Sumac skabte desorienterende lydbilleder i Vega, da de med stridighed som udgangspunkt udfordrede den traditionelle forstand af en effektiv koncert
Nogle gange sætter man noget musik på, lytter til det og danner derefter den konklusion, at det her ikke er noget for mig. Senere kan man dog vende tilbage til det samme album eller den samme kunstner med mere livserfaring, en udviklet musiksmag eller bare en mere åben tankegang, der hjælper med at nuancere ens indtryk af værket – nogle gange så meget, at man lærer at kunne lide det, man engang ikke kunne.
Ofte ender de oplevelser med at bunde i et klik-øjeblik, hvor det går op for én, at man faktisk har ændret sig og nu kan værdsætte noget, man ikke plejede at kunne. Sådan er det dog ikke med Sumac, der gør alt i sin magt for at afskyliggøre førstehåndsindtrykket af deres støjede sludgemetal.
Ved Sumac får man ikke et “aha”-øjeblik, hvor det hele pludselig klikker og begynder at lyde godt. Ved Sumac tilvænner man sig ubehaget ved musikken og bliver bundet af den iboende kraft, der modvirker al form for sammenhæng. Formålet er nemlig ikke at servere en belønning for faktisk at komme igennem et helt album eller en hel koncert, men at man lærer at tilpasse sig den musikalske korrosion af et spektakel, der er deres musik.
Det bliver jeg også påmindet om, når jeg står i Vega og skal finde hoved og hale i det absurde lydbillede, de tre musikere på scenen formår at fremkalde med deres instrumenter. Det får mig til at tænke på den canadiske filosof og kulturteoretiker Brian Massumi, som er kendt for sit begrebet “affektteori”. I bund og grund går det ud på at beskrive intensitetstilstanden i kroppen, som opstår, før vi sætter ord på en følelse, før vi forstår, hvad vi oplever, og før vi kan analysere det. Det er en beskrivelse af den rå og sanselige kraft, man nemlig oplever ved liveoptrædener.
Man bliver nemlig overvældet af indtryk, når Sumac forvrænger lydbilledet endnu mere end før og skifter fra tungt samspil lige så koordineret som et forsikringsfirma til en udpræget ubehagelig passage, hvor der slås på guitarkroppen for at skabe reverb, plekteret skrabes på de tykke basstrenge, og trommerne forvandles til umarkerbare støjede slag på bækken. Det opstiller en udefinerbar kontrast, hvor det nu udviklede stadie fremstår lige så invasivt og overvældende som før, men stadig overgår tidligere passager i intensitet.
Effekten af Sumac kan mest mærkes, efter et bestemt fænomen er holdt op. Måden, hvorpå numrene bygger videre på sig selv med lydflader, pedalstøj og sine tematiske repetitioner til visse motiver, er ikke noget, der med det samme spiller ind i én stor samlet ramme af samhørighed, men noget man, når nummeret når sin ende, kan sætte stor pris på. Specielt når numrene foretager sig en brat ændring, går det op for én, at man egentlig har stået og stirret sig blind på Aaron Turners monolitiske skikkelse over én dronende tone de sidste ti minutter for så at få en uigennemtrængelig lydvæg i ansigtet uden nogen varsel overhovedet.
Der spilles materiale fra blandt andet Love In Shadow og The Healer, som i et friere format af en koncert godt kunne tænkes at bankes og forvrænges ind i mere uigenkendelige former, men numrenes knusende kraft er alene nok til, at man godt kan gøre op for den formfaste præstation. En anden påpegelse for forbedring kunne til fordel rettes mod skiftene mellem numrene, der hovedsageligt er med til at vanskeliggøre helhedsoplevelsen og hive en ud af den auditive trance-ruinvandring, man ellers befinder sig i under en Sumac-koncert. “Tid er en flad cirkel” – eller hvad end Nietzsche nu engang sagde; i modsætning hertil er numrenes cirkulære tilbagevendinger i dette tilfælde med til at fastholde en væsentlig følelse af formål med de lange numres repetition.
Koncerten er for mit vedkommende med til at bekræfte, at man snarere lærer at udholde Sumac, end man lærer at elske dem. Man får ikke den store forløsning, som når et breakdown kulminerer, men i stedet et vedvarende, dvælende ubehag i kroppen, der først virker til at falme og formidles, når man underbevidst anerkender Sumacs præmisser som værende modarbejdende for traditionelt tung musiks intention.
Det er en oplevelse, der hverken inviterer dig ind eller tvinger dig til at blive, men efterlader netop den mængde plads til, at man selv kan finde gevinst i det urovækkende og kalejdoskopiske lydbillede – og i den opnåelse er der en sær fascination, der er svær at lægge fra sig, når den først er opnået som tilsigtet.
