Som encellede organismer sidder vi i vores private omgivelser og skal underholdes af verden udenfor. Nogle søger ud efter mørkets frembrud for at blive underholdt, mens andre øver på at underholde til perfektionisme i lige deres særinteresse.
Jeg er en af de organismer, der søger musikken som underholdning. Som underholdning hvor det kan mærkes i form af andre, der brænder for deres eget speciale i form af at have komponeret musik, skrevet tekster, og øvet igen og igen på scenografien og det udtryk, som de vil optræde med.
I aften er der tre helt forskellige bands, der byder op. Første er Permanoia. Unger, uspolerede og karismatiske.
Deres udtryk er råt. De udtrykker noget sart med den forvrængede stemme, der fremprovokeres – og er lige på kanten til at knække over.
Det rører noget i mig, jeg føler mig ramt af deres ærlighed, og græder lidt. Indvendigt, for når mænd græder, er det altid i en flaske, i en streg, i en joint. Jeg er ikke til nogen af de dulmende virkemidler, det bliver bare hvor det er. Indeni.
Aftenen fortsætter med anden akt: Kōya: Stærke entertainere i den tunge ende.
Der bliver budt op til dans, men de fremmødte i festsalen, skal ha’ skåret det ud i pap.
Martin Jørgensen, der er syngende frontfigur, tager hånd om problemet på en yderst velfungerende, pædagogisk måde. Han hopper ned fra scenen og hiver det tilbagetrukkede publikum helt frem. “Godt, så kan vi starte!”
Dybt professionelle som de er, fremfører de det yderst stærke kendingsnummer, som alle skriger med på. Og vi får også et par splinternye dugfriske toner med, som alle, inklusiv denne skribent og fotograf, kaster sig ud i moshpitten til. Sjov og afvekslende motion som afbræk fra hverdagens gentagelser.
Martin stopper ikke her, han har fanget hvilket publikum han står overfor – de vil ha’ mere og de vil kæmpe. Kæmpe gjaldt det den sidste dråbe vand på jorden, kæmpe som gjaldt det liv eller død.
En amerikansk fodbold bliver smidt ud på gulvet! Reglen er enkel: den, der har bolden når sangen slutter, vinder! Der var ikke tale om den sidste dråbe vand eller mirakeldråber til evig ungdom som førstepræmie, men kampen så sådan ud, da granvoksne mænd lå kæmpende i en kødklump på gulvet, mens øl og sved blande sig på det glatte parketgulv. En ung mand var vinder da sangen var omme og en præmie kunne indfries i merch boden.
Swartzheim: Sidste band på dæk!
“Det trak op til ballade, der stank af bank og bølleflade!” – Det var attituden. Hårdkogte og med et udtryk, der kunne gøre en blind mand bange. Jeg ved det er forsanger Jeppe Halse Fuglebergs stil, og jeg ved at bandet er søde unge mænd, der er yderst dygtige musikere.
Jeg er underholdt, og nyder hvert et sekund. De leverer som altid 100 %, men det var bare ikke alle, der opfattede det som et udtryk for vred ung musik, og resulterede i, at mange forlod salen. De der blev, og var kommet for at opleve, lytte og fatte noget af hvad, det hele handlede om, fik valuta for billetprisen.
