En ravns hæse kvækken, raslen af blade, fodtrin i jordbunden. En forholdsvist solid portion af Wardrunas lydbillede på plade består af anstrengelser for at opretholde illusionen af forbundethed med naturen – og i særdeleshed skoven. Det virker ikke umiddelbart som den letteste opgave at omsætte den fornemmelse til en optræden på Det Kongelige Teaters gamle scene, hvor respekt for rammerne betyder, at man ikke klipper en halv birkeskov ned og hiver den med ind på scenen. Den ville for øvrigt alligevel være vissen nærværende kolde novemberdag, og det er derfor med en vis portion nysgerrighed, Selvtægts udsendte sætter kursen fra Danmarks ønskeø mod hovedstaden for at opleve Einar Selvik med ensemble bringe sagn, følelser og forbundethed til live for en aften.
Der er lang kø rundt om hjørnet og langs bygningen en god halv time før showstart. Live Nation har skruet et nøk op for sikkerheden, og ulig de fleste oplevelser i den ikoniske bygning på Kongens Nytorv skal vi i dag både visiteres og have tasker grundigt undersøgt før vi lukkes ind. Vagt med magt skælder ud over størrelsen på anmeldertasken, men lukker mig alligevel ind (”så lad gå for denne gang”) med et skub i ryggen, og så kan jeg ellers lade roen indfinde sig i de kuplede og smukt bemalede sale.
Publikum udgør en noget mere broget skare, end føromtalte lokaler under normale omstændigheder rummer, og jeg ser alt fra en overdådig, rød kjole i vævet uld – komplet med traditionelle mønstre broderet langs kraven, lyst læderbælte i taljen og båret med en ræv om skuldrene – til t-shirts med Iron Maiden og Megadeth, og så naturligvis et utal af normie søndagsoutfits. Det er bestemt heller ikke hver dag, Gamle Scene indtages af så mange flettede fuldskæg eller helt så mange tatoveringer, der kigger op over halskraver eller ud under ærmegab.
Salens æstetik er ikke spildt på vores udsendte fotograf, og jeg kan se hendes høgeblik scanne rummets detaljer, kun afbrudt af kamerahuset, når hun løfter det op foran ansigtet. Linsen fanger skæret fra en lampe, og hun glider diskret ind i skyggerne igen.
Stemningen er uhøjtidelig, og det er klædeligt. Scenen er rigget til med variationer af græsser i flytbare plantekasser, og der spilles en sagte fløjte mens salen fyldes og publikum kan betragte det lysende Wardruna-logo på bagtæppet mens de indfinder sig. Illusionen af natur er endnu ikke opnået med scenografien, men point for udmærkede ansatser. Som vi nærmer os showstart projiceres fygende, opadstigende gnister som fra et bål op langs logoet, en tromme overtager for fløjten, og røg fylder langsomt scenen og bevæger sig ud i rummet.
– Altså, kender du noget til det her?
– Nej, ikke rigtigt, men det er ikke som jeg havde forestillet mig, lyder det fra et sludrevornt par bag mig, og jeg tager hatten af for lysten til at prøve noget nyt, men kan samtidig ikke undlade at spekulere på, om det bliver to lange timer for dem herfra.
Jeg får dog ikke lejlighed til at tænke længe over det, for nu entrerer Warduna scenen og åbner med titelnummeret fra ‘Kvitravn’ mens billeder af en netop en hvid ravn projiceres på scenevæggen. Det siger sig selv, at instrumenterne får lov til at spille en anden slags rolle i sådan et semiakustisk setup, end når de kan placeres i et mix, og det er en interessant oplevelse at høre hvordan eksempelvis en traditionel, lige lur gør sig i lydbilledet, når Eilif Gundersen vækker den.
Jeg mærker snart, hvordan en fod fanger rytmen nær mig. Siddende koncerter er et tveægget sværd. Hvor det kan forstærke den indadvendte og i sagens natur dybtfølte oplevelse, fungerer det også som en bevægelseshæmmende faktor, særligt i sale som disse, hvor man er skolet til at sidde pænt og stille på sin stol. Det kommer også til at dele publikum i to; koncerten er en bjergtagende oplevelse, og man sidder enten henført stille og betragter, hvad der udfolder sig på scenen, eller har udtalt svært ved det samme.
Der eksekveres fra bandets side med en perfekt højtidelighed, og Selvik har ingen problemer med at indtage og udfylde sit rum. Som ’Skugge’ sættes i gang, kastes Selviks skygge meget passende op på scenevæggen. Eller, det vil sige, der er tale om en projiceret udgave af en optagelse, men effekten er der, og på sin vis fungerer det sådan set også eminent, at skyggen bevæger sig en anelse asynkront – som havde den sit eget liv – og anelsen om et doppelgängermotiv sniger sig ind. Det kan ikke være andet end tilsigtet, for det er vanskeligt at tro på, at Wardruna skulle levere en doven koreografi, når resten af scenografien er så gennemført og indstuderet.
’Solringen’ breder sig langsomt i en brændende cirkel på bagvæggen som nummeret tager fat, akkompagneret af fuglekvidder og pindebåret percussion. Her er der tale om et nummer, hvis helhedsoplevelse højnes ved en liveoptræden, for alle aspekterne ved den gryende dag accentueres – ikke mindst ved hjælp af lyset, som er mere gyldent end den smukkeste septembermorgen, du kan forestille dig. Fløjten i nummeret høres langt tydeligere end jeg er vant til fra pladen – og måske har det noget at gøre med opsætningen, men der melder sig pludselig mindelser á la ’Morgenstemning’ fra ’Peer Gynt’ på en helt ny, men klædelig, måde. I det hele taget bruges lyset effent til at accentuere opstilling og bevægelse på scenen.
