Støjende, kaotisk og alligevel lidt for pænt

Skrevet af:

Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Jens Raadal
Adgang gennem arrangør
Genrer: , , ,

Smertegrænsens Toldere samlede kræfterne fra fire vidt forskellige udtryk under én glimrende kaotisk bastardkoncert

Koncerter har efterhånden en forholdsvis fast præmis, men skal ikke stoppe et band i at få idéen om at smelte fire vidt forskellige bands sammen til én samlet koncert. Der er naturligvis tale om hardcorebandet og kuratørene af arrangementet Toldermania: Smertegrænsens Toldere. Med sig har de slæbt kloakgrinderne fra Sewer Haul, Maria Bertel fra friformsjazzgruppen Selvhenter og ikke mindst støjjazzrockerne fra SVIN.

“Målet er én koncert – ind og ud af hinanden” kan man læse på Facebook-eventet, og koncerten bliver med manér indledt af Sewer Haul, der er kommet hertil helt fra Horsens for at servere os en solid dosering af deres “hardgore grindcore”. Det gøres naturligvis som den sædvanlige tomandskonstellation med hurtigbriller og så meget snavs i lydbilledet, at samspillet mellem de to musikere snarere bliver en rungende medrivskraft frem for definerede numre.

Slaskende ulækkert

Sewer Haul indkapsler den frastødende følelse af at stikke armen ned i et afløb og hive den snaskede klump af hår, skidt og snavs op, som har akkumuleret siden sidste rengøring – og så bide i den. Det opnås ved at stemme guitaren, jeg ved ikke hvor dybt ned, og sovse trommeslager Lukas Nysteds vokal ind i en ørlende hvalros-effekt. Derefter spiller man uafbrudt de næste 25 minutter med den mest fængende dum-fede synergi og viser, hvordan denne slags goregrind tydeligvis er det bedste åbningsforslag til et arrangement, der senere præsenterer freejazz.

Samspillet er slaskende ulækkert, lilletrommen lyder perfekt elendig med sin alt-for-opspændte lyd, og forsanger Kasper Petersen rammer også diverse ansigtsudtryk med lodret nedadgående mundvig samt en foroverbøjet, krumrygget powerpose, der gynger frem og tilbage i takt med et nummer som ‘THE MORTICIAN’s enormt overbevisende brutalitet.

Det hele bliver intensiveret mod slutningen, hvor Maria Bertrel træder ind på scenen med sine hundrede pedaler og trækbasun, og fletter sig ind i afslutningsnummerets grumsede riffs med sine dybe basunskrat. De to goregrindmusikere forlader deres nu gennemtæskede snaskeplads og lader spotlightet stå klar til, at Bertel nu kan overtage – det bliver også gjort i form af én øredøvende buldrende drone-rundgang.

De næste 20 minutter var ikke for alle, og man lagde da også mærke til, at nogle af de young guns, der havde stået allerforrest under hele Sewer Haul, nu bevægede sig længere tilbage i salen. Men Bertel holder stadig koncentrationen hos størstedelen og abstraktionsniveauet tester da også samme koncentration flittigt, når det strukturløse set består af fragmenterede basunpust samt uendelige mængder feedback, der bliver fremkaldt af Bertel, som fægter med sin basun som et lyssværd og propper den helt op ved siden af sin monitor for udelukkende for at skabe støj i lydbilledet.

Enmandssettet bliver dog aldrig lige så støjende eller effektivt, som når Smertegrænsens Toldere træder ind som hjælpende hånd og spiller et nummer sammen med Bertel, inden hun træder af scenen igen.

Derfra er det ellers slåssefarrock på den helt perfekte rå og kantede måde, man forbinder med Tolderne. De er erfarne i gamet efterhånden og behøver egentlig ikke bevise noget som helst for nogen som helst længere. Man kan heller ikke andet end at knuselske dem, når deres evne til at kuratere effektive setlister er så fejlfri. De pløjer igennem numre som “Idioter”, “Mine unger”, “Dolker dit ansigt”, “Dumflade Selvskade” og mange andre, hvor der på ægte Tolder-manér bliver overrakt mikrofon til publikum, og de foranstående gæster sporadisk bliver udsat for kærlig omfavnelse og konfrontatorisk voksenskældud fra forsanger Mads Stobberup.

