“Humoren den er sådan lidt én til én her på øen”
På en lille sød scene, i et helt perfekt vejr, spiller et virkelig ulækkert band. Sagt som en rigtig stort kompliment, for jeg mødte gutterne i Rådden Rektalvæske, der stolt kunne fortælle mig, at navnet var valgt af lige præcis den årsag. “Det lyder klamt, og vi vil gerne lyde klamt.” Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men hermed: bekræftende journalistik.
Jeg har sjældent set et publikum være så decideret glade for at være til stede ved en koncert. Det er også nær umuligt at få smilet væk fra ansigtet, når næste nummer bliver præsenteret af forsanger Marcus Nielsen, uden at han fortrækker en mine: “Det næste nummer hedder asiatisk drøbeltotur.” Det kan være, jeg skal passe på med, hvad jeg skriver nu, men goregrind skal simpelthen være sjovt. Det kan ikke rigtig være andet, for substansen i slammede riffs og Ole Thestrup-quotes løber foruroligende hurtigt tør. Men Rådden Rektalvæske, de slår sgu benene væk under mig. Ikke langt inde i det i forvejen meget korte sæt , hiver Nielsen en saxofon frem og får bakset sit mikrofonstativ ned i højden, og så går der ellers slammet free jazz i den. Og det fremmaner det gladeste moshpit, jeg længe har set.
“Det lyder klamt, og vi vil gerne lyde klamt”
– Marcus Nielsen
Det bliver pludselig rigtig ungt, da den aalborgensiske grime-rapper Legobygger123 hopper på scenen for en hurtig feature. Der er et eller andet ved mødet mellem slam-riffs og rap, der bare virker, og her virker det bare helt vildt godt. Bandet går af, og vi samler os en flok venner i en cirkel for lige at gennemgå, hvad det egentlig var, vi havde været vidne til. En oplevelse, der giver lyst til at snakke om oplevelsen, er måske en oplevelse værd.
“Bowlinghal is for lovers”
Efter en omgang klammo i den høje sol, er det nok meget sundt, lige at få renset sjælen med lidt sårbar screamo i en bowlinghal. What a time to be alive. Især når Breadwinners går på scenen til Alice Deejays ‘Better Off Alone’.
Deres twinkly screamo revival fylder bowlinghallen, og mens der bliver lavet strikes på banerne ved siden af, bliver man draget ind i deres febrilske og til tider drømmende lydunivers.
Flere af sangene har længere passager, hvor det bare er lidt post-rocket og shoegaze-agtigt, og det er forfriskende, at de lader de melankolske melodier hænge i luften, mens den sarte trompet væver mellem midwest emo-tonerne. Som hvis Saetia spillede Slint covers.
Man forsvinder lidt hen i deres tørre, støjende univers, som aldrig helt bliver for kaotisk, men mere bare sørgmodig aggression. Og pludselig går det op for en, at man står midt på en bowlingbane.
Det gik af uransagelige og uansvarlige årsager vores næse forbi, at Ponny spillede til dette års SPOT Festival, hvilket vi både beklager og ærgrer os over – men vores gode kammerat og trommeslager i Bag Lukkede Døre, Frode Ritchie Green, kunne “heldigvis” give os lidt velfortjent FOMO:
“Ponny var hurtige, hårdtslående og humoristisk. Faktisk skideskægge. De enorme vokaler viklet sammen med konfrontatoriske tekster var de perfekte rammer for en god gammeldaws punk-koncert – bare hvor Ponny faktisk kan spille på deres instrumenter. Faktisk kan de alle tre spille alle instrumenter, der var nærmest rotation blandt alle bandmedlemmer mellem hvert nummer. Meget imponerende. Til sidst blev vi forkælet med en hylemorsom “folk”-sang som bare ramte den lige i røven. Og lige som man ikke troede det blev bedre, så leverede Ponny også et genialt cover af Ginuwines ‘Pony’ i fuld D-beat.
Ponny har eksisteret i to år nu og jeg håber de bliver ved i 20 mere.“
“Og så drejer vi omkring”
Vi har efterhånden dækket Salver en del gange her på magasinet, men med det niveau, de viser på scenen lige nu, dukker vi selvfølgelig op igen, igen. Forventningerne var høje, da jeg stod foran scenen på et brandvarmt Headquarters.
Trommeslager Albert Holberg spiller som altid fuldstændig ubesværet og er fantastisk dynamisk bag trommesættet, som hamrer blastbeats af sted, der er decideret elegante. Sammen med Paolo Pierleoni-Nielsens basspil dannes et bundsolidt fundament for Salvers lyd og energi. Vi befinder os et sted mellem emo og hardcore, med en direkte tråd tilbage til midwestlyden fra 00’erne, og guitaristerne Anders Fallesen og Ole Haahr har taget de dyre og nørdede akkorder med. Haahr har sågar sin flotteste Ulcerate-merch på til lejligheden, og det giver mening – man hører det.
Der er en intens nærhed i Salvers musik, og med den uhyre stærke debutplade ‘Salver Dig’ fra sidste år, sparkede bandet vores lyttelapper op og landede direkte på flere af magasinets årslister. Absolut en “hypet” debut, men at kunne leve så meget op til den, som bandet gør live, bliver jeg nødt til at tage hatten af for. Forsanger Aske Severin Frederiksens tilstedeværelse og performance er denne aften på et andet niveau end jeg har oplevet før, og især på “allerinderst” samler det hele sig til noget større. Det er som om, han har et større overskud fysisk og vokalt, end jeg før har oplevet – alle døre er åbne – og Frederiksen får lov til at udtrykke sig ligesom han gerne vil have det.
