Det er endnu engang blevet tid til at sidde indenfor med en varm kop et-eller-andet og nyde en masse spændende musik. Vi bringer de bedste EP’er og demoer lige her.
Martre – ‘Too Scarred To Resist – Too Scared To Exist‘
Martre er altid klar på at servere noget af det, du mindst forventer. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor Michael Andersens samples kommer fra, men de sørger altid for at kreere en stemning, der er så ubehagelig og forstyrrende, at grundlaget for musikken kommer fra det værst tænkelige sted. På en god måde.
Han viser også, at nøglen til at lave god black metal handler om at forstå, hvor genren kommer fra, men at gøre det til sit eget. Så selv om man kan mærke reminiscenser af Malefic i vokalen, er det stadig helt tydeligt Martre selv, der ligger spærret inde i en kiste af det pureste fuzz og paranoia. Åbningsnummeret ‘Too Scarred to Resist’ er stemningsfuldt og mystisk og går direkte over i en mere klassisk-lydende guitartone på næste nummer ‘Delusional Divine’, som igen sætter tonen til det ildevarslende klaver på ‘Swarm of Incomprehension, der lader ren distortion fylde øregangen, inden ‘Too Scared to Exist’ lukker pladen med lidt mere gang i mysticismen.
Der er som nævnt tydelig inspiration at spore fra både det klassiske Norge, men også fra USBM’en i midt-00’erne. Dette tilsammen gør, at vi modtager en decideret udansk black metal-plade, hvilket ikke er helt skidt, det dødvande, genren har befundet sig i de sidste par år, taget i betragtning.
Pains – ‘Blistering Wrath’
Vrede er, hvad Pains lover, og vrede er, hvad de leverer. Du godeste, hvor er det her dog hidsigt.
‘Blistering Wrath’ er en kedel fyldt med thrash, død, sludge, D-beat, grind, hardcore og court-mandated anger management, som så er varmet op til langt over kogepunktet. Hvert eneste trommeslag – af hvilke der er mange – er endnu et sprøjt boblende metal, der brænder sig langt ind i huden.
Hvis man tager den grundlæggende misantropi, Primitive Man er kendt for, og spiller det i dobbelt eller tredobbelt tempo, så har man nogenlunde opskriften til Pains.
‘Blistering Wrath’ varer kun lige knap ni minutter, men når at flå alting fra hinanden i det tidsrum. Og som kirsebær på toppen er vokalen noget så ækel og hadefuld, at det halve kunne være nok. Det er altså gode sager.
Pelts – ‘Swimming’
Nogle gange kan det også bare være slacker-punk. Det er fedt, og det er Pelts smaddergode til at levere. Sidst vi talte med dem, lovede de, at de skulle optage, og det har vi fået denne lille perle af en EP ud af.
Flerstemmigheden blandt de tre sangere fungerer bedre end nogensinde, og den gammeldags, skramlede lyd er lige dele nostalgisk og spændende. Der er noget Sunny Days’k at spore i guitarlyden, og de enkle melodier er fængende og lige til at forholde sig til. Vi er ikke langt fra twee-territorium, men i mindre grad manic pixie dream-versionen af genren og i højere grad en moden cottagecoremøder-storby-a-la-Nørrebro-med-udeservering-agtig form. Og det kan jeg ret godt lide. Glæder mig til at lytte til dem udenfor igen.
‘Stressed’ er fortsat yndlingsnummeret, og lyrikken er lige i øjet til undertegnedes målgruppe. Glæd jer, unge mennesker, det er det her, I har i vente.
Broken Focus – ‘Broken Focus demo’
Lidt mindre chill og lidt mere åbenlyst stresset er LA-punkerne i Broken Focus, og det viser de særligt med en af mine yndlingsgreb. Gang shouts i omkvæd. Det er kraftedeme fedt, og forsanger Wren Rose lyder som en decideret bandeleder, når orkesteret råber med.
Jeg har altid været mere nede med vestkyst-HC end den gamle NY-lyd, og Broken Focus viser strålende her, at det ikke står til at ændre lige foreløbig. ‘Break Me Down’ har en langsomt chuggende start, inden Rose igen pisker en stemning op med sine gutter i ryggen, og jeg får med det samme flashes til Redbait, der desværre ikke har vist livstegn længe.
Selvom man ikke skulle tro det, kommer demoen her faktisk vidt omkring på sine ti og et halv minut, og den næsten bouncy ‘Life Dysmorphia’ går direkte over i den tungere (og tre gange så lange) ‘Matchbox’ der er aggressivt moshende i sin energi og fremviser solidt trommearbejde.
Many Eyes – ‘Combust’
Confession time: Jeg kunne ikke lide Every Time I Die.. Alting kan ikke være for alle, så jeg var ikke specielt berørt, da det band så spektakulært brød sammen. Jeg kan i øvrigt heller ikke lide Better Lovers, så der var jeg også ligeglad.
Men nu hvor Many Eyes er udkommet med ‘Combust’, kan jeg sige, at jeg er glad for, at Every Time I Die ikke findes længere, for det betyder, at Keith Buckley nu både synger og skriver her i stedet.
Og det kan jeg til gengæld godt lide. Det er en tilbagevenden til en type metalcore, der er sjældent set og hørt, men som altid er rar, når den viser sit ansigt. For i stedet for at forfalde til ligegyldige bløde passager og spaghettisoloer er det ren, uforfalsket aggression. Det er meget relevant for mine interesser.
Når der så er et break i intensiteten som på ‘The Clock Behind All Other Clocks‘, så understreges det med råben som afveksling til et brøl, der ellers præger Buckleys vokalpræstation. Selv når Buckley en sjælden gang imellem synger rent, så fungerer det. Less is more.
