Onsdag aften i Pumpehusets lille sal bød på en heftig coreburger bestående af en sprød hardcoreover- og underbolle, men med en desværre for smagsløs deathcorebøf i midten. Vi fokuserer derfor bare på bollen – en kradser kan jo også noget.
Sorte hættetrøjer – tjek
Uimponerede ansigtsudtryk – tjek
Stretchede ører – tjek
Jep. Det begyndte så småt at lugte af et -corearrangement i Pumpehuset. Eller også var det bare alle prutterne.
Da aftenens lineup blev annonceret sidste år, var det først og fremmest BIG ASS TRUCK I.E. fra det sydlige Californien, som fangede min opmærksomhed alene grundet deres tossede bandnavn. To Selvtægt-kollegaer opfordrede mig til at komme i gang med at lytte til dem, og kort efter sad jeg i regionaltoget mod Ringsted med ‘BIG ASS DEMO’ kørende i ørene på repeat med en klar fornemmelse af, at jeg under ingen omstændigheder måtte gå glip af det her band live.
Jeg er som sådan ikke til lastbiler – selv ikke de røvstore af slagsen. Men den amerikanske truckerkultur, som det seneste års tid har bredt sig fra landevejen til at vinde indpas i memeosfæren, synes jeg er ægte fascinerende. Noget af det mest mandede jeg overhovedet kan forestille mig, er at leve på en diæt bestående af tankstationssnacks og energidrikke mens man bliver betalt for at køre 1.000 kilometer i et 40 tons tungt møgsvin af amerikansk stål i et halvt døgn i træk – og jeg har ikke engang kørekort. Det viser sig desuden at være et voldfedt hardcoretema.
“If you see someone not moving, throw them in the fucking pit”, brølede forsanger Abel Abarca, iklædt en hættetrøje med et kæmpe Ford-logo henover brystet. Han havde hele kataloget af pit-oneliners klar, men der var egentlig ikke brug for dem. Centrifugen i midten af rummet stod nemlig aldrig stille, og selv dem, der holdt sig ude på fløjene, kom på overarbejde med den linde strøm af stagedivers, der trængte til en flyvetur eller fem undervejs i bandets halve times set bestående af syge drops, two-step-opfordrende riffs og tekster om, hvor fedt det er at veje 2.000 pund, og hvor seje lastbiler er. Hvis du ikke forstår det, så skrid med dig.
Bandets set bestod af allerede udgivne singler, lidt nyt samt hele den førnævnte demo. Især demoens selvbetitlede track, som blev spillet til sidst, blev mødt med ivrig publikumsdeltagelse. Folk bjæffede med på teksten i mikrofonen, og sparkede højere, end jeg mindes nogensinde at have set i en pit i Pumpehuset. Det skal de fremmødte have ros for, og det fik de skam også af Abarca, der rundhåndet slyngede skud ud til sine tykke homies, sine dansende homies og de homies, der kendte bandet i forvejen. Sidstnævnte var der overraskende mange af.
Jeg er dybt taknemmelig for, at koncerten blev afviklet i Pumpehusets lille sal, for lyden er bare bedre dernede, og den tyngde i lydbilledet, som bandets musik kalder på, fyldte faktisk hele rummet uden at noget druknede. Det er nemt at affeje BIG ASS TRUCK som et “haha. funny”-projekt, men det er en fejllæsning. Under alle de mange lag rasende truckeridioti ligger der en reel fornemmelse for musikaliteten, der ikke er til at tage fejl af. Og så må deres bassist gerne råbe endnu mere fremover – der er rigeligt med hestekræfter i hans stemmebånd.
Aftenens headliner Bodysnatcher, kommer fra den anden side af staterne, nærmere bestemt Florida, og kan vel bedst beskrives som hardcore med deathcoreinspirationer. Deathcore er en genre, jeg godt kan have et lidt anstrengt forhold til, for selvom både hardcore og dødsmetal er godt, er det ikke ensbetydende med, at det fungerer at blande de to. Det hjælper ikke, at bands i genren har en tendens til at spænde ben for sig selv, når de starter rasende og lovende ud på debuten for så at blive alt for pæne alt for hurtigt. Badboy-viben med de konfrontatoriske tekster begynder pludselig at virke påtaget, når skidtet lyder kalkuleret og indstuderet, og så falder det hele til jorden. Det er ikke sejt. Der er dog altid en undtagelse, der bekræfter reglen – ligesom i tysk grammatik – og det er her, Bodysnatcher kommer ind i billedet.
Hvis BIG ASS TRUCKs riffs er tunge som en Ford-lastbil, har Bodysnatchers breakdowns en kampvægt lig en CAT-dumper. Ribbenene rasler, når den fuldfede bas brummer ud over scenekanten med en tyngde, der nærmest bliver slam-agtig – og eftersom slam vel egentlig bare er deathcorens bøvsende fætter, der ikke tror på brusebade, lyder det hverken mærkeligt eller malplaceret.
Vokalen skifter ubesværet mellem brøl og growls, og begge leveres ganske overbevisende. Også her har vi en bassist, der med fordel kunne få lidt mere plads, da hans vokal står skarpt og giver lidt ekstra kant til helheden, når han kommer på banen. Spilleglæden er desuden til at tage og føle på, uden at de står og ser helt lalleglade ud. Det er tydeligt, at Bodysnatcher lever på publikumsenergi, og den var der skam nok af, selvom det var rigtig sent at stå i Pumpehuset onsdag kl. 23.
Florida-slænget er bedst, når de spiller beatdown, og det gør de sig heldigvis rigtig meget i. Til gengæld formår de også at holde det interessant, når hastigheden ryger helt i vejret eller når de kører rundt i mid-tempo riffs. Det havde jeg ikke regnet med efter de første par numre, men sådan kan man jo blive taget med bukserne nede. Bodysnatcher undgår den sædvanlige deathcore-fælde, hvor der går alt for meget pikspilleri mellem de ting, de er bedst til – og det er tonstunge drops i den ene ende af spektret og indbydende hardcoreriffs i den anden.
