En sjælden omgang kortliste næsten uden dansk islæt. En skam, må man sige. Fejlen er sikkert min, men ikke desto mindre er disse alle værd at lytte til.

Misgendered – DB1KT
Hvis man skulle være i tvivl, er det ikke fryd og gammen at være født i den forkerte krop. Det er der vist ikke mange tænkende mennesker, der er den mindste smule i tvivl om, men for os cismennesker, er det måske også svært at sætte sig ind i præcis hvor meget pis, der følger med, når man går sin egen vej for at finde sit rette jeg.
En flig af dette kan Misgendered fra Birmingham dog hjælpe med at forstå, når de kyler denne ekstremt smadrede 16-minutters EP i fjæset på os.
Der er ikke meget vellyd at finde her, og jeg kan kun forestille mig, at det er sådan, der lyder inde i hovedet, når man skal finde sig i dysfori på indersiden og transfobi udvendigt. Og særligt i England. I ‘Death by a Thousand Tucks’ besynges rædsomheden i at skulle leve op til omverdenens idealer om “passing” og ‘Tying a Rope’ sætter ord på den frygtelige selvmordsstatistik, der desværre præger transkønnede mennesker. Med disse ord mindes vi om, at om det er ved vores hånd eller deres egen, så ligger ansvaret for den statistik på alle os, der ikke gør nok for at hjælpe. Eller alle os, der mener at man skal se ud på en særlig måde for at være “rigtig trans”. Misgendered krænger alt dette ud over ekstremt noisy og choppy beatdown båret af utrænede vokaler og alverdens raseri i riff-form.

Click here to display content from bandcamp.com.

Initiate – ‘With Love // With Rage’
Initiate spiller en helt særlig slags screamo, som jeg simpelthen ikke tror, jeg er i stand til at blive træt af. Åbningsnummeret ‘Burn After Reading’ starter allerede fremragende og man groover med, men i det seksogfyrretyvende sekund sparker et guitarstykke ind, der løfter det hele op til andre luftlag. Det er et helt særligt metalcoreinspireret guitararbejde, der er på den her plade og det bakker Crystal Paks rå vokal op på en helt perfekt måde. Det her er ikke et band, der har brug for skønheden og udyret-harmonier for at variere lyden, men kan i stedet formå at knække det skarpe i riffingen med melodier gemt bag forvrængning. 

‘Future Saving Grace’ som EP-lukker binder sløjfe på det hele med referencer til emocore og anden, mere lyttevenlig sammenblanding og lukker en hidsig plade af med et nummer, der får en til at stræbe efter at gøre det bedre. Endda med en smule klaver.

Click here to display content from bandcamp.com.

DECADE – ‘PROMO 2026’
Syv minutter og ti sekunder af den der emoji, der ser tuff ud mens den fnyser. Det er nogenlunde sådan man kan beskrive den her udladning fra danske DECADE, der følger op på sidste års omtrent lige så hidsige demo af næsten samme navn.
Hvorfor gennembruddet kommer nu og ikke da, skal jeg simpelthen ikke kunne sige, men det jeg til gengæld kan absolut understrege er, at det her er minutter, man ikke fortryder at have brugt. Det er kæmpe bølleri og swaggen rundt, mens der slås for brystet og brøles bøffet ned i en totalt cuppet mikrofon. Det er amerikanercore – den slags, der har hørt masser af Beastie Boys – direkte ud af København og man kan simpelthen ikke andet end at føle sig stor og stærk, når man har den her promo i ørerne. Såøh, lyt og kast dig ud i den næste DECADE-pit i din umiddelbare nærhed. Husk, at der er gratis sygehuse her i landet.

Click here to display content from bandcamp.com.

Scene Queen – ‘METALICIOUS’
Attituden har hun til fælles med DECADE, men hvor de foregående dyrker gorillatestosteron, er Scene Queen, som vi nok ved, hundrede procent lyserød østrogen serveret med en stilethæl losset direkte i bolleposen.

Sidst vi havde med hende at gøre var på pladen ‘Hot Singles in your Area’ og Scene Queen formår stadig at kombinere en moderne metalcore med pop-musik. Særligt tydeligt er det på ‘Shopaholic’, der kombinerer passager, der kunne passe ind på ‘Survivor’, hvor hun går fra en ‘Independent Women pt I’-harmoni til vældigt overbevisende brølevokal. Scene Queen aka Hannah Collins kan mange ting og hun er ikke bange for at vise dem frem.

Musikken er i den grad kontrastfyldt og det kan godt være en smule svært at følge med. Men jeg er selvfølgelig også næsten fyrre år gammel, så det må kunne forventes. Der hvor jeg synes filmen knækker en smule, er i de to collabs. Der får hhv. TX2 og Left To Suffer lov til at fylde for meget. Det skal jeg ikke bede om.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy (opens in a new tab).