Ekspansivt jazzvirvar

Mod slutningen af Toldernes set sker det, vi alle havde håbet på. SVIN træder ind og spiller – passende – deres nummer ‘Punklort’ sammen med Tolderne, der hurtigt smelter ned i et uklart lydkaos af støjrock og freejazz med Stobberups prædikende vokal over hele det hele.

Det lyder massivt, og man kan godt droppe at vente på nummerets breakdown eller ens yndlingsriff, der lige flår sig igennem støjet, for det kommer ikke til at ske. Det er klart og tydeligt, at vi nu har bevæget os over på SVINs præmisser og at den præmis ikke længere er et hardcoreshow.

Der er noget dialektisk i, hvordan SVIN kan bære deres fjogethed med swagger, men samtidig tage sig selv seriøst nok til at fange folks fulde opmærksomhed og få dem til at stå og gynge med til formløst jazz, der konstant vender vrangen på sig selv

På samme måde som Bertel udfordrede de dele af publikum, der mest var kommet for hardcoredelen, gør SVIN nøjagtigt det samme, men på en meget mere intens måde. Det udfordrende element er dog til SVINs fordel, da hver kulmination i deres støjende jazzrock rammer endnu hårdere, når man har sejlet rundt i uigennemskuelighed om, hvor i alverden de mon kunne ende hen med dét, de står og har gang i på scenen.

Der er noget dialektisk i, hvordan SVIN kan bære deres fjogethed med swagger, men samtidig tage sig selv seriøst nok til at fange folks fulde opmærksomhed og få dem til at stå og gynge med til formløst jazz, der konstant vender vrangen på sig selv. Det er en realistisk indbildskhed, der ikke går hen og bliver opblæst, da den tekniske kunnen er så konsekvent – men næste gang dropper vi asså lige cha-cha-chaen, ik’ gutter?

Uindfriet potentiale

Aftenen var intet mindre end en påmindelse om, at der stadig sker noget herhjemme, der ikke bare er endnu et band på en scene, men at grænserne for denne slags stadig bliver skubbet fremad. Og alligevel efterlader aftenen en lille, uindfriet rest. Ikke en decideret klage, men dét der opstår, når et koncept er så lovende, at man uundgåeligt begynder at forestille sig dets fulde potentiale. 

Når løftet var “en koncert ind og ud af hinanden”, skaber det en klar forventning om noget decideret sammenvævet, hvor de fire udtryk ikke blot berører hinanden i overgangene, men reelt infiltrerer, forstyrrer og løfter hinanden undervejs. Det kan selvfølgelig skyldes en fejllæsning af konceptet fra min side, men fornemmelsen af, at konceptet rummede mere end det nåede at folde ud, er svær at ryste helt af sig. 

Der lå også en uudnyttet mulighed for at lade de beslægtede kræfter forstærke hinanden, frem for udelukkende at opstille dem i en kontrast. Forestil dig Sewer Hauls brutalitet med Smertegrænsens Tolderes ubønhørlighed eller Bertels fragmentering med SVINs formløse kakofoni. Det ville have haft potentiale til at bevæge sig ind i noget unikt, hvor de lignende bands kunne have trukket hinanden i retninger, ingen af dem havde taget alene – eller give muligheden for at se noget så exceptionelt som SVIN og Sewer Haul på samme scene. Det gad jeg godt, faktisk.

I stedet blev konceptet primært bygget op om dobbeltheden af “det ene blandes med det andet” – kontrasten mellem det hårde og det abstrakte – hvilket naturligvis også rummer sin egen logik, men efterlader en nysgerrighed efter, hvad der var sket, hvis de beslægtede kræfter var blevet sat fri i hinandens selskab eller der havde været endnu mere plads til sammenfatning på kryds og tværs af de forskellige udtryk.

Den potentielle forbedring skal dog ikke overskygge, hvad der rent faktisk stod tilbage. Dette var et koncept, der i sin grundessens er så stærkt, at det nærmest kræver en opfølger. Mere kaos, mere overlap, mere af dét her, tak.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421