Hold kæft hvor solen skinner på en vinder. Der er høj sol og humør i Aarhus, hvor en hel stak af det danske vækstlag er at finde, da SPOT har inviteret til branchefest, så man rigtigt kan gnubbe skuldre med en masse mennesker, man totalt meget gerne vil have i sit liv.
Stort rum, stor lyd.
Jeg var lidt spændt over, at Demersal skulle spille på VoxHall. Det er ikke et sådant superintimt sted – og det er trods alt der, jeg synes, at de er bedst. På den store scene står bandet, bakket op af violin, trompet, saxofon og cello – en form for opdatering af sidste års besøg på HQ. Altså, vi har skrevet så meget om dem før, så det er begrænset, hvad nyt der er at sige. Det er vanvittigt velspillet, det ved vi. Emil Lakes trommespil er præcist, det ved vi også. Samspillet mellem Sebastian Greis Andersen og Viktor Ravns guitar er støjende og melankolsk, mens Jonas Maigaards bas skaber en tyngde, som alting kan springer ud fra. Det ved vi også, også.
Cellisten forsvinder lidt i al distortion, hvilket er super ærgerligt, til gengæld hænger blæserne skingert og sårbart i luften og får det hele til at give en stemning af en begravelsesmarch. De 20 grader, høj sol og bajere galore udenfor er en kæmpe modsætning til det post rockede-post hardcore, der foregår inde på VoxHall og Demersal har et rigtig godt fremmøde med en rigtig god opbakning fra publikum. Dagens første koncert bliver sluttet af med katarsis og højskolesang-stemning på ‘Som et barn mod dit bryst’ mens hele orkestret blæser os ud i solen igen.
Så blev det også varmt
Solen står i zenit, og jeg erklærer festivalsæsonen åben med en kold fadøl og en spadseretur ned af godsbanen. Her sniger vi os til en lille “cheat-day”-koncert hos Alice Ai på drivhus-scenen.
I hvilket omfang Alice Ai egentlig har at gøre med kunstig intelligens, ved jeg ikke på stående fod, men der er ingen tvivl om, at der findes liv i maskinen, med masser af autentisk tilstedeværelse og sågar ægte, akustiske trommer og el-bas. Der er en sjov “menneske, ikke-menneske”-diskrepans i det vilde og maksimalistiske drum-and-bass-udtryk ‘still feel you’ lægger for dagen på den lille udendørs scene. Her er de smilende, dansende fremmødte, badet i solen og Alice Ais nærvær. Der er en fejring af det fælles tredje i Alice Ais musik, at de her dyrebare, dansende festivalsøjeblikke er noget vi kun kan gøre, når vi er sammen. Her er Alice kurator og stemningssætter og programmerer følsom euro-pop indpakket i rave-scenens mekaniske lydbillede, men gør overleveringen både autentisk og organisk – mere menneske end algoritme.
Unge hunde gør højest
Aarhus er fyldt med mennesker og øl, så undertegnede ankommer selvfølgelig ti minutter inde i settet, men sådan er livet som anmelder, når man skal tværs gennem byen for at komme på de forskellige venues. Train er godt pakket og Amagerdrengene i Split har godt gang i folk.
Hvis jeg skal være sådan ærlig, så flyver de altså lidt over hovedet på mig, men lad mig forklare, hvorfor det er et mig-og-ikke-dem-problem. Deres nu-bølle-core har rigeligt med nu metal i sig, så alting har et bounce, som du kan rocke med til. Men det er også som om at alle deres numre består mere af elementer, som hver især skal være certified bangers. Det gør så, at det bliver lidt mere en compilation, frem for en helhed. Men folk hopper og svinger med samtlige kropsdele, så alting virker jo. Og det er vel det, det handler om. Jeg er bare lidt for gammel og mavesur til helt at blive revet med på deres “vi har lært hardcore gennem Hate5Six-compilations på YouTube”-core. For de gør deres ting rigtig godt. Der er kompressor i breakdownsene, en hi-hat, der skærer alting over og chuggy riffs. Det burde virke for mig, men det ender med at blive lidt for studeret og ikke levet. Giver det mening? Split er et solidt og effektivt band, som laver hardcore anno 2026. På trods af at jeg aldrig rigtig frygtede for min sikkerhed, så formår de at holde godt fast i publikum.
De seje drenge i klassen
“Blackened rap-metal”. Det er ikke så tit, man falder over den genrebetegnelse, og slet ikke i Danmark, men københavnske Gradience har indstillet deres parametre til præcision og fundet lige præcis deres lyd. Så præcist endda, at bandet har skrevet kontrakt med Metal Blade Records, hvilket giver dem fornemme kollegaer som Killswitch Engage, Whitechapel osv. Bandet er også enormt velspillende, og får på en eller anden måde både inkorporeret blast-beats, svenskerdød-vokal og trap-beats i et format, hvor det faktisk giver mening. Dog oplever jeg, at bandet stadig leder efter deres “hit”, men ikke helt har fundet det endnu. Forsanger Gavin Mistry og guitarist Jakob Harris kæmper lidt med at få stemmerneog energien helt på plads i lydbilledet og især clean-vokalen er ikke helt i skabet endnu, men når den så er der, så tror jeg på, at Gradience en dag smider en vaskeægte evergreen på skrivebordet, der sender dem direkte ud på større jagtmarker udenfor landets grænser, hvor de nok skal klare sig rigtig fint.
Frelser røg i svinget, grundet prioriteringer. Men Lucas havde deres debut på sin årsliste. Så hvis du er til læderjakkeblack, så er det nok noget for dig.
Pligten kalder
Når man søger akkreditering på en branchefestival som SPOT, så kan man også sige ja til at få mails fra bands – lidt networking, you know. Et af de bands der røg i indbakken var fra Antropos, der spiller som en del af Rock The Region, et udviklingsforløb i Midtjylland. “Fedt”, tænker man så, sarkastisk, mere død fra Horsens. Men Antropos spiller så heldigvis ikke dødsmetal. De spiller noget værre. Prog. Min ærkefjende. Men det er ikke deres skyld og mit forhold til Excel-ark-musik skal ikke hvile på deres skuldre.
Inde på Katapult-scenen på Godsbanen var der et rigtig fint fremmøde og det unge band virkede også ret selvsikre på scenen. Så langt, så godt. De blander prog-rockede atmosfæriske passager med lidt røvballeriffs som giver det hele noget rytme og deres breakdowns virker rullende. Vokalisten svæver dynamisk mellem lidt riot grrrl og Riley Pinkerton fra Castle Rat. Grundet virvaret i byen oplevede jeg kun ti minutter af deres i forvejen korte set, men gik derfra med en følelse af, at hvis man er til den lidt blødere prog, hvor der er plads til seksstrengsbas, klaver og lidt theater kid energi, så burde man holde øje med Antropos.
Skovtur
Der er mildest talt sket rigtig meget for Danefae, siden jeg stod på Mono Goes Metal og bad en stille bøn om, at vi ville få meget mere at se til det unikke folk-prog-projekt, og det gjorde vi heldigvis, for ikke lang tid efter fik vi et af sidste års bedste albums og endnu flere livekoncerter bl.a. på Copenhell og Lasher Fest og nu igen på Train, hvor jeg stadig kun står tilbage med bunkevis af ros. De føler sig mere hjemme i deres tekniske udtryk end jeg før har oplevet, og forsanger Anne Olesen er og bliver et unikum på scenen med en fantastisk tilstedeværelse og vokalpræstation. Det fungerer fantastisk, hvordan gruppen i større grad end tidligere omfavner deres brug af kor til at spinde en smuk og skrøbelig linje mellem smukke korpassager som på ‘Eden’ til hjernevridende djent-amok på ‘Blind’. Koncerten er desværre for kort til, at vi helt kan nå i dybden med Danefaes musik, og jeg ville rigtig gerne have haft sangen ‘P.S. Far er død’ som afslutning på deres set. Men jeg klager absolut ikke – jeg har blot en undskyldning for at høre bandet endnu en gang.
Voksenrock der er værd at høre på
Gennemsnitsalderen er lidt højere end den plejer at være til en aften med Tolderne. Men sådan er det vel når en institution i dansk punk skal spille op til bal. Smertegrænsens Toldere står på et jævnt pakket Headquarters, med lavt til loftet og pensionen er tættere på at kunne hæves, end den har været. På den lille scene står Stobberup et al i deres sædvanlige muntre humør – feedback og pruttejokes. Højere LIX-tal behøver vi sgu ikke altid. Deres thrashede 80’er-punk er så skarpt skåret at det kunne være en springkniv, man kan dolke ansigter med. Mads Folmer Vennits Richter sidder som en maskine, godt nok en to-takts d-beat knallert, men dog en maskine, der konsekvent hakker igennem på en lilletromme, der er spændt så hårdt op, at det nærmest virker som en krigsforbrydelse.
Der er ingen pjat med Tolderne, vi skal igennem 29 numre, og det skal gerne være på under en halv time. Det er effektiv voksenpunk, hvor der skal nås at spille, inden ungerne skal hentes fra fodbold og man skal hjem og lave karbonader. Deres ladhed og jovialitet er afvæbnende og de viser, at man godt kan være sej, selv når man har rundet de 35. Der er sgu håb forude.
Kom så de hvii’e
Thomas Helmigs “Malaga” brager ud over højtaler anlægget på Train, som de unge drenge i Guttural Disgorge selvsikkert slentrer ind på den store scene. Med forsanger Anton Theilade iført et kækt smil og en AGF-trøje, er der ingen tvivl om, hvem der spiller på hjemmebane i aften.
“Hvadså der Aarhus?”
– Anton Theilade
Lilletrommen er spændt så hårdt, at den lyder som et jagtgevær, south-park samples brager af sted mellem de forvirrende korte numre og de to guitarister nægter at flytte sig mere end kromatisk på deres håndvåben. Min tese er, at fravær af tilsyn på en efterskoles drengegang over tilstrækkelig tid uundgåeligt resulterer i slam som et naturligt slutprodukt. Her er succeskriteriet, at folk mosher sig i stykker og vokalen lyder som et gammelt afløb, der skyller ud. Tjek, Guttural Disgorge er de bedste i Danmark til at gøre, hvad de gør. Her er der fuld plade på drengeværelses-core og ugga-bugga riffs, der får gejlet publikum op til den helt store slam-medalje. På toppen er galskaben krydret med memes og fjollede vibes. Jeg er desværre ikke bygget til at høre slam i mere end 20 minutter af gangen, men det skal jeg love for, at Train kunne denne aften, hvor gulvet foran scenen kun blev vildere og vildere – jeg gik derfra helt rundtosset og glad.
Fotos af Demersal og Antropos venligst udlånt af Rolf Meldgaard
