Sådan sagde Thomas Martin Hansen i vores interview med Kollapse og Grava om deres fællesudgivelse, der lå forud for Roskilde Festivals dobbeltshow. Pladen skulle være et kreativt benspænd for begge bands, hvor der blev trykket lidt på følelsen af kontroltab ved at invitere hinanden ind i hinandens respektive intime fællesskaber. Et benspænd kom dog også i form af Kollapses guitarist og overall personificering af nordjysk venlighed Peter Clement Lunds kræftdiagnose.
Man kan i sådan en situation fuldstændig undgå at læne sig ind i tristheden eller omvendt gøre det til omdrejningspunktet for sin optræden. Kollapse og Grava har begge fødderne plantet i tristessen, men samtidigt er aftenens show ikke en kapitulering til meningsløsheden – snarere et kampmanifest. Som Hansen sagde i selvsamme interview fra foråret: ”Der skal ofte være smerte til stede, for at tingene flytter sig.”
Der er en trykket stemning, inden koncerten går i gang. Indhyldet i Gloria-scenens mørke skal man træde forsigtigt, for det tager lidt tid for ens øjne at tilpasse sig. Som vi oplevede ved Vægtløs-showet, er det ikke alle foran scenen, der er heldige eller uheldige nok til at forstå situationens alvor. Heldigvis er vi dog primært voksne mennesker i modsætning til Vægtløs-publikummet, og gennem lidt dialog får de ikke forstyrret oplevelsen alt for meget.
Trompetist Dan Hejslet, der også medvirker på pladen, indleder koncerten med en andægtig solo badet i lys. Jeg har desværre ikke fået hørt splitten, der lægger baggrund for koncerten, mere end et par gange, men jeg mindes om ’Der Hvor Jeg Tænker Er Der Altid Mørkt’ fra Kollapses debut ’Sult’. Hejslet er som på splitten en forbinder-figur under det meste af koncerten. Der kan være delte meninger om brug af messing i metal, men her er det blåt og ambient og ud over det fuldstændig i tråd med begge bands eksplosive tristhed.
Viktor Ravn fra Demersal har fået ugens allerhårdeste post. Lunds kræftdiagnose er desværre som musikken; aggressiv og hjerteskærende. Han kan simpelthen ikke være her. Så Ravn har sagt ja til at fylde et hul, der ikke har en bund. Kærligheden til musikken og til materialet stråler dog ud af ham, som han tager Lunds stykker på vokal og guitar og får det til at lyde som en vred bøn til universet. Hans lidt lysere klang klæder de to bands ellers typisk meget dybe vokaler.
Som en særlig overraskelse træder Under Byens vokalist Henriette Sennenvald ind på scenen til et sludget cover af Anne Linnets ’Forårsdag’, hvor særligt linjen ”Jeg ved, at al min sidste tid skal leves” gør et stort indtryk på hele salen. Det bidrager til en følelse af showet som et patchwork af lyd og mentale billeder. Selvom Grava spiller alene, spiller de Kollapses sange og omvendt. Selvom der er skifte mellem setups, så er der altid et horn, en trommestik eller publikums hujen til at fylde tæppet ud. I 1980’erne samlede man en stor quilt af mindre quilts, der ærede folk, som var døde af AIDS. Den vejer 54 ton og er det største fælles skabte stykke kunst i verden. På samme måde føles aftenens koncert som et tungt kunstværk, men også en fejring af livet og de kompositioner, Lund har skabt med både sine egne bandmedlemmer og Grava. Som Vægtløs tidligere på ugen sang om, så må vi tage vores knuste hjerter og gøre dem til kunst. Det formåede Grava og Kollapse med en stærk, smuk og stædig sårbarhed på Gloria.