På ’Heima Thurs’ begynder Lindy-Fay Hella at danse, og jeg er næsten ærgerlig over, at min ældste datter ikke er her for at bevidne det, for jeg er sikker på, at hun ville benævne det “heksedans” – hun er nemlig en seksårig, som forstår sig på, at hekse er præget af urkraft og mystik, og ikke vorter og spidse hatte. Nummeret får lov at udvikle sig i intensitet og bringes til crescendo ved hjælp af trommer og strobelys, som mimer torden ved dets afslutning. Det er klædeligt, at de kommer diskografien rundt. Ikke mindst, fordi ’Birna’ fra februar i år ikke står som Wardrunas stærkeste udgivelse, og man kunne godt have frygtet, at man havde vægtet de nye sange tungest, selvom der ganske enkelt ikke er samme gennemslagskraft som Runaljodtrilogien og Kvitravn.
Det bliver flere steder tydeligt, igen måske qua livesetuppet, at Wardruna vægter historiefortællingen højt i det, de laver. Der er reminiscenser af en folkevisetradition i deres numre – nogle mere udtalte end andre – og det er dragende. En sang som ’Voluspa’, som meget sigende er fra 2018-albummet ’Skald’ (norsk for skjald, red.), har helt bestemt en appel med sit stille harpefingerspil og følsomme vokal. Det bliver pludselig så jordnært, hudnært og blottet når alt andet er skrællet væk, og opmærksomheden skærpes. Historien føles akut. Der er en voldsom inderlighed over det, og det afspejles også i den efterfølgende applaus.
Der er noget over det her med, at der findes sange til enhver lejlighed. I gamle dage fandtes der sange til alt. Sange fulgte os, som vi fødtes ind i verden. Som vi spandt tråd, bagte brød eller drog i krig. Også når vi døde. Sange forbinder os og forbinder vores følelser. En sang som ’Helvegen’ misfortolkes ofte i en moderne og historieløs kontekst. Gør man sig umage og lytter, vil man finde, at det er en sang om døden, om at dø, og om at ære nogen, man har mistet. Den handler både om at krydse over, men også om at give slip, og på den måde opnår den en helt anden dimension, hvor ”Hel” i en helvedesbetydning nedtones, og det simple faktum, at der i mytologisk forstand ganske enkelt er tale om et dødsrige, træder frem.
Også ’Lyfaberg’ fra den seneste plade får samme folkevisede fornemmelse mens vi føres gennem en fortælling om at bestige et bjerg, både fysisk og metaforisk, med det slet skjulte budskab, at alt, hvad der reelt er noget værd, også har en ægte pris. Selvom titlen er oldnordisk (og betyder helende bjerg) er lyrikken skrevet på moderne norsk, og er derfor mere tilgængelig end så mange andre af Wardrunas norrøne numre.
En stor del af Wardrunas appel er netop, at sangene skrives på oldnordisk, hvilket både muliggør den stærke fornemmelse af den fælles, skandinaviske fortid og samtidig at vokalen kan fungere i endnu højere grad som et instrument, når sproget ikke er direkte afkodeligt – samtidig med at det føles så velkendt. Fremførelsen af ’Tyr’ illustrerer det så fint: der er intet behov for at oversætte noget som helst for at forstå, at her er tale om et kald til krig, og uf, hvor det kan noget. Det bliver ikonisk med to lurblæsere side om side oplyst af et gyldent lys, som kaster en overdimensioneret skygge på væggen bag dem.
Konstant fornemmer man helheden – hvordan intet kan lade sig gøre uden samtlige af de andre på scenen – og det er en ualmindeligt talentfuld flok musikere, der bringer liv i folkeinstrumenterne.
Der er en enorm filmisk kvalitet over Wardruna, og det er ikke svært at forestille sig hvad diverse filmskabere har set i orkestret, men jeg skal nok spare læseren for “noget med vikinger” her. Langt mere præsent er en altomgribende autenticitet, som legitimerer hele deres optræden. Det her er ej blot til lyst, men en åben dør til en fælles, skandinavisk historie, som for øvrigt transcenderer noget så arbitrært som landegrænser. Det er storladent, men også storslået. Epik i musikalsk form, og det må altså godt få lidt schwung.
En fuldstændig eminent koncert belønnes prompte og uden tøven med stående applaus fra salen. Selvik tager for første gang ordet – på engelsk til fordel for de internationale blandt publikum, selvom det smerter ham når nu vi burde kunne forstå hinanden. Han forærer publikum en smule af baggrunden for Wardruna og forklarer deres afsæt i natur som grundlag for kultur, og taler om hvordan smukke sange fødes af den jord, vi betræder, uagtet om der er tale om Danmark, Norge, Sydafrika eller Fjernøsten – her er det lighederne, der fremhæves. Samtidig bliver det krystalklart, at hvis der skulle være typer, som misforstået leder efter sentimenter, der fremhæver visse nordiske folkeslag over andre, så må de sande, at de er gået gevaldig galt i byen her:
– This pissing contest of who has the best culture is stupid.
Vi belønnes med et ekstranummer inden vi til allersidst sendes hjem på en vuggevise. Om en bjørn. Og så giver formaningen om at gå hjem og synge for vores børn og bede vores bedsteforældre lære os deres sange en vis genklang.
Det er et fuldstændig magisk rum at træde ud af, og skarpt oplyste metrostationer og sene tog gennem landet gør ikke oplevelsen ære. Ikke desto mindre må fortryllelsen nødvendigvis brydes igen, og ingen i den sal ville i aften have været den foruden.
6/6
