Det er Frigjort Festival, og selvom arrangørerne er ordknappe, når det handler om at beskrive det grundlæggende etos, må man forestille sig, at det blandt andet handler om at bryde rammerne. Og det gjorde SYL, da de spillede på græsplanen lige bag Nemoland.
SYL er kendt for at slippe tøjlerne, når de spiller koncert, men i dette tilfælde var hesten en vild bronco, og scenen var en prærie, der kunne tonses ud over.
Et kort forspil blev afbrudt af Benjamin Grønne, der hoppede med benene først ind på scenen, mens de andre med varierende snerrefjæs sluttede sig til.
Emi Adalsteinssons Shox blev i den grad motioneret til deres yderste stødabsorberingsevne, hver gang han smadrede hælene i scenen i takt med de chugga-chugga-riffs, han blæste afsted.
Foran omtalte scene var publikum et lidt andet, end vi var vant til. At det var en udendørs, gratis og tidlig festival, havde trukket en meget blandet forsamling til. Alt fra otteårige med langt Christiania-hår til ældre mennesker med albuestokke var dukket op, og selvom sidstnævnte fandt fredelige græsgange ret hurtigt, måtte et par af førstnævnte hives væk af bekymrede voksne, da det trak op til moshpit.
Og som man måske kunne fornemme på indledningen, var SYL kommet for at spille op til slåskamp. Kort inde var Benjamin Grønne allerede kravlet op på en vakkelvorn forstærkerstabel klædt i palæstinensisk flag, og selvom den bekymrede voksne dukkede op i mig, klarede han det uden ulykker. Clemens tog smadreminen på og lagde ud med antisocialdemokratismædevisen ‘rose’, hvor et par fjortenårige piger fuldstændig tog røven på bandet og mig ved at kunne synge med på hver eneste linje.
Allerede til ‘Pligt’ satte Paolo fra Salver pitten i gang med et figurativt driveby hele raden rundt, og den skulle vise sig at holde stort set hele aftenen.
Andreas Grønnes marchtrommer piskede en stemning op og satte alle i gang. Pitten var kæmpestor.
Det samme kunne siges om indledningen på ‘stor dreng’, der fulgte Gustav Brønnums guitarskift, da det lykkedes ham at få knækket strengene efter blot et par numre.
den sang blev blæst ud over hele plænen og Clemens’ efterfølgende causeri over Blackrocks køb af Panamakanalen og kapitalens industrielle ødelæggelse af planeten, der blev afsluttet af udsagnet “Hæng jeres lokale milliardær!”, vakte stor jubel. Det var lige dele applaus og energiudladning forårsaget af ren indpiskning.
Stor succes fra SYL som showfolk – og korrekt analyse.
Slag i slag blev koncerten mere og mere voldsom, og det var svært ikke at høre lyden af Eyes i det stigende metalliske islæt, SYL lagde for dagen. Breakdownet i ‘alt godt’ blev ledsaget af, at Clemens sprang med begge fødder først direkte ud over scenekanten, hvor de sagesløse publikummer måtte samarbejde intenst for at sørge for, at mikrofonens ledning kunne følge med ham.
“Der ligger et dødt barn mellem murbrokkerne på gaden i Gaza. Han har mistet livet i et israelsk droneangreb. Selvom det er farligt, bevæger en gruppe sig hen for at hente ham. Han skal ikke ligge der alene. Men dronen venter på dem,” sagde Benjamin Clemens med raseriet boblende i halsen.
“Over 50.000 er døde. Vi er ikke vidner. Vi er medskyldige,” lød det.
“Frit land fra flod til kyst!” lød det som fra én hals, da ‘kort strå’ klingede ud. Også her kræver folket retfærdighed. SYL har stået forrest her fra starten. Og det belønner publikum. Hver gang de spiller, står der flere og flere. Og når de unge rent faktisk gider lære teksterne udenad, så siger det ikke så lidt.
