Tesseract

Timet, tilrettelagt, Tesseract

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Rolf Meldgaard
Adgang gennem spillested
Genrer: , , ,

Det er lang tid siden, at jeg har været til en tripel-booking i progg’ens tegn på Voxhall i Aarhus. Så det var på tide, at jeg igen kunne spænde selerne til en omgang scifi-core, og tirsdag aften klokken 1900 stod min fadøl og jeg klar.

The Omnific 

Til lyden af svært selvironisk barbershop-a cappella med lyrik i stil med “Bass, bass, bass it’s time to play some bass” skal jeg da lige love for, at det var tid til at høre noget bas. For den australske trio The Omnific er to tredjedele bas og resten trommer.

Jeg måtte lige gnide mig selv en gang i øjnene og ørene for helt at fatte, hvad det var, jeg var blevet publikum til. De to bassister Matthew Fackrell og Toby Peterson-Stewart havde stillet sig helt frem på scenen, for nu skulle de fandeme vise, hvor mange lyde der kunne komme ud af sådan en strenget bandit. Og som de tæsker afsted på deres instrumenter, lander deres lyd et sted mellem basvirtuosen Victor Wooten og Animals As Leaders-guitaristen Tosin Abasi – alt sammen på toppen af humørskiftende kompositioner, som gav en følelse af at være låst mellem enten at ville skrive den gode melodi eller at være et showcase for en ny fed elbas, som jeg skulle købe. 

Der er ikke meget guf i at være et partyband på en tirsdag i Aarhus, men gruppen gør et hæderligt forsøg på at få solgt deres ret unikke udtryk til den fremmødte skare. Især trommeslager Jerome Lematua får gejlet østjyderne godt og grundigt op, som han drøner fra trommesættet op til scenekanten og svinger sin mullet rundt i, hvad jeg bedst kan beskrive som, et medley af tiktok-danse.

The Omnific er en spøjs størrelse, og det musikalske udtryk bliver en anelse endimensionelt for mig, og jeg ærgrer mig, når bandet har mere backingtrack end faktisk spillet lyd. De er sørme dygtige til, hvad de gør, men konceptet er jeg nok ikke just målgruppe for.

Novelists 

Fra australsk bas-bonanza til fransk metalcore; Novelists er næste levende billede på den aarhusianske scene. Lige som australierne før er lyden såvel energien på plads lige fra start. Et enormt LED-skilt med bandets navn pryder det meste af scenen og presser gruppen helt op i ansigtet af koncertgæsterne. Novelists er et af de der corebands, som har lagt en klar stil igennem hele det visuelle udtryk. Det skal helst være lidt futuristisk, og så skal det helst være lidt Y2K. I denne blanding finder nu-metal-indflydelser også indpas, og bandets nye forsanger Camille Contreras brager igennem med både bløde vokalpassager til hårde, gennemtrængende og forrygende brutale stykker.

Bandet har gennem sin levetid haft flere vokalister, og det mærkes tydeligt, at Contreras stemme stadig er ved at finde sin plads i det djent’ede Novelists-univers, men jeg er sikker på, at der ikke går længe, før vokal-puslespillet går op. Måske på deres kommende plade ‘Coda’? Vi fik i hvert fald serveret nogle appetizers derfra, som lyder lovende, hvis man er til skinnende moderne metalcore, breakdowns og fællessang. 

Tesseract

Et næsten fyldt Voxhall på en tirsdag er en sjældenhed. Og så er det sågar en prog-booking. Ja, når en gruppe pionerer som Tesseract tropper op, så gør østjyderne altså også.

Det er ikke længe siden, at vi fik fornøjelsen af Tesseract her i Danmark, da de gæstede Amager Bio i hovedstaden februar sidste år. En koncert, som igen fik cementeret Tesseract som et band, der absolut nægter at gå ned på kvalitet.

Som et tvist på sidste års tour er konceptet en re-tour til de samme lande, men med koncerter på mindre spillesteder i de byer, de føler, at de missede i sidste omgang – og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som fik lidt et kick ud af at opleve en sådan genial booking i min baghave.

Parolen er klar fra første polyrytme: Intet er efterladt til tilfældigheder. Tesseract er timet, tilrettelagt og kalkuleret.

Åbningsnummeret ‘Natural Disaster’ fra bandets sidste udgivelse ‘War Of Being’ bliver varmt modtaget som starten på den skræddersyede setliste for aftenen.

Der må ikke herske tvivl om, hvor dygtige musikere Tesseract er, og især kræver kompositionerne enormt meget af forsanger Daniel Tompkins fysisk såvel auditivt, hvor han skal agere modpol til det stoiske prog-udtryk som en kødelig og menneskelig galionsfigur for et maskineri af gennemprocessereret prog-perfektionisme. 

Og ja, det lyder på papiret som en steril omgang, men det bliver det tværtimod ikke. Daniel Tompkins er en dramatiker og kaster sig rundt i musikken som bidt af en gal koreograf. Og det smitter af. Den varierede sangskrivning og udtryk binder en sløjfe over hele oplevelsen, som Tesseract for hvert nummer viser, hvad de er allerbedst til:  Sangskrivning. Sammensmeltningen mellem numre som ‘King’, ‘Smile’ og ‘The Arrow’ cementerer en nærmest filmisk helhedsoplevelse, som får understreget Tesseracts position på det musiske landkort. 

Som koncerten skrider frem efter en kort encore med underliggende Blade  Runner-esque soundtrack, får Tompkins en ildevarslende kutte på, og bandet begynder at pakke nogle gamle numre frem som et afsluttende skud fyrværkeri i den lille sal. ‘Acceptance – Concealing Fate, Pt. 1’ sætter impromptu ild til de forreste rækker, som bokser løs på hinanden til tonerne af det efterhånden kultstatusbehæftede album ‘One’ fra 2011, og vi råber alle sammen med. “Now show your hands!”. 

Tak, Tesseract.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook