Kl. 18 søndag aften bevægede vi os lidt væk fra dagens mere doom-orienterede program i form af det brasilianske blackened death-band Fossilization, der også gæstede festivalen tilbage i ‘23. Denne gang var det i forbindelse med deres nyeste album ‘Advent Of Wounds’, der udkom tidligere på året.
Da jeg i sin tid anmeldte pladen, var jeg især på røven over, hvor ufattelig dygtig deres trommeslager er. Jeg går ud fra, at det er samme gut, der også spillede på Kill-Town, men det er svært at vide med sikkerhed, da udover at alle medlemmer går under et alias, er bandet officielt en duo, der bliver opgraderet til en kvartet, når de spiller live. Men det kan også være ligegyldigt, for jeg er præcis lige så meget på røven over trommeslageren til koncerten som på pladen. På et tidspunkt mister han en trommestik, og i en og samme bevægelse får han fat i en ny, uden at man kan høre det. Aldrig før havde jeg set noget lignende og tænkte for mig selv: “Manden er en fucking ninja!” Hele koncerten smadrede han bare det trommesæt, som om han var en urosbetjent over for en flok venstreorienterede gymnasiepiger, og samtidig levede han sig knap nok ind i det – helt fattet og uden synlige anstrengelser. Et par gange virkede det til, at han improviserede ekstra svære fills, kun for sjovs skyld, som om det var det nemmeste i hele verden.
Generelt lød hele gruppen nærmest én til én som de gjorde på pladen, helt ned til hvordan de kontrollerede feedbacken på guitarerne. Vokalerne, som jeg også virkelig var begejstret for i det seneste udspil, var også helt eminente. Problemet var bare, at man ikke rigtigt kunne høre dem oppe foran, da de gutturals, som jeg i sin tid kaldte “både brummende og krystalklare, og med en tendens til at være lidt dystre og underspillede”, desværre druknede i lyden foran scenen, så det var næsten umuligt at høre. Generelt var det et problem ved flere koncerter, at lyden oppe foran, især ude i højre side, var ret skidt. Det gjorde dog ikke så meget, da jeg tjekkede om det lød bedre længere tilbage i lokalet end lige foran scenen, hvilket det heldigvis gjorde. Livelyd 101: Det siger lidt sig selv, men jo tættere man står på lydpulten, desto bedre lyder det, da det er mixet efter hvor lydteknikeren står.
Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at de havde gjort lidt mere ud af deres visuelle udtryk. Ikke fordi det er dårligt, men det er bare heller ikke nyskabende, hvilket jeg synes deres musik fortjener. Nu har jeg set så og så mange blackened death metal bands med den samme sorte, ærmeløse hoodie, lædervest og sod i hele skærmen. Så medmindre det er sod som er taget direkte fra de sørgelige rester af Amazonasjunglen, kan de altså godt steppe deres game op. Det er jo lidt et tveægget sværd, når man rammer udgivelseslyden så tæt, da det jo gerne er det, man stræber efter som musiker, men det kan samtidig tage væk fra, at det trods alt er en livekoncert. Derfor tror jeg, det kunne tage dem lige det sidste nøk op, hvis de gjorde lidt ekstra ud af det visuelle – og blev ved med at lave fed musik, selvfølgelig. Det ville nok heller ikke have gjort så meget på KTDF, da både den store og den lille indendørs scene var ualmindeligt mørke.
Måske skal dødsmetal i virkeligheden, i modsætning til børn, høres, men ikke ses? Jeg synes i hvert fald du skal både se OG høre Fossilization næste gang de kigger forbi. Du kan også tage min kollegas ord for det, da han har set dem tre gange, og de var pisse fede hver gang.