Når han skriger ‘Everyone’s a cop’ fire gange i træk, kan man ikke engang nå at tænke over, om man er enig, før man instinktivt råber med. Et tegn på fremragende sangskrivning.
Og når guitar og bas unisont ruller, hakker, starter og stopper i ‘Acid Test’, så rokker hovedet med, så det halve groove kunne være nok.
Kittie – ‘Spit XXV’
I anledningen af 25-års-jubilæet for deres store succes ‘Spit’ har Kittie udgivet en lille EP med genindspilninger af deres største sange, og det er de faktisk sluppet ret hæderligt fra. Jeg var bekymret for the cash grabbiness of it all, når de nu er signet på Sumerian Records med dets medfølgende uduelige ejer, men Kittie har formået rent faktisk at omdanne de hidsige nu-metal tracks til noget mere nutidigt.
I titelnummeret ‘Spit XXV’ har den fået et ordentlig hak på gaspedalen, og Morgan Landers vokal er mere guttural og brølende end nogensinde. På opfølgeren ‘Do You Think I’m a Whore? XXV’ er det søster Mercedes, der fremviser noget af den fremragende træning, hun har fået ud af at spille i det håbløst oversete stonerband The White Swan gennem årene. Kittie lyder så vitale som nogensinde, og hvis man mangler en grund til at genbesøge ‘Spit’ eller eventuelt introducere et yngre menneske til et genrehovedværk, kan man roligt sætte ‘Spit XXV’ på. Mindre angst, mere raseri og en del bedre teknisk kunnen. Det er fedt nok.
Sheds – ’No Way Out’
Ærligt, Blink-182 fucking holder. Og det gør de især på ‘Dude Ranch’, hvorfor det er lidt ærgerligt, at de gik væk fra den lyd.
Det er jeg ikke den eneste, der synes – tydeligvis, kan man sige, når man lytter til Sheds.
Her er nemlig fire unge fra Indonesien, der har besluttet sig for at gå navnlig Mark Hoppus i bedene på denne EP.
Alt lyder som soundtracket til American Pie 2, og jeg er vild med, at man formår at lave spritny musik fra den anden side af jordkloden, der i så høj grad kan transportere mig tilbage til en tid, hvor de her mennesker knap var født.
Helt ned til flerstemmigheden og de overlappende vokallinjer, som de demonstrerer på ‘Sick of Shame’, har de helt styr på det, og det er en fryd at lytte til.
‘Built to Break’ er lidt mere moderne og tidssvarende i sin lidt mindre polerede punk, og det viser, at bandet har mere at byde på end bare Blink-pastiche.
Så snart jeg opdagede denne plade, måtte jeg straks sende den til Andreas Ampatzidis fra Nasty Cut, for hvis nogen bør bookes til den festival, er det Sheds. Nu venter vi bare på, at magien virker.
Alicia Cordisco – ‘The Burden of I’
Alicia Cordisco har denne gang kastet sig ud i melodisk black metal, og selvom det er en genre, der ikke ligger ligefor, når man tænker på, at hun tidligere har beskæftiget sig med power metal i Judicator og til daglig arbejder med fræsende thrash i Transgressive – der i øvrigt også har en strålende EP ude, som vi desværre ikke fik plads til – så sørger hun for at levere en storladen omgang black metal, der arbejder noget bedre i melodiøsitet end mange af hendes mere bm-erfarne fæller.
Lyt selv til titelnummeret, der kombinerer mægtigt skalaarbejde, fuzzy distortion og effektiv stemningsopbygning, inden hun lægger sin sorgfulde, hæse vokal ind over, alt imens trommerne lægger grunden for en genoptagen solo, der sender nik i retning af Transgressive, der netop er kendt for dette.
Cordisco må efterhånden anerkendes som multitalent med alt det, hun lykkes med. Også black metallen kan hun klare. Og så er det ekstremt sejt som transperson at sammenligne sig selv med Theseus’ skib. Det er satme noget deprimerende selvrefleksion, hun foretager sig der. Også mere end man måske har lyst til selv at opleve.
Slothrust – ‘Wildcard’
Okay, men lad os slutte med lidt lettere bluesy ballade fra bostonske Slothrust, der, som jeg fandt ud af i min research, har eksisteret i 15 år og har lavet et væld af plader. Jeg siger det med en ret overrasket tone, for jeg synes, bandet virker ganske frisk og opfindsomt. Sådan kan man blive så snydt.
Nå, men fra første sang ryger vi ud i noget, der minder rimelig meget om Jefferson Airplane, lige indtil det første omkvæd kommer på bordet, og forsanger Leah Wellbaums guitar klinger ind over i et heavyrocket angreb, alt imens hendes vokal bliver besynderligt operatisk. Sangen lukker til en fin gang klaver.
Det er lidt underligt. Det kan man ikke komme uden om.
‘Spill the Juice’ er ikke mindre særpræget, omend lidt mere afdæmpet og lidt calypso-lounget i sin tilgang. På en eller anden måde minder det om et band, der bliver booket til en firmafest, men som fucker hele festen op ved at tage deres egen setliste med i stedet for de goldies, de er hyret til. Lidt ligesom Cardigans i gamle dage, men lidt mere dynamisk.
Jeg ved heller ikke, hvor ofte du, kære lytter, er blevet udsat for kærlighedssange, der indebærer pisk og smæk og diskussioner om, hvem der er sub og dom – og så endda præsenteret så indsmigrende. Og med rigtig helterockguitar med i købet.
Jeg forstår godt, hvis man har svært ved at finde hoved og hale i det her, særligt når ‘Midnight Slay’ så også byder ind med sin 00’er-vibe, men det er altså værd at lytte til. Om ikke andet så for oplevelsen.
