At være på Roskilde Festival er en tung sag. Der er tømmermænd, stegende hede, tordenvejr og regn — af og til det hele på én gang. Det er egentlig ret heldigt, når man booker et band som Thou fra Louisiana, som netop burde føle sig hjemme under sådanne omstændigheder.
Jeg lytter generelt meget sjældent til sludge længere. Thou er et band, jeg egentlig rigtig godt kan lide, men som ikke rigtigt har hængt ved i min lytterotation de senere år – selvom jeg er svært glad for pladen ’Heathen’ fra 2014. Sidst jeg så Thou, var på Basement i 2019, hvor de spillede med The Arson Project, Hexis og Moloch. Det var egentlig en fin aften, men Thous koncert blev martret af ikke-fungerende lys og en Bryan Funck, der havde travlt med at sende sms’er hjem til sin lillesøster. Derfor håbede jeg på revanche på Glorias intime scene, som i år var smukt udsmykket med et skovlignende bagtæppe.
Jeg har lyst til at sige, at det er et tændt band, der indtager Gloria, men det er jeg ikke sikker på, at det er. Det er i hvert fald et band, der har været på en månedlang turné, hvor Funcks poser under øjnene slår mine festivaløjne med længder. Men hvad Thou ikke har i udadvendthed, har de til gengæld i samspil — for hold da op, hvor spiller de tight. Særligt rytmesektionen med Tyler Coburn på trommer og Mitch Wells på bas er værd at bemærke. Coburn giver Thou så meget liv og nuance i et ellers koldt og udtryksløst lydbillede, mens Wells i sin grønne skjorte og blå bukser ligner noget fra et Weezer-pladecover.
Jeg er ikke sikker på, at jeg får min revanche fra 2019, men måske snarere en bedre forståelse af, hvad Thou er — eller ikke er. Thou er nemlig ikke showmen. Der er ingen udadvendthed eller energi fra bandet ud over Funcks kolde og tomme blik, der stirrer ud i salen, når han ikke står med ryggen til publikum.
Det er ikke varmen og gæstfriheden fra Louisiana, de har med sig, men snarere sumpens klamme stilhed.
Jeg har lidt svært ved at skelne numrene fra hinanden. Dels fordi jeg som nævnt ikke lytter meget til Thou, men også fordi numrene er ret ens. Et højdepunkt er dog ’House of Ideas’ fra sidste års fremragende plade ’Umbilical’, som kommer godt halvvejs inde i settet. Den langsomme opbygning og efterfølgende guitarsolo giver et øjebliks nær-katarsis i en ellers ret umelodiøs setliste.
Vi får ikke mange ord fra Funck mellem numrene, men han når da at udpege, at Filip fra Hexis er blandt publikum, og opfordrer alle til at hilse pænt på ham, før vi igen bliver trukket ned i sumpen. Men bedst som bevidstheden om, at tomheden og nihilismen er det drivende i Thou, har indfundet sig hos mig, kommer en gæst på scenen. En veltrimmet, skaldet mand iført et grønt Lacoste-tracksuit og med et fuldskæg, der står så skarpt, at man skulle tro, han ejede en barbershop på Nørrebro. Han introduceres som Michael Moss og deler vokalen med Funck på de sidste to numre. Efter en smule research på Instagram viser det sig at Moss ejer en kaffebar i Baton Rouge, Louisiana, så min antagelse var ikke helt ved siden af.
Moss er antitesen til Funck. Hvor Funck holder øje som en tålmodig grib, er Moss en glubsk alligator, der gaber over Glorias publikum og starter et dødsrul fra første sekund. Hvor hans vokal efterlader lidt at ønske, bringer han så meget hardcore-energi, at det er umuligt ikke at blive revet med. Han spæner rundt på scenen og danser, mens han knæler og skriger mig i ansigtet på en måde, man ikke kan andet end blive glad af.
Moss bringer den energi, jeg havde savnet. Måske fordi jeg havde forventet, at Funck selv ville bringe noget af den, men blot viste sig som modsætningen til den. Måske er det også bare mig, der skal lade være med at have forventninger til Thou — andet end at de spiller godt. Det er et band, der har lavet alt fra covers af Yeah Yeah Yeahs og Neil Young til infernalsk støj med The Body. De spiller også et cover som aftenens sidste nummer, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke aner, hvad det var, andet end at det var fedt.
