Black metal vil i sin grundessens altid være edgy og modstridende. Der gik dog ikke længe, før diverse bands i 90’erne begyndte at implementere trylleklaver og synthmelodier og en scenetilstedeværelse bestående af kutter og kapper. I modsætning hertil satte samtiden også sit æstetiske præg i den anden ende af spektret, hvor agendaen stod på snavset corpsepaint, slidte læderjakker og patronbælter.
Lysbaerer passer paradoksalt nok ind begge steder. Slet ikke fordi æstetikken hverken er barsk nok til at falde over i det bølleblackede, som man associerer med nittearmbånd, eller fordi fjogetheden diffunderer over i noget helteblacket med troldmandskapper. På spektret er Lysbaerer et semigennemsigtigt slør i bordeaux-lilla, da de har spændvidden til både at have skærende blackriffs, men også kan implementere mere androgyne udtryk i form af deres patosladede atmo-sektioner.
Med tre guitarister på scenen er potentialet for at opbygge de ofte 10-minutters lange numre med melankolske lydflager og strukturerede riffs ikke vanskeligt, men alligevel bliver præsentationen i aften desværre besværliggjort, da der er flere dele af lydaspektet, der ikke spiller sammen med Lysbaerer. Det er hovedsageligt frontmand Thomas Mascagnis guitar og hylende skrig, der er i fronten, mens Jamie de la Senceries sørgmodige backingvokal drukner i det hvirvlede lydbillede.
Dog stopper det ikke bandet for en enormt god præstation, der formår at markere alsidigheden i deres musik. Lysbaerer har nemlig en god tilgang til atmosfærisk black metal, som går ud på, at de ikke nøjes med at spille atmosfærisk black metal. Det er naturligvis størstedelen af deres black metal, men samtidig lader de sig ikke binde af forventninger, og hvis det passer at skifte spontant til et hamrende tungt riff direkte efter en passage med flyvske tremelomelodier – så gør de det.
Det viser en tydelig forståelse ikke bare af genren, men også af dens grænser. Fordi så meget en genre som atmosfærisk black metal kan dvæle i sig selv, er det væsentlige ved den nemlig, at den kan få noget til at sidde fast i lytteren. Og endnu vigtigere: få dem til at føle noget. Og det er noget, Lysbaerer har opnået ganske effektivt efterhånden.
Uovertruffen atmosfærisk
I min bog er der dog ikke noget black metal-band, der måler sig med hverken den æstetik eller den lyd som Morild har kørende. Det sidste års tid har bandet været mere flittige på koncertfronten end de plejede. Det skyldes nok den mastodont af en plade, de udgav sidste år, som har skullet hives frem i et liveformat for de heldige tilhørere.
Mens Lysbaerer blander æstetikken og falder ind i flere kategorier på det billedlige black metalspektrum, sprænger Morild rammerne totalt og bevæger sig ud i deres eget skvulpende kreative vandhul, hvor jeg nærmest vil argumentere for, at det eneste genkendelige ved dét er selve spillestilen.
Ellers har Morild nemlig opnået en fuldstændig unik udtryksfuldhed, hvor det ikke er sjusket ansigtsmaling, der anses for at være målestok for voldsparathed, eller hvor tematikken skal forskrues til noget mystisk ved at tage bandbilleder i Hareskoven engang efter solen er gået ned.
I Morilds tilfælde er æstetikken naturligvis de genkendelige vandoverfladeprojiceringer og selvlysende blæk smurt i ansigtet. Men der er også plads til en bestemt form for opbygning i numrene, som er præget af netop deres umiskendelige lyd, der yderligere får kulminationerne i løbet af de lange numre til at ramme så meget hårdere. Det er også tilfældet i aften – og som en, der har set godt og vel alle Morild-koncerter på dansk jord siden deres tilbagevenden, må jeg fremhæve netop opbygningssektionerne denne aften.
Jeg tror måske, at årsagen til, at de opbyggende stykker stod så stærkt i aften, var, at de andre stykker falmede en smule i forhold til, hvad jeg er vant til fra Morild. Specielt nummeret ‘1000 KROPPE’ stod desværre ikke så stærkt som sædvanligt, da trommeslager Simon Hildebrandt Frennings brølende backingvokal slet ikke kunne høres i nummerets tidlige breakdown. Det er heldigvis ikke på bekostning af Tue Krebs Roikjers fuldstændig overlegne pinselsskrig, der skærer igennem lydbilledet og går direkte i hjertet. Jeg tror ærlig talt ikke, at det i øjeblikket er muligt at finde en dygtigere black metalvokalist på den danske metalscene med de konsekvente præstationer, jeg har set fra Roikjers over det sidste års tid.
En anden ærgerlig ting er den minimale tilstedeværelse af bassist Kristoffer Alm, der i aften har slået benet og derfor er nødt til at sidde ned. Bevares, han fremgår tydeligt i lydbilledet under specielt nummeret ‘TRÆT’ takket være den eminente Johan Emanuel, som står for lyden, men Alms sædvanlige omfavnelse af mikrofonstativet og længselsfulde skrig under koncerten savnes – han kunne i hvert fald godt være placeret længere fremme på scenen.
Afslutningsnummeret ‘DISSE FUGLE FÅR INGEN AT SE’ vil dog altid imponere uanset bandets tilstand. Jeg plejer altid at beskrive Morilds unikke kulmineringsfænomen som “vandfaldseffekten”, da den måde, de komponerer deres numre til at indeholde store crescendoer, føles som den voldsomme kraft fra et vandfald, der bruser direkte mod en, mens man står fast på sin plads og kigger op mod scenen, overvældet af sanseindtryk og ærefrygt.
‘DISSE FUGLE FÅR INGEN AT SE’ er et perfekt eksempel på dette halvvejs gennem nummeret, hvor de to guitarister Jakob Georg Nielsen og Lasse Heidner begge akkompagnerer Roikjer i at fremkalde storslåede og æteriske melodier til Frennings markerende slag og crashes.
Sidste år sluttede jeg min anmeldelse af deres plade med “Hvis der bliver brugt lige så mange lange aftener i studiet og i øvelokalet til kommende albums og liveshows, er jeg sikker på, at Morild i fremtiden bliver en komplet uigennemtrængelig kraft på både koncert- og udgivelsesfronten”. Og lad os bare sige: jeg tog ikke fejl.