Smith Street Band – ‘The Still Wild EP’
“Still punk as fuck”, hvisker jeg, mens jeg kommer ortopædiske indlæg i mine Vans. Men som Wil Wagner synger på ‘The Energy’: “I’m still everything I pretend to be”. Og det er præcis sådan The Smith Street Band er. Det er voksne mennesker, der efterhånden har prøvet lidt af hvert og er kommet ud af det på den rigtige side. Og som er blevet ældre. Men de er blevet ældre på den måde, hvor man accepterer det, og hvor man ikke prøver at lade som om, man er yngre end man er.

Smith Street Band spiller en slags indie punk, der hiver strøg af Menzingers, Spanish Loves Songs og en masse andet emo ind, men alligevel holder fast i den særegent australske pub rock, og blander tingene sammen i en stor pærevælling. Direkte fra følsomme vokaler til fællessang. Sådan er ‘The Energy’ og sådan er The Smith Street Band. Lidt ligesom Jeff Rosenstock og ligeså direkte i lyrikken.
Det her er voksenpunk til fredag eftermiddag. Hvor man kan nå en fyraftensøl inden man skal hente ungerne og kan få lidt fugt i øjenkrogene, når man lægger mærke til, hvor meget de dog er vokset.
Det er punk as fuck.

Click here to display content from bandcamp.com.

Normal American – ‘Any man this violent’
Det er til gengæld ikke lige til at synge med på ‘Any man this violent’. Så skal du i hvert fald træne stemmebåndene, for noise rock/hardcore-bandet fra North Carolina synger lige så grimt som de spiller. Og det er en del.
Vi læner os næsten op af grinden og bliver kun stoppet af deres besynderlige, mathede tempi og de dog lidt mere forståelige sangstrukturer. Hvis der var noget, der hed prog-grind, så ville det nok lyde lidt i retning af ‘They took my goddamn skin’.
Man kan også sige, at Normal American er for dem, der mener at Chat Pile ikke længere er mærkelige nok, og i øvrigt også spiller for langsomt.
Sådan her har du aldrig hørt ‘Wonderwall (2)’ før.

Click here to display content from bandcamp.com.

jesus is the path to heaven – ‘power !’
I afdelingen for “Musik for Lingua Ignota-fans, der savner noget nyt“ finder vi det her amerikanske orkester, der med dronende neofolk skaber meditative lydbilleder og andre buzzwords for prætentiøse musikjournalister…
Men hvorom alting er, lyder det pissefedt og for folk, der har en forkærlighed for Kristin Hayters dissonante dramatik og vækkelsesstemning på seneste soloalbum, er det helt klart værd at lytte til. ‘The Lord has Bled a Line’ er stærk og følelsesmættet, ‘Bow and Bend’ er nærmere country, mens ‘Little Lamb’ er Appalachia med alt hvad det medfører af mørke og skønhed.
Uanset hvad, havde du ikke hørt det komme, når du når til sangen.

Click here to display content from bandcamp.com.

Karen Dió – ’Fugaz’
Med en stemme, der ligger et sted i nærheden af en moderne Joan Jett, er brasilianske Karen Dió et nyt skud på den efterhånden igen rimelig populære punkede pop-stamme. Det er et moderne take på riot grrrl vi er vidne til finder sted lige for tiden, og man kan man med en vis ret sige, at der er tegnet en direkte linje fra forgængerne i 90’erne og til Olivia Rodrigo, der rent faktisk er i stand til at samle tusinder af lyttere til guitarbaseret musik i 2026, og på den måde også skaber håb for musikere som Dió. Så er det bare vores ansvar at behandle dem bedre end vi gjorde med Avril Lavigne for tyve år siden.

For nej, det er ikke hardcore punk, det her. Men det skal det heller ikke være. Det er til gengæld et godt bud på hvordan musikken kan lyde, når vi vil have nye lyttere til. Alle skal starte et sted, og Karen Dió er bedre end mange andre. Og når Amyl and the Sniffers kan, kan Dió også.

Click here to display content from bandcamp.com.

Soda Pop – ‘Soda Pop’
Vi runder af med lidt lækker, catchy moderne emo-punk. ‘Storm Clouds’ er præcis hvad jeg har brug for, hvor der både er skøn ren vokal med en råbt andenstemme. Det er et absolut californisk take på 00’ernes scene-scene, og med sin laid back-hed giver det genren et friskt og moderne pust.
Hvor bandsene dengang var mildest talt overspændte, er det her ganske stille og roligt, og hvis man spidser ører, kan man næsten høre Stillehavet bruse i baggrunden. Figurativt, naturligvis.

Jeg er, naturligvis, mest fan af de hårdere skæringer som førnævnte ‘Storm Clouds’ og albumlukkeren ‘Swimming Circles’, men hele den knap femten minutter lange EP gør et godt væsen og er værd at lytte til.

Click here to display content from bandcamp.com.


Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421