Nu hvor sommeren lige så stille er ved at være ovre, og de grå efterårsskyer sniger sig ind i løbet af ugen, hvor regnvejret bliver hyppigere, og hvor bladene er ved at blive orange, kan man gøre to ting. Den ene mulighed er at omfavne efterårsstemningen, og den anden er at brokke sig over vejrforholdene og gemme sig væk nede i en kælder.
Vi anbefaler førstnævnte. Men hvis man absolut skal ned i en kælder, så er spillestedet Basement denne aften en oplagt mulighed. Dér spiller Anti Ritual og New Money nemlig
New Money sørger i hvert fald at lægge hårdt ud. De bygger videre på pengekasseæstetikken fra Pink Floyds ‘Money’ ved – naturligvis – at handle om penge, men også det aspekt, der handler om at spille musik i taktarter, de fleste hverken finde rundt i eller tælle til.
Det vilde ved New Money er nemlig, at det føles som at se et popband, hvor instrumentalisterne har helt vildt godt styr på numrene, fordi de er så lette at spille. I New Moneys tilfælde er numrene dog blevet moduleret til uigenkendelighed i form af ti forskellige skiftende taktarter, tempoet er blevet øget enormt, og formen er i sin helhed bare blevet smadret og strakt til former, der ikke burde passe – men alligevel fungerer det for dem.
Det er fedt, at det ikke resulterer i snobbethed og jazzstandarder, når musikere rammer et så højt, legende niveau, men godt kan anvendes til denne form for smadret og støjende mathcore.
Vokalist og guitarist Christian Jamet Bonnesen spiller i flere tilfælde så hurtigt og teknisk på guitaren, at tungen bogstaveligt skal holdes lige i munden og blikket limet fast til gribebrættet. Der er ikke plads til power-poses og underlige grimasser, når de ting skal skrues sammen i samspil med resten af bandet. Når det så er sagt, så er det kække ikke tabt i kompleksiteten, da Bonnesen alligevel formår at bevæge sig rundt på – og ned fra – scenen, komme med dedikerede “skud ud” til bestemte amerikanske politikere og generelt bare holde en god stemning under det 25 minutters lange set.
Trommeslager Niclas Jürs Suffaus komplementerer Bonnesen glimrende, og der bliver slået så hårdt på trommerne, at trommestikkerne flere gange tabes og hurtigt må gribes eller erstattes, så nummeret ikke falder fra hinanden. Det bliver alligevel gjort med sådan et musikalsk overskud, at selvom trommekomponenterne kortvarigt forsvinder i arrighed, så snøres det hele hurtigt sammen igen af ren synergi.
Bassist Simon Tornby er specielt god til at ligge som understøttende karakter for det hele, hvor bassen ofte står for nogle af de mere synkoperede og proggede undertoner til det overordnede lydbillede. Det er fedt, at det ikke resulterer i snobbethed og jazzstandarder, når musikere rammer et så højt, legende niveau, men godt kan anvendes til denne form for smadret og støjende mathcore.
Et kollektiv i forfald
Aftenens hovednavn er Anti Ritual, der skal spille release-show for deres nyudgivne EP ‘80 Years’. Titlen beskriver, hvordan det har taget den kollektive erindring 80 år at tillade endnu et folkemord at opstå siden holocaust.
I dag hvor det åbenbart er kontroversielt at påpege Israels krigsforbrydelser mod Palæstina og med en dansk stat, der støtter våbensalget til netop dette, er det væsentligt, at bands som Anti Ritual eksisterer.
Det gør ikke noget, at man ikke har den største platform, når det kommer til at fremme budskabet. Hellere prædike til de få end til ingen og hellere råbe op til ingen end slet ikke at råbe op. Anti Ritual har forstået det her til fuldstændighed, og vokalist Marco Malcorps gør et fantastisk arbejde med at italesætte den moderne verdens problemer, og hvordan man bekæmper dem.
Ud over at italesætte dette så er han også en bragende dygtig frontperson. Det er ikke det mest imponerende fremmøde her en hverdagsaften i Basement, og det er heller ikke de mest engagerede koncertgængere, der er mødt op. Det skal kun forstås i den forstand, at den evigt akavede halvmånekonstellation former sig foran scenen. Malcorps udnytter dog dette til sin fordel og bevæger sig ned på den for at gestikulere vredt og råbe folk direkte ind i ansigtet.
Bandet bakker ham også op med guitarist Jacob Krogholts guitarhelte-stance og bassist Kaspar Boye Larsens grimasser. Trommeslager Nikolaj Borg får også akkompagneret det hele ved at være meget glad for lilletrommen gennem hele koncerten. Faktisk så meget, at det leder til et par betydelige fejl, som gør flowet uoverskueligt.
Jeg tror også, at mit hovedsaglige problem med Anti Ritual ligger rent kompositorisk. Følelsen af et godt punkshow er bestemt ikke fraværende, når alle medlemmerne musikalsk rotter sig sammen som i afsluttende ‘A New Discourse on Enlightenment’, men generelt mangler jeg noget.
Det hjælper heller ikke, at det nærmest tager et halv set, før det første break for alvor tilkendegiver sig. Jeg kan forstå appellen ved at lave kompromisløst råt punk som i de gode gamle dage, og det er måske et mig-problem, at jeg ikke kan nøjes med koncise d-beat numre i 4/4 for at være helt tilfreds. Men når Anti Ritual alligevel indimellem så tydeligt viser, at de faktisk sagtens kan variere deres numre til et mere omfangsrigt udtryk, føles udgangspunktet i sammenligning undervældende.
Det, jeg tager mest med fra koncerten, er dog Malcorps formidlingsevne, når det kom til at sætte fokus på nødvendighederne. Selvom der bliver spillet mange gamle numre, er materialet fra ‘80 Years’ ubetvivleligt det mest aktuelle i aften – specielt med Malcorps’ indledende monologer om skadeligheden ved store virksomheder og regeringens industrielle interesser, som smadrer jorden for profit, og hvordan politiske agendaer prøver at sløre linjerne mellem realitet og illusion.
Lige meget hvad, så kan man ikke tage fra de fire herrer, at de unægteligt har mestret kunsten af det, de laver, når det så endelig fungerer. Der er mange gode riffs, udtrykket er i vinkel, og Malcorps’ vokaltjans alene sætter også kryds i alle boksene – så kan man så diskutere, hvordan det hele fungerer i samspil i praksis. Men effektivt, det er da det.
