jeg nævner Brandt er tofoldig. Først og fremmest Aarhus. Jeg har aldrig selv boet der, så min referenceramme er snæver. Og Båndet er alligevel for seje til at trække Helmig-sammenligninger.
Men derudover er Aarhus så ubeskriveligt dansk. Og når Thode råber “IN-DU-STRI-VEJ” er det så prosaisk, at man ikke kan tænke på andet end gamle Toyotaer og bagerbutikker hvor tvivlsomme skolelærere har svært ved at styre tungebåndet, når der skal bestilles københavnerbirkes.
Der er også en Clashsk storbyromelankoli (idk, prøvede at smadre ordene romantik og melankoli sammen, og det var det, der kom ud af det) som faktisk virker og hvor de danske tekster virker flydende og passende. Lidt som det Nyt Liv gerne vil, men faktisk rigtig godt.
Hmm, der må være noget ved Båndet, der får musikanmeldende brilleaber til at fabulere tekstuelt. Jeg stopper her, så jeg ikke går Jon helt i bedene. Men lyt lige til ‘EP25’.
Anti Ritual – ‘80 Years’
Spydigere folk end jeg har lavet sjov med, at Anti-Rituals nye EP er opkaldt efter gennemsnitsalderen i orkestret. Men det er naturligvis fis og ballade. Virkeligheden er langt værre.
De firs år er den tid, vi ifølge Anti Ritual har været fri for fascisme. Altså fra afslutningen af anden verdenskrig og til nu, hvor den er tilbage.
Man, og jeg, kunne argumentere for, at vi aldrig har været fri for den, da den som elendigheder og sygdomme fra Pandoras æske aldrig slap sit greb i os, efter den først var kommet til. Men det ville også være forfladiget. Fascismen har altid været her, opkaldt som den er efter symbolet for ordensmagten for over 2500 år siden og holdt i hævd af selvsamme lige siden. Og sikkert før.
Pointen med ‘80 Years’ er nok at vise, at den kan og skal bekæmpes, og derfor er forbrøler Marco Malcorps da også lige så pissed som nogensinde før. Det kan høres.
En stor hånd må også gives til Nikolaj Borg, der hamrer trommer som aldrig før. Det går stærkt.
Det er til gengæld pudsigt, at Jakob Krogholt ruller sig langt mere ud på guitaren end han tidligere har gjort i dette orkester. Han læner sig meget op af erfaringen fra både Rising og Withering Surface, når der bliver soloet ud. Med denne EP lægger Anti Ritual sig ind i en heavy metalsk tradition som de ikke tidligere har opholdt sig i.
Burial Gift – ‘MMXXV’
Alle kulturer har deres mainstream. Det er menneskelig natur at flokkes til det, de andre kan lide. Sådan er det også i subkulturer. Det er derfor, man ser folk kappes om at være den største Metallica-fan. Eller den, der lytter til mest Mayhem. Eller holder mest med whatever black metal-band du jour, der får lov at udbrede sig i aviser, på tv eller diverse podcasts.
Det handler ekstremt sjældent om, hvorvidt det rent faktisk er bedst.
Engang blev jeg kaldt elitær. Senere var ordet “hipster”. Og der er sikkert noget om begge dele. Jeg har det i hvert fald svært med at holde begejstringen oppe, når noget er populært. Men det er, føler jeg, ofte fordi der findes ting, der er langt mere interessante, der bliver overset til fordel for ligegyldigheder.
Og det kom jeg til at tænke på fordi jeg forleden hørte Burial Gift i slutningen af Radio Toilet ov Hell-podcasten, og blev overrasket over, at der faktisk fandtes melodisk black metal, der var værd at lytte til. For der findes rigtig meget melodisk black metal, der er lige så solidt som et-lags toiletpapir. Men i New Orleans findes det, og det er denne kvartet bevis på. Fra første anslag med enkeltstående trommer i ‘Sear’ til allersidste snerrede linje i ‘Hollow Bloom’ er det tydeligt, at der er mere på spil, mere følelse end i så mange andre bands.
Burial Gift spiller noget melodisk black metal, der bærer præg af helt tidlig Ne Obliviscaris (demo-era, altså før de blev kedelige), men uden at falde i hverken keyboard- eller aparte instrumenter-fælden. Og i stedet for at være glittede og upersonlige, er det emotivt og medrivende. Der er altså ingen grund til at vælge Spotifys “Black & Dark Metal”. For selvom alle de andre lytter til den, så behøver man ikke gøre det samme.
Tenue – ‘Arcos, bóvedas, pórticos’
Det er ikke ofte nok, vi får lov at huske, hvad meningen egentlig er med noget som helst.
Hvad går eksistensen ud på? Er tilværelsen blot at betale husleje og skabe værdi for dem, der køber din tid?
