Jeg arbejder nogle gange på kontor, og det er egentlig fedt nok. Men nogle dage får jeg sådan en klattet og kedelig krop, der ofte har en trumfende hedonistisk trang til at rulle ind under dynen til streamingtjeneste-bingo end at rulle ned på Radar ved godsbanen for at være opmærksom, hengiven og for at krølle overskæg til tanker og meninger om musik og den brede kunst. Men torsdag var det simpelthen ikke en sag til forhandling, for mit excel-ark-korpus trængte gevaldigt til soniske ingefærshots, og de kære bookere på Radar havde endnu en gang haft min ryg.
Smertegrænsens Toldere
Akva sagde engang, at de var mere end bare et “stangtennis-band”. If you know, you know. Og jeg håber, at de kære Toldere ved, at de er mere end “bare” et punkband; de er en institution på scenen. Fra utallige livekoncerter på store og små scener såvel glimrende pladeudgivelser og det årlige – for mig – højdepunkt: Toldermania, en scene og endagshyldest til alle de bands, der går og pusler med interessante toner. Smertegrænsens Toldere er både lige så vigtige, som de er dygtige.
Der er en punktet og sej ladhed i forsanger Mads Stobberups udtryk, bandet lader rolig og tålmodigt publikum op i et minuts punket forspil, før et mindre subtilt cue fra trommerne får Stobberup til at eksplodere på ‘Benzin’ fra sidste års udspil ‘Mere Benzin’. Her starter en hvirvelvind – eller måske rettere end tornado – af det ene nummer efter det andet på en kilometerlang sætliste. Fra et kækt temposkift på ‘Idioter’ til en publikumsfavorit som ‘DUMFLADE SELVSKADE’ er Radars punkede torsdagsmesse erklæret åben.
Hvad er taktikken? Så lidt pauser som muligt, så lidt bullshit som muligt og nul anekdoter. Stobberups historiske aversi over for frontmand-på-scenen-heden kommer tidligt til udtryk, da han meget hurtigt får bevæget sig ned fra højden og smelter sammen med det smilende, hoppende og råbende publikum. Man får eddermame noget for pengene. Et “tak” og et “I må godt danse” får vi mellem et par punk-baskere, men mere behøver vi heller ikke, vel? Hvis man har flere spørgsmål, kan man jo bare slå lyttelapperne ud, for det hele er sgu på tekst.
EYES
“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!” Sagde Pippi Langstrømpe vist aldrig, men et eller andet sted i det – ret dårlige – citat finder jeg Victor Kaas. Forsanger i EYES og en værre baryl, der giver en slags overlegen naivitet fra sig, som han forvrænger og vrider hans stemme, ansigt og krop i en kaotisk, kærlig lussing til alle fremmødte. Med et nyt album i ryggen har gruppen – som allerede havde et glimrende bagkatalog – endnu flere kompromisløse bangers med til mosh-lektionen i denne aften, og vi konsumerer sultent hvert et ord og direktion fra lektor Kaas og pitter alle vores bekymringer ihjel. Alt er, som det skal være.
“Det er den tid på aftenen, hvor vi lader, som om at der er fredag” – Victor Kaas
EYES har virkelig fat i dem selv og deres samlede udtryk. De er ikke lukkede af nogle normer, de selv har skabt, og hvert nummer – eller plade for den sags skyld – er nyt, friskt og med tårnhøjt bundniveau. Og så lyder det altid som EYES.
Et par insisterende tilskuere råber en omgang voksen-tittebøh frem, og forstyrrer sættets ellers veltilrettelagte spændingskurve. Det er lettere tåkrummende, men pyt, bandet lader sig lokke tilbage på scenen og afslutter aftenen destruktivt med ‘Swim’, hvor trommeslager Simon Djurhuus hamrer de sidste kalorier ud af min krop.
EYES er overlegen legesyghed, spilleglæde og kompositioner, og fælles konsensus foran spillestedet med en post-koncert-smøg er: “Alle i EYES er jo mega seje?”.
Fotos venligst udlånt af Rolf Meldgaard @rolfrawphotos
