Uno, dos, tres, quatro!

Skrevet af:

Kunstner(e):

Spillested:
,
Fotografi/illustration:
Leo Kyds
Tema:
,
Adgang gennem spillested
Genrer: , ,

Med et flot fremmøde på en mandag aften leverede brasiliansk/amerikanske Soulfly alt det, som forventedes. Hverken mere eller mindre. På trods af en koncert, som føltes set før, virker de uhyre relevante og ældet med ynde.

Tætpakket var det i Anker Jørgensen-salen på Enghavevej, bedre kendt som Lille Vega. Hvis ikke udsolgt, var vi i hvert fald tæt på. Rigtig flot fremmøde til et mandagsstævnemøde, hvortil langt de flestes sommerferie sandsynligvis er slut. Et publikum bestående hovedsageligt af mænd med hovedsageligt to slags frisurer: Enten med meget langt hår på hovedet eller intet hår på hovedet. Med tanke på, at bandet for tredje år i træk besøger København på omtrent samme tidspunkt (Copenhell sidste år og Pumpehuset forrige år), og med det semi-svage album ‘Chama’ (2025) i ryggen, virkede fremmødet endnu mere overraskende.

Max Cavalera er et til tider overset ikon på metalscenen. Soulfly bør på mange måder ses som fortsættelsen af Sepultura efter milepælen ‘Roots’ (1996). Med sin karakteristiske sangskrivning har Cavalera haft en afgørende indflydelse på bands som Deftones, Slipknot, Korn, Gojira og – om man kan lide dem eller ej – Limp Bizkit. En række artister med en lyd, som oplever en form for renæssance i disse år og inspirerer en ny generation af mennesker til at spille musik og danne bands. Selv artister, der står uden for metalverdenen, som Björk, Dave Grohl og Robert Del Naja fra Massive Attack, har tilkendegivet, at de er fans. Og hvad så med Cavalera og Soulfly selv? Tja, de står her på Lille Vega og er tydeligvis klar over deres præg på nutiden. Mere om det senere.

Med det karakteristiske ”Uno, dos, tres, quatro!” åbnedes koncerten med ‘Back to the Primitive’ fra albummet af samme navn fra år 2000. Soulfly fik publikum med fra start og videre over i klassikere som ‘Seek ’N’ Strike’, ‘No Hope = No Fear’ og ikke mindst ‘Prophecy’. Det ene tunge, groovy riff syntes at tage det andet, og hele bandet må siges at spille som en yderst velsmurt turnémaskine. Hvis ikke man svajede med, måtte man altså være lavet af sten. Som vi bevægede os længere ind i sættet, kom de nyere numre, som ikke ramte lige så hårdt. Både fordi materialet simpelthen er dårligere, men også fordi Cavalera på sine ældre dage har mange og eksperimenterende idéer. I sig selv er det fint at udforske og prøve ting af. Det ender bare aldrig rigtig vellykket for Soulfly. Det gjorde det heller ikke i aften på Lille Vega, og luften sev af ballonen.

Traditionen tro gik bandet af scenen for at lade Cavalera være tilbage med sin berimbau – et brasiliansk strengeinstrument. Med fællessang på modersmålet blev salen hevet med tilbage. Som ingefæren til sushi skulle der nok lige renses ud efter de mislykkede, eksperimenterende, nærmest psykedeliske stykker. Til slut sad især ‘Bumba’ og ‘Tribe’ lige i skabet. Guitarist Mike DeLeon fortjener ros for sin karisma og evige indpisken. Ud over at have umådeligt flotte glimmerguitarer, virkede han ikke som en mand, der ville ned fra den scene. Cavaleras nærvær fortjener som altid også ros. Der er noget afslappet og trygt over hans tilstedeværelse. Her er en mand, som lever og ånder for sine fans og for at stå på scenen. Der er ikke et sekunds tvivl om, at han elsker at give sin musik til sit publikum. Yderst charmerende var det, når man på lang afstand kunne se ham få øjenkontakt med forskellige publikummer og give sig hen på sin egen, lidt kiksede morfar-måde. Nærvær i særklasse, som mange kunne lære noget af.

Som ekstranummer fik vi et cover af Deftones’ ‘Headup’, som Cavalera har været med inde over. Et nummer, som sluttede ringen om Soulflys relevans. Lige så meget som det fortæller om tidens strømninger, fortæller det om den arv, Soulfly og Cavalera har med sig – og hvorfor de er relevante. Salen eksploderede kun yderligere med ‘Jumpdafuckup’ og ‘Eye for an Eye’. Heftige sager. Der var på ingen måde noget, som blev genopfundet på Lille Vega denne aften. Det var en Soulfly-koncert som set så mange gange før. Spilleglæden, formen og nærværet var i top, og selvom eksperimenterne ikke fungerer, er selskabet med Cavalera og co. umådeligt godt.

Karakter
4
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421