“HJERTET RUSTER IKKE NÅR DU DANSER / EN BØN BLIVER EN STOR GESTUS”
Sådan synger/råber/skriger galiciske Tenue (“svag” på spansk) på ‘Distracción’, det midterste nummer på ‘Arcos, bóvedas, pórticos’. Og det satte min tolkningskompetence på arbejde. Første sætning er smuk. “Hjertet ruster ikke, når du danser” – det er svært ikke at blive romantisk anlagt af. Men det er også svært at finde ud af, om det spanske emoviolenceorkester, der så mesterligt fletter trompet og bossa nova ind i den lige dele melankolske og aggressive musik, mener, at vi distraheres fra det vigtige af frivole foretagender eller om vi netop har behov for at lade os aflede for at sætte pris på selve det at eksistere.
Jeg selv er nok mest tilbøjelig til at mene det sidste. Jeg tror, at meningsløsheden er det største formål. Altså, den selvvalgte meningsløshed. Det at bruge sit væsen, sin tid og sin energi på at føle noget og gøre noget udelukkende fordi man har lyst – ikke den forudsigelige formålsløshed, der består i at sælge sin tid for at have råd til at leve til den dag, man ikke længere gør det.
Og selvom jeg ikke er stærk i spansk og måske ej heller verdens største litterat, fornemmer jeg det budskab genspejlet i denne stærke EP. Måske også i kraft af dens “anarchopunk”-tag på bandcamp og det flotte “Ⓐ” lige ved siden af logoet. Men nok også særligt på grund af passagen fra cirka fire-minuttersmærket i netop ‘Distracción’. Lyt lige til det en gang.
“VI VÆVER EN VERDEN AF ÅBNE SÅR” synger Tenue på ‘Unión’. Hele overskuddet går til Palæstina. Det giver mening.
Death Goals – ‘Survival Is An Act Of Defiance’
“We dedicate these songs to all who are facing persecution by those in power.”, skriver Death Goals på Bandcamp om denne EP.
Det viser coveret måske også. Man skal ikke have været til udvidet historieeksamen for at forstå hvad den lyserøde trekant refererer. Men man skal forstå, at Death Goals mener, og med rette, hvis man spørger undertegnede, at tolerancens æra er overstået.
I 1933 blev Institut für Sexualwissenschaft i Berlin brændt ned af nazister og store mængder forskning i blandt andet køns- og seksualitetsidentiteter blev ødelagt.
I april 2025 gjorde den britiske højesteret livet både sværere og farligere for mange tusind trans- og interkønspersoner i Storbritannien ved at stadfæste den snævrest mulige definition af mand og kvinde.
Det er Death Goals rasende over. Og den type politik, som vi ser sprede sig over hele verden som skimmelsvamp gør de med ‘Survival Is An Act Of Defiance’ oprør mod. Med gæsteoptrædener fra HIRS Collective, Burner, Cainhurst og Victim Unit er de mere harmdirrende end nogensinde, og havde da også egentlig besluttet sig for, at sangene egentlig var for “gnarly” til projektet, der på seneste plade ‘A Garden of Dead Flowers’ var noget mere melodiske end det, vi præsenteres for her.
Der er ikke nogen tvivl om, at queermiljøet føler sig mere usikre og pressede end længe og det kan man mærke på både de to hovedpersoner, men også alle gæsterne, der på hver deres måde er en del af det. “QUEER LIVES FOREVER” råbes der på ‘Even a Worm Can Turn’, der kredser om ønsket om at have lov til at leve deres liv, og denne hæsblæsende, hidsige, dissonante og gennemchuggende EP, der byder på solid hardcore med elektroniske doots og metalcorede deets en masse er indbegrebet af dette.
Når andre vil udslette en, er selve eksistensen modstand. Og det sætter Death Goals to tykke streger under. De overgiver sig ikke.
Stomach – ‘Low Demon’
Sidst, men absolut ikke mindst (larmende) har vi ‘Low Demon’ fra duoen Stomach, der består af Weekend Nachos’ John Hoffman og Adam Tomlinson fra Sea Of Shit og Sick/Tired. Det er en værre omgang skramlet, dissonant og metalsløjdlydende noisesludge på den måde, der næsten vibrerer fyldningerne ud af gebisset.
Hvis man forestillede sig, at Primitive Man kunne spille hurtigt eller at Khanate vidste hvad “rytme” betød, så er man nogenlunde i mål med at forstå Stomach.
Hoffmans vokal skubbes ud gennem stemmebåndene med samme finesse som en toiletbørste på et Roskildelokum og filtreres gennem effekter, reverb og en produktion, der på klareste vis fremhæver alle uhellighederne i både musik og sangstemme.
Tempoet svinger vildt, men holder sig primært i den lave ende, hvorfor det bliver desto mere ubehageligt, når der så gokkes til tempoet.
‘Oscillates’ frygtelige åbning er et godt eksempel.
Det er anmeldelser som denne, der får folk til at så tvivl om vores mentale helbred. For alt det ovenstående skal opfattes som noget positivt. Det er fantastisk frygteligt, vidunderligt væmmeligt og herligt hæsligt. En stor fed tommelfinger op herfra.
