Der er et eller andet charmerende og ofte grineren over merch, der hylder bandets lokaleområde. Split har “Amager hardcore”, Hudsult har “Aarhus emo”, Afdød har “Slagelse death metal” og man kunne blive ved. Og så har vi Blodmåne, som tilsyneladende er så begejstrede for deres motto “Sønderjylland Darkness”, at de både skilter med det på sociale medier og har trykt det på deres merch. Jeg fniser hver gang. Never change, Blodmåne.
Det er en fornøjelse, at der endnu er danske bands derude, jeg har til gode at høre live. Heksproces var – indtil nærværende koncert på Stengade – et af dem. De kalder deres egen kombination af doomet post-black metal for “rødvinsmetal”, og det er lidt småirriterende, når man som anmelder selv har skrevet “sommeliermetal” i sine noter. Great minds, ikke? De er også fra solskinsøen, og hvem kan i grunden sige nej til lidt Bornholm Darkness?
Heksproces spiller for et halvfyldt Stengade, og selvom de ihærdigt prøver at piske en stemning op og etablere en atmosfære, bliver det for mit vedkommende aldrig for alvor medrivende. Jeg var skam indstillet på, at det ville blive nørdet – det er forventeligt, når forsangeren indtager scenen iført en button-up og blazer – men jeg var ikke klar på, hvor mange forskellige retninger deres musik egentlig stak i. Nogle gange giver de tilsyneladende også bare helt slip, og begynder at spille sludge – og det er her, de er bedst.
Jeg synes, det er optur, at nørderiet ikke rækker så langt, at man ikke kan blære sig lidt på en spade. Det er også her, jeg for alvor mærker Heksproces, og det er jeg næppe ene om. Det afspejler sig også i et headbangentusiastisk publikum, der kvitterer, når bandet slapper lidt af i skuldrene. Her kommer deres musikalske overskud også mere til syne, og er et kærkomment syn – især i dette genreterritorium, hvor de eftertænksomme og typisk mere introverte momenter sidder i førersædet.
Der er noget over afskedskoncerter. Jeg har ikke været til mange af slagsen – i hvert fald ikke hvis man udelukkende tæller dem, der var markedsført sådan – men dem, jeg har oplevet, har ofte haft en vis stemning i luften. Den var også at spore hos publikum i Stengade, for Crimson Burial har nemlig valgt at takke af efter fire års tid som band – hvad der må svare til en femtedel af flere af medlemmernes levetid.
Heldigvis for alle de fremmødte leverede Crimson Burial en koncert præcis så tight, som man efterhånden må forvente af den melodiske dødsmetalkvintet. Uheldigvis lå guitarerne ret langt tilbage i mixet under første halvdel af koncerten, og det er en skam, for Crimson Burial har jo faktisk riffs. Ikke nogen, man går og rigtigt husker efterfølgende, men nogen, som egentlig lyder meget fedt i øjeblikket. Til gengæld dominerede bassen og trommerne virkelig lydbilledet, og her er det en fordel, at både basmand Mikkel Alexander og trommeslager Lasse Kristensen (Guttural Slug, Solipsy) er så habile, som de er. Rytmesektionen bar første halvdel af koncerten, og gjorde næsten tabet af guitar til at leve med.
Jeg kunne egentlig godt have savnet en smule vildskab – noget, der kunne have bundet en sløjfe på bandets kapitel. Lidt “fuck det, vi er alligevel færdige”-energi. Bare et eller andet. På den anden side var der ingen som helst tegn på nedtrykthed blandt medlemmerne. Tværtimod. Måske er de bare maks klar på at komme ud og spille med de hundredevis af andre dødsmetalbands, der er mellem medlemmerne. Hvis man skal tage bandets afsked for gode varer – og det skal man passe på med, når det gælder bandudtalelser – må man altså sige, at Crimson Burial-kapitlet blev lukket med blikket rettet fremad frem for tilbage.
Et par timer før dørene åbnede, blev der meldt få billetter, og kort før Heksproces gik på, overhørte jeg nogle af Stengades – i øvrigt virkelig rare – frivillige snakke om, at der var udsolgt. Det er ikke så lidt, når man tænker på, at det her er Blodmånes første reelle headlinershow i København, og deres andet af slagsen i det hele taget.
Mens Crimson Burial er blevet lagt i graven, ligner Blodmåne nogen, der netop har været til begravelse. Ny bassist, ny single, nyt logo – stadigvæk den samme løbende øjenskygge, der altså lige får de gæve sønderjyder til at se det sejere ud. Desuden spiller de jo godt. Faktisk – lig Crimson Burial – præcis så godt, som de plejer. Blodmåne har det med at tippe over i det lidt navlepillende, men jeg synes, at de modererede det til en guldstjerne i denne omgang. Musikalsk er de lige ellers så svedige, som de så ud efter koncerten – og hvad nu er det? En velspillet guitarsolo som ovenikøbet passer til sangen? Okay, jeg er overtalt for nu, så. For nu.
Jeg kan godt lide black metal, jeg kan godt lide dødsmetal, og under de rigtige omstændigheder, kan jeg også godt klemme lidt prog indenbords. Men Blodmåne vækkede på trods af deres tekniske kunnen ikke så meget i mig lørdag aften. Håndværksmæssigt overbevisende, klart, men ikke meget mere end det. Når man tænker på, at det (næsten) var deres første headlinershow, løftede de dog opgaven ganske fint, og mens jeg overhovedet ikke er i tvivl om, at der kommer flere af slagsen i fremtiden, kunne jeg godt have brugt lidt wow-momenter for at gavne den samlede koncertoplevelse.
Og hvem ved, måske kommer der en dag en wall of death til en Blodmåne-koncert, som består af mere end syv personer.
