I 70’er-orange købmandskitler præsenterede jazzmetallerne SVIN på Golden Days værket ‘Carrier’ sammen med Aarhus Sinfonietta. Værket delte den episodiske karakter med kærligheden, der er Golden Days-festivalens tema i år, uden at forfalde til bombast og klichéer. Dét var godt. Men det gjorde det også til et sært uforløst bump i trioens vidtforgrenede ouevre.
For eksempel kunne man jo godt savle lidt over at forestille sig SVIN bare jerne igennem, mens strygere og blæsere hvinede og skingrede løs omkring dem, og det der monster i videokunstneren Maya SB’s film bag dem kullede rundt med sine øjne på alle tentakler og et svedent gummigrin.
Det ville være fuldt ud forståeligt at komme til uropførslen med de forventninger: SVIN er bare ikke sat i verden for at indfri forventninger. Det kan virke, som om formålet med SVIN simpelthen er at teste grænserne for egen formåen og fejle storslået i forsøget, mens de andre gange sejrer noget så eftertrykkeligt i det eksplosivt små. Og det er en kæmpe gave at have nogen blandt os, der er klar til i den grad at gå på røven, når de netop også leverer så uovertruffent andre gange.
Alle de forbehold for at sige, at SVIN og Aarhus Sinfonietta for en umiddelbar betragtning ikke lykkes fuldt ud med ‘Carrier’, da de søndag aften uropfører det fem kvarter lange symfoniske værk i Store Vega. Jeg sidder i hvert fald på min stol, hvis nussede, orange betræk matcher de købmandskitler, trioen af uransalige årsager er iklædt, og savner noget, der binder passagerne sammen. Så spiller guitaristen Lars Bech Pilgaard en af de knirkende kringlede figurer, der er hans signatur, op mod strygerne, mens resten af orkestret sidder med hænderne i skødet. Så er det Henrik Pultz Melbye, der på saxofon, klarinet eller den sært forvrængede synthblæser EWI leder blæserne gennem en sekvens, og så banker Thomas Eiler perkussionisterne gennem en seance: Hver for sig er elementerne gode, men jeg har svært ved at fange, hvordan de – med reference til værkets titel – bærer noget videre ind i hinanden.
Omtrent ti minutter inde er der en fængende sekvens for marimba, harpe og klaver, der minder om den minimalistiske komponist Steve Reichs 90’er-værk ‘City Life’ med sit afsnuppede klavertema og afsæt i Reichs fascination af fjernøstlig polyrytmik. Det leder over i et decideret funky stykke, ikke ulig noget af det, Pilgaard laver sammen med Selvhenter-trommeslageren Anja Jacobsen i A, og det er herligt at høre hele den til aftenen 15 mand store sinfonietta swinge gelassent stift – men så afbrydes det, og musikken deles igen ind i sekvenser.
Det kan man vælge at læse en pointe ind i: At den kærlighed, værket beskriver, sjældent bare er et sammenhængende forløb, hvor alt naturligt ledes fra klimaks til antiklimaks, mens ledemotiverne løber gennem smukke harmonier frem mod den store forløsning. Eller jeg ved ikke, det kan bare være mig, der genkender en uforudsigelighed og et fravær af samlende narrativ fra parforholdslivet. Men samtidig med løftet om, at godt igen og igen vil ske, så man hænger ved.
Hver for sig er der nemlig ikke noget at udsætte på satserne i ‘Carrier’ – og jeg skal da heller ikke udelukke, at større linjer gennem værket vil tegne sig tydeligere, når man med den påtænkte pladeudgivelse af værket får lejlighed til at lytte sig mere ind i det.
Samtidig kan jeg heller ikke lade være med at glæde mig over, at SVIN saboterer mine forventninger. Ude på toilettet efter koncerten overhører jeg en makker sige til sin ven: “Der var noget Godspeed over det, var der ikke?”
Det var der ikke.
Der var strygere, elguitar og lejlighedsvis dronen, jo, men der var ikke den evige higen mod næste crescendo, som i hvert fald jeg forbinder med Godspeed You! Black Emperor, ikke den svulstighed og overtydelighed, canadierne driver deres pointer igennem med.
‘Carrier’ er mere som et uindfriet løfte, der får én til at blive ved med at vende tilbage til SVIN efter mere kærlighed.