Og lige som man tror, at niveauet ikke kan toppes, kommer Skt. DeLarge på scenen til ‘fjern dine hænder fra min hals’. Sættet kulminerer med Frederiksen og Skt. DeLarge drejende rundt om hinanden med armene om hinandens nakker i pitten – og det sætter sig i kroppen som årets mest mindeværdige øjeblik for mig på dette års SPOT Festival.
Ses på Roskilde, Salver.
Hvad tager du med herfra og hvad giver du videre?
Det er Syl som vi kender dem – skarptskårne, konfrontatoriske og ikk’ så møj pis. Dagen før udgav de ‘Grænseløs’, der som åbningsnummeret (som er nyt og hemmeligt) viser en tungere og mere bouncy retning. Jeg siger ikke at de har stukket fingrene i nu-metal krukken, men det smider mere benzin på det store bål, som bandet allerede har startet. At Benjamin Clemens vokal så er hamrende lav, er desværre kun aftens første udfordring. Faktisk så bliver de kun større. Der var så meget udfald i Clemens mikrofon, at halvdelen af ‘dit ord’ teknisk set var et instrumentalt nummer. Men det har sgu aldrig holdt dem tilbage, og de har ikke tænkt sig at ændre det nu.
Benjamin Grønne kører selvfølgelig bar kas’ stilen og ender (selvfølgelig) oven på containeren ved siden af scenen, mens hans bas runger i ekkoet af Ringgadebroen. Gustav Brønnum skaber et moment af fællessang og løftede hænder under mellemstykket i ‘arvæv’, før det hele eksploderer igen, i et hav af fræsende guitar og katarsis. Simon Olsen fra Baest kigger også lige forbi, men lydteltet har igen fucket et eller andet op, så hans vokal er nærmest ikke eksisterende. Men Simon er nu en gang entertainer og ender ude i publikum.
Der er en interessant diskrepans mellem det at være et så politisk/socialt engageret band som Syl er, og så det publikum der er på SPOT, som primært er kommet for at feste. For lad os være ærlige, det er sgu ikke alle i crowden, der kommer steder hvor man twostepper – og det er også helt okay. Men det er interessant at se, hvor godt Syl får fat på dem, får dem til at chante “ingen fascister i vores rækker” og forhåbentlig sat nogle ideer i gang, om at være kritiske overfor det system vi gennem generationer er født ind i. At de så kan gøre det til buldrende riffs og en wall of death, der når helt ned til lydteltet, vidner måske lidt om hvordan man kan få unge mennesker til at involvere sig i deres samfund.
Nu går det altså pænt stærkt
Det var ikke nemt at finde Palmehaven, da jeg antog at de lokale cross-over ballademagere i Swartzheim egentlig var placeret på en større scene ved dette års SPOT Festival. Nej, det er i en af Godsbanens utallige små kroge, i hvad der ligner forhaven af et DIY-agtigt kolonihavehus. Og så er der selvfølgelig fuldstændigt tætpakket. Det fungerer overraskende godt i den lidt aparte og cute setting og bandet fræser af sted. Men altså, det fungerer jo altid ret godt for Swartzheim.
“Hvad satan, Palmehaven” – Jeppe Fugleberg
Jeg har efterhånden skrevet en del gange om det unge band, og har altid rost dem for deres ihærdighed. De bliver kun bedre og bedre, hvilket også afspejles på deres CV, hvor det meste, man kan ønske sig som metalband i Danmark, efterhånden er blevet krydset af på meget kort tid. Så hvad er næste skridt? Der må være en usynlig barriere et sted, som bookingbureauer og interessenter uden for de danske grænser lige skal have lukket ned for, for jeg kan vitterlig ikke anbefale et mere “plug-and-play” band end Swartzheim på scenen. Er scenen stor? Er scenen lille? Er scenen et kolonihavehus? Det er lige meget, de skal nok få det til at fungere.
Tour De Dommedag
Årets SPOT bliver for undertegnede, afsluttet inde på et røgfyldt Volume Village, hvor KRØYER skulle sætte ild til natten. Har man oplevet Ditte Krøyer og resten af Vulvatorius, så ved man, at hun kan indtage en scene – også når hun står helt selv.
KRØYER er seneste tilføjelse til Dittes saga, hvor musik, kunst, persona og performance smelter sammen. Alle aspekter af hendes kunst er en direkte forlængelse af hende som person, og det kan man faktisk godt mærke. Vulvatorius var stærkt politisk og samfundskritisk, langt mere udadskuende, hvor hendes nye digitale dommedagsunivers virker langt mere introspektivt. Og det er en interessant vinkel, når det kombineres med stankface-bass og Berghain-attitude. Bassen er knoglerystende aggressiv og man skal fandme være et skarn, hvis man ikke lige laver fingerpistoler til takten. Hvis du har set blodbadsscenen i Blade, så bland det med Mick Gordons soundtrack til Doom, og du har noget, der begynder at minde om KRØYER.
Dittes måde at indtage et rum på, er dragende og hendes måde at performe og bruge sine bevægelser, på en måde, der oftest (og typisk af mænd), vil blive anset som værende seksualiserende, og her er hun rigtig god til bruge sin fysiske tilstedeværelse til at udfordre den antagelse i sin performance. Ditte ved præcis hvad hun gør og hun pisser (ikke erotisk) på din forventning om hvordan kvindekroppen skal opfattes. Det her er undervisning i at tage aktivt ejerskab over sin egen krop, og den måde som det latterlige patriarkalske samfund ser på den, mens du får blæst skærmen fuld af en hvirvelvind af industrial gabber og en tung vokal, der kan flå huden af.
