I anledning af udgivelsen af Orms fjerde album ‘GULD’ samt bandets tiårsjubilæum spillede Orm tre aftener i træk i København. Først et intimt show på Ideal Bar, derefter pladens fulde længde i Lille Vega, og til sidst en blandet sætliste med deres største liveproduktion til dato i Store Vega. Orm er blevet mere end bare et virkelig godt black metal-band. Det er blevet et virkelig godt black metal-band, som samtidig også er folkeeje. Men til trods for populariteten har Orm fortsat med at udvikle sig. De går nye veje og finder nye måder, hvorpå de kan udvikle deres musik.
Med opvarmningen tager de også chancer. Strygerduoen Lueenas går på i et halvfyldt Store Vega. Jeg missede dem på årets A Colossal Weekend, så jeg havde set ret meget frem til at opleve dem.
Det er svært at sætte et eksakt genreprædikat på musikken, men det er: alternativt, krautet, sart, tungt og flot. Alt sammen på samme tid. Den chance, der bliver taget ved at vælge Lueenas som opvarmning, har intet at gøre med kvaliteten af musikken, for den er tårnhøj. Det er vildt godt og fængende.
Det handler sådan set mere om, hvordan det gængse metalpublikum har for vane at snakke sådanne koncerter ihjel. Forunderligt nok sker det ikke lørdag aften. Det siger nok noget om hvor godt Lueenas rent faktisk er. Jeg bevægede mig lidt rundt i lokalet og der var vitterligt musestille i den halve times tid vi fik med duoen.
På papiret virkede Iotunn også som et genialt supportnavn for Orm. Musikken bevæger sig i lignende universer. Der er de proggede og ekstremmetalliske elementer, og særligt det episke og storslåede til fælles. Jeg lyttede til bandets seneste album ’Kinship’ da det kom ud grundet den store hype. Jeg husker det som udmærket, uden noget, der rigtigt hang ved.
Alting lyder godt. Bandet ser godt ud i deres Legolas-og-Gimli-kostumer. Publikum er glade.
Men jeg står der i mængden og føler absolut ingenting. Der er masser af musiske kvaliteter at finde, men intet af det rykker rigtigt noget. Alting er konstant storslået med operavokal og armbevægelser så store, at taget kunne løftes af. Vi kommer dog aldrig ned. Vi får aldrig et pusterum. Power-proggen holder os fanget på ryggen af en drage, der aldrig lander. Der er tydeligvis mange, som er begejstrede, og det ser ud til at være vildt fedt for dem i de små 50 minutter Iotunn er på scenen.
Jeg finder en veninde og stiller mig helt op foran da Orm, badet i blåt lys, går på scenen til tonerne af deres bedste nummer ’Klippens Lyse Hal’, fra den monumentale ’Ir’. Et nummer, som har været tæt på fast inventar på sætlisten i seks år. Orm lyder tungere end jeg erindrer at have hørt dem før, hvilket efterhånden er en del gange. Desværre er lyden oppe foran noget rumlende, hvorfor vi rykker os længere tilbage. Her er den heldigvis perfekt. Små videoklip af bjerge fylder som backdrop. En sagte trompet kommer på scenen for at akkompagnere mellemspillet, mens vi tages fra skovens tinder til Opalsøens dyb.
De næste to numre kommer fra ’Intet – Altet’, hvor vi først får ’Floden, som kan skabe’, og derefter ’Mod døden’. Begge akkompagneres af et kammerorkester, hvilket kun underbygger den epik, som findes i Orms univers. Musikken bliver større, uden at den berøves dens råhed. De mægtige riffs står som hugget i den bornholmske klippevæg, mens strygerne er som de bølger, der slår imod den.
Og sådan har vi brugt en time og et kvarter, uden at høre et eneste nyt nummer. Orm giver os tre af deres stærkeste og længste skæringer som det første. Musik med en voldsom tyngde, der flyder med lethed som meget få bands formår. Det er en trio af sange i en time og et kvarters black metallisk ekvilibrisme.
Efter et kort intermezzo skifter stilen, da det er tid til sange fra ’GULD’. En plade som er svært glad for og også kvitterede med topkarakter her på magasinet.
Vi får den thrashede ‘Rigdom’, hvis introriff konstant får mig til at tænke på Metallicas ’Fight Fire With Fire’. Tempoet er skruet i vejret og vi tæppebombes med riffs. Det er dog stadig ikke uden en vis skønhed. Man føler sig så uendeligt lille, når Theis Wilmer Poulsen og Simon Sonne Andersen skriger:
Hvor er du nu, dig der lovede?
Hvor er du nu, dig der lovede mig kærlighed?
Og når vi falder, vil vi falde sammen
Dig der lovede mig kærlighed
Hvor er du nu, dig der lovede mig kærlighed?
Lørdag aften er der ingen, der falder. Vi fejrer Orm med Orm. Vi siger også farvel til Orm – i hvert fald for nu. Jeg vil også gerne fortsætte med at love Orm kærlighed.
Simon Sonne Andersen præsenterer herefter de resterende numre for aftenen: resten af ‘GULD’ samt bandets allerførste sang, ’Serpent Mother’.
Under ’Udskammet’ akkompagneres Theis Wilmer Poulsen af to akustiske guitarer, som roligt spiller hen over det ledemotiv, som nummeret bygges op omkring. Salen er stille og stærkt koncentreret om musikken, også selvom den kollektive promille er væsentligt højere her kl. 23 end da dørene åbnede kl. 19, trods et ret alarmerende fravær af guldøl. Tøhø.
Under aftenens sidste nummer, og bandets føromtalte allerførste sang, ’Serpent Mother’, fuldendes Midgårdsormens ouroboros. Orm siger tak og slutter, i hvert fald for nu, ved begyndelsen. Læderjakkeblacken, de enorme riffs og stank-facet er tilbage. Det føles et eller andet sted poetisk at slutte her. Jeg husker ret tydeligt koncerten på Roskilde Festival i 2016, hvor de åbnede med selvsamme nummer. Dengang var håret langt, bukserne stramme og læderjakken åben. I dag, godt ni og et halvt år senere, er håret klippet, musikken forfinet og læderjakken hængt i garderoben. Efter to timer går Orm af med et ”Vi ses.” Og det gør vi jo nok. Men ses vi med Orm igen? Jeg håber det. Scenen har i hvert fald brug for bands som Orm. De bands, som tør at tage chancer og ikke bare lave den samme plade igen. Den har brug for bands, der tør at ødelægge noget for at skabe noget nyt.
Det blev en koncert, der forenede alt det, Orm er blevet til: majestætisk, kompromisløs og dybt menneskelig. Hvis det her var Serpens Cauda, så var det i hvert fald en mere end værdig slutning.
I den nordiske mytologi vil ulven Månegarm sluge både solen og månen ved verdens ende. På en lørdag i november var det ikke ulven, men ormen der slugte solen. Månen stod i hvert fald højt på himlen, da Orms seance var slut.
