Puha, det er længe siden, vi har haft sådan en her, hva’? Jeg synes sgu, jeg har haft lidt travlt. Men nu, hvor A Colossal Weekend endelig er i gang og alle de andre er der og hygger sig, så kan jeg skrive lidt om en hel masse EP’er, som jeg har gået og puttet med. Bedre sent end aldrig, og sådan.
hudsult /…och sedan drunknade vi – ‘2026 split’
Puha, det var alligevel et par ret seje screamo-orkestre der stod bag den plade, hva’? Jeg oplevede første gang det svenske post-rock- og screamoband til Lasher Fest tilbage i 2024, hvor de introducerede sig som ‘musik til folk, der kan lide at være kede af det.” Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan lide det, men det er i hvert fald ofte sådan, det er. Og så er det jo godt, at der findes unge svenskere, der laver både sart og dissonant musik, der kan følges med det. Deres side af splitten starter smukt, bliver kaotisk, rodet og lo-fi og tilbage igen. Det gør den nogle gange, og det er meget, meget fint.
For Hudsults vedkommende er det nogle af de sange, vi har nydt godt af, når vi har set dem på det sidste, der endelig kommer ud til os ved kakkelbordene. Og det kan man kun være glad for, når det drejer sig om ‘ild fra varme, varme fra ild’, ‘om sorg’ og ikke mindst ‘intifada’, der gav os kuldegysninger på Sønder Boulevard.
Hudsult er i evig udvikling og altid kun til det bedre.
Zalaam – ‘To Resist the Enemies of the Sun’
Og vi går direkte fra ‘intifada’ til eksil-palæstinenseren Amir Jacob, der er tilbage med en ny EP fra projektet Zalaam, der – fortsat – er det eneste, palæstinensiske black metalband i verden. Og der er sket en del på det område siden sidst, jeg talte med ham. Amir er heldigvis i sikkerhed i Tyskland, men derfor kan den altødelæggende invasionskrig ikke andet end at rive og flå i hans hjerte. Derfor er det også ret imponerende, at ‘To Resist the Enemies of the Sun’ er så smuk som den er.
Med Amirs vante humanistiske anarkisme som grundpille er denne EP et kald til kamp mod tyranner og dem, der vil træde andre under fode med alle midler. Og den er udtrykt gennem først et uddrag fra det syriske teaterstykke ‘Al Ghoul’, der handler om kampen mod osmannernes undertrykkelse, og derefter en hjerteskærende hudfletning af overgrebsmændene. Fremført i Amir Jacobs ekstremt emotive black-vokal og i en perfekt blanding af synth og riffs. Titelnummeret er stort og flot, men særligt B-siden ‘We Wither, We Rot’ vidner om en udvikling i hans evner, der absolut ikke skuffer.
Love•Love•Love – ‘First Love’
Hvis man kunne tænke sig, at Drug Church var noget andet end det, de fremviste på seneste plade, så er lübeckske Love•Love•Love måske noget, man kunne kaste sig over. Det er en kerne af post-hardcore, men med afstikkere til både sludge og noise, så man ikke kommer til at kede sig, eller stå i en situation, der minder mest om en børnefødselsdag hos rockabillyforældre.
Tyskerne slingrer ind og ud af melodierne og skyder vildt omkring sig, når de altså ikke trækker arme og ben ind i vognen for at gøre klar til nyt drive-by – hør fx sidste minut af ‘Green Gravel’. Det er frisk og spændende og bemærkelsesværdigt lidt tysk for et tysk band.
Reality Unfolds – ‘Demo 2026’
Vi snakkede med Reality Unfolds i sidste måned, da demoen ramte gaden, og det er fjollet, jeg ikke har fået skrevet lidt om selve musikken endnu. Men den er egentlig lige så nem at beskrive, som den er at lytte til.
Hvis man har savnet Peter Sandvig (ex-MITE) og hans bastante vokal, så er den tilbage og den bliver fremført på amerikanervis, så man kan fornemme attituden emme ud af næseborene. Og ja, han gør som en hund. Og lige bagefter dinger Matti Sølvberg på bækkenerne. Det bliver der gjort en del. Så ved man cirka hvor man er henne i hardcoreverdenen. Det lyder som slåskampshardcore før det var ensbetydende med beatdown og riffsene går fra “langsom” til “mellem”. Alle kan følge med i pitten her, men det handler om at stå fast.
MOR – ‘Sort Nat’
Ikke nok med, at MØ aka Karen Marie Ørsted deltog på Ditte Krøyers soloplade forleden, så har hun og Nurse aka Josefine Struckmann genoplivet kultprojektet MOR, der ellers har ligget stille siden 2011 – det fejrer de med denne udgivelse og en særoptræden på Copenhell.
Det kan måske være lidt svært for de unge at sætte sig ind i, men et band som MOR giver totalt mening i en punkscene omkring 2010, hvor også Dig & Mig, De Høje Hæle og Iceage var populære indslag, og den dansksprogede up-beat electropunk giver for mig lige dele nostalgisk varme og et frisk pust, der giver mig lov til at trække vejret igen. Jeg vidste ikke helt, jeg savnede det her, men det gjorde jeg. Og det er fremragende. ‘Meteorregn’ er hamrende lækker popmusik, mens ‘Gider Ikke Mere’ i sagens natur har lidt mere attitude med sig og i øvrigt nyder godt af Pleaser- og Scimitar-Olles basspil.
Man skal være rigtig punk for ikke at give en fuck og i disse bekymringstider er det at have det sjovt åbentbart mere punk end nogensinde. Og det virker det som om MOR har.
blaklande – ‘Artemisitum’
Det er virkelig moderne at blande ting i black metal. Zeal & Ardor har nok haft mest succes med at smide spirituals i, Gradience og Tristys gør det det med hiphop, Violet Cold dubstep, Mesarthim psytrance og så videre. Men at smide dub – den klassiske jamaicanske selectorgenre – ind i, er alligevel nyt. Og det er faktisk ret interessant. Jeg lyttede til blaklande, da jeg var nede for at stemme til folketingsvalget, og den afdæmpede hadsstemning gjorde faktisk en del for mit humør. Og det var alligevel svært den dag.
Black metallens andel af musikken svinger en del, i hvert fald hvis man skal være meget nøjeregnende, så man skal være indstillet på at tage sig en cascadiansk chiller, når man sætter det på. Det her får Wolves in the Throne Room til at lyde hæsblæsende. Men ganske interessant er det. Og sandsynligvis en anden slags black metal end de fleste har fået den før.
Trader – ‘Hoodie EP’
Nogle gange kan man ønske sig tilbage til dengang spillet Life is Strange udkom. Der var en uvis uskyldighed over det. Og musikken, åh, den forsigtige optimisme, der lå og gemte sig hos Local Natives. Savner det. Hvis man er endnu ældre end mig, så kan man måske drømme sig tilbage til Nada Surf. Selvom halvfemserne var lidt mere arrogant indstillede på at spise hele verden, var der stadig en håbefuldhed over det.
Men ingen tænker længere på flyvende biler. Nu håber vi bare, at robotterne ikke hugger vores radbrækkende 9-5’ere.
Men så er det alligevel godt, at Aarhus findes. Det føles som sådan et smørhul, på en eller anden måde, hvor man stadig smiler skælmsk, også selvom man har fået tæsk af en bande White Power-skinheads, der tror at AFG har noget med dem at gøre.
Sådan forestiller jeg mig lidt Trader. Det er naturligvis lidt trist – det skal det være. Ellers bliver det aldrig godt. Men den lidt laissez-fairede slacker-attitude lever her i denne noisede, neogrungy støjrock. Og det er altså ret rart.
Time Bomb – ‘Demo ‘26
Skulle der ikke også lige være plads til lidt hardcore med en vred dame bag mikrofonen? Retorisk spørgsmål, det er der altid plads til. Og denne gang skal vi til Nashville for at høre hvordan den slags lyder i countryens hovedstad.
Den lyder godt, er svaret. Og virkelig bastung, hvilket er et strålende valg, der skiller det en smule ud fra flokken. Derudover er der masser af gang vocals i omkvædene, hvilket jeg altid er til fals for. Keunarene Benitez er en ægte frontperson, der virker til at være i stand til at piske en stemning op, og selvom musikken er groovy og støvet, så kan man godt fornemme, at de deler scene med Officer Down.
På ‘No One Knows’ får vi endda lidt 00’er-crossover i stemningen, og selvom det måske kunne være kikset, føles det som om, det virker. Så godt taget, venner.
Sidestep – ‘Heavy Head // Weak World’
Svenskerne hverken kan eller vil overses. Heller ikke i hardcoren. Når det kommer til Sidestep er det også en ganske iørefaldende en af slagsen. Med bisset attitude scratches, samples og rappes der henover ganske tilforladelige riffs, så det nærmere føles som hiphop spillet i the style of hardcore. Og det er egentlig ganske interessant. Lidt ligesom Soul Glo, men hvor jeg gider lytte til det.
Og selv når vokalen så leveres på svensk, føles det stadig ganske hidsigt og ikke det mindste lønnebergsidyllisk. Sidestep er ganske arrige og selvom vi sidst skosede dem for at have lyttet for meget til Turnstile, virker det for mig ikke som om det skulle være et problem længere. Måske nærmere lidt Je$us Piece, hvis vi endelig skal ud i flere sammenligninger. Jeg kan sagtens forestille mig en helt tørlagt hxc’er snurre rundt og rundt med knyttede næver til det her. Og så kan man vel ikke bede om mere.